Social ulighed i sundhed har i det seneste årti ofte været omtalt som et vigtigt sundhedspolitisk problem, og der er kommet mere forskningsfokus på emnet. Nu har en af de fremtrædende engelske forskere inden for feltet, Hilary Graham, som er sociolog og professor i folkesundhedsvidenskab, skrevet en bog, som vil kunne tjene som en glimrende introduktion til emnet. Social ulighed i sundhed interesserer både socialepidemiologer og sociologer, og en af bogens styrker er, at de to discipliners forskellige måder at fortolke sociale forskelle præsenteres. Mens epidemiologer oftest analyserer sociale forhold som egenskaber hos det enkelte individ, uddannelse, indtægt mv., ser sociologer dem som samfundsmæssige strukturer, som mennesker er placeret i, og som de også har mulighed for at påvirke. En anden styrke ved bogen er, at den både bygger på kvantitative og kvalitative data, hvilket gør, at flere spørgsmål kan belyses, f.eks. konstateres ikke bare, at teenagepiger fra de dårligst stillede lag får børn, vi får også noget at vide om hvorfor. I bogen beskrives forskellige måder at måle sundhed, sociale forskelle og socioøkonomisk position. Graham viser, hvordan de sociale forskelle i sundhed består, selvom dødsårsagsmønsteret er ændret. Hun kommer også med forskellige bud på, hvorfor forskellene opstår.
En analytisk tilgang, som hun beskriver i bogen, er at se social ulighed i sundhed i et livsløbsperspektiv ved at studere forhold bl.a. i barndom og ungdom, som har betydning for sundheden senere i livet. Et andet tema, som behandles, er, hvordan køn og etnicitet spiller sammen som årsager til social ulighed i sundhed. De fleste undersøgelser handler om hvide mænd (dvs. mænd med britisk etnicitet), og de er ikke nødvendigvis dækkende for kvinder eller for mennesker af begge køn med anden etnisk baggrund. Det gælder bl.a., at betydningen af forældreskab og samlivsstatus er meget forskellig for mænd og kvinder.
I en bog på ca. 200 sider er det naturligvis ikke muligt at gå i dybden med alle temaer; mange kan læseren selv komme videre med ved at tage udgangspunkt i nogle af bogens mange referencer. Der er dog nogle mangler, som er værd at bemærke. Socioøkonomisk position eller social klasse, som er de engelske sociologers foretrukne begreb, defineres ikke. De teorier og årsagsantagelser, der ligger bag de oftest brugte klassifikationskriterier, indkomst, uddannelse og erhverv, diskuteres heller ikke.
I bogens sidste kapitel »Policy matters« behandler Graham spørgsmålet om, hvad der politisk kan gøres ved uligheden. Da årsagerne til uligheden, ifølge hende, er menneskeskabte, kan de også ændres af mennesker og da selvfølgelig især politikere. Her er hendes tilgang efter min mening problematisk. Graham vælger at undersøge indkomstpolitikken, fordi, må man udgå fra, hun mener, at sociale forskelle i sundhed kan reduceres med en ændret fordeling af de økonomiske ressourcer. Hun viser, at det er muligt i de skandinaviske universelle velfærdsstater gennem skatter og bidrag at reducere forskellene i disponibel indkomst betydeligt. Hun viser imidlertid ikke, at det fører til mindre sociale forskelle i sundhed eller bedre sundhed for de dårligst stillede. Spørgsmålet er, om det i de rigeste lande er mangel på penge, som er den væsentligste forklaring på de fattigstes dårlige sundhed, eller om det er deres uddannelsesniveau, arbejdsforhold, usikkerhed i ansættelsen, sociale relationer, adfærd eller andre forhold, som forklarer forskellene. I Danmark er indtægtsforskellene mindre end i de fleste lande, selv om de nu er voksende, men der er store sociale forskelle i sundhed. Også i Sverige er der store sociale forskelle i sundhed på trods af en ret vellykket omfordelingspolitik. Ved at vælge at se indkomsten som årsag til social ulighed i sundhed forenkler Graham problemet og dermed løsningen på den opgave, politikerne har sat sig, og den enkle løsning er ikke nødvendigvis hverken rigtig eller tilstrækkelig.
På trods af disse kritikpunkter vil jeg varmt anbefale bogen til dem, som ønsker at blive lidt klogere på, hvad social ulighed i sundhed er, og hvad den skyldes. Den er som sagt en glimrende introduktion, og også for dem, der har arbejdet med social ulighed i sundhed, indeholder bogen mange interessante pointer og vinkler.
Open University Press, 2007.
260 sider
Pris: 279,95 (paperback)
ISBN 0335213693
Fås på www.saxo.com