Skip to main content

Unge læger trives på et presset sygehus

Vikarbudgettet vokser, og manglen på speciallæger er blot blevet værre i de senere år i Thisted på et af landets mindste sygehuse. De yngre læger er dog vilde med sygehuset, og her skal løsningen findes, siger sygehusets lægelige chef.

Lina Hundebøll Jespersen er KBU’er og fællestillidsrepræsentant for de yngre læger på sygehuset i Thisted. Og bor sammen med flere af de andre KBU’ere i surferparadiset “Cold Hawaii” i Klitmøller. Foto: Cathrine Ertmann
Lina Hundebøll Jespersen er KBU’er og fællestillidsrepræsentant for de yngre læger på sygehuset i Thisted. Og bor sammen med flere af de andre KBU’ere i surferparadiset “Cold Hawaii” i Klitmøller. Foto: Cathrine Ertmann

Anders Heissel, ah@dadl.dk

3. feb. 2017
11 min.

Blot 100 meter fra det brusende Vesterhavet i Klitmøller bor Mathias Melgaard. Han er 32 år og er lige nu i KBU på sygehuset i Thisted. Og blot 100 meter ved siden af i Klitmøller bor 30-årige Lina Hundebøll Jespersen. Hun er også i KBU på sygehuset i Thisted, og i alt bor faktisk halvdelen af sygehusets 10 KBU’ere i Klitmøller.

Som en slags lægekollektiv bor de midt i Nationalpark Thy og er både tiltrukket af den storslåede natur, det hippe surferparadis “Cold Hawaii” i Klitmøller og muligheden for at arbejde på sygehuset i Thisted ca. 20 minutters landevejskørsel derfra.

“Jeg har det godt som KBU-læge i Thisted. Jeg ser mange forskellige patienter og har stort ansvar for den videre behandling for patienten samtidig med, at der er god supervision. Desuden har vi KBU’ere et fantastisk fællesskab, bl.a. fordi vi bor så mange i Klitmøller. De fleste er langt væk hjemmefra og søger en ny omgangskreds. Det betyder, at vi er tæt bundet sammen i fritiden og surfer, har spilaftener eller tager på ture sammen. Der er lidt højskolestemning over det, og det er dejligt at komme på arbejde, fordi man arbejder med sine venner”, siger Lina Hundebøll Jespersen, der er fællestillidsrepræsentant for de yngre læger på sygehuset.

Også Mathias Melgaard er begejstret for at være i Thisted.

“Jeg kunne sagtens se mig bo sådan et sted på længere sigt med et godt lokalmiljø, en flot natur og en modpol til den travle verden, der er i de store byer. Men lige nu bliver afdelingerne på sygehuset holdt oppe af vikarer og en overlægestab, der går på pension inden for få år. Hvem skal bære det videre? De læger er der ikke lige nu, og derfor er jeg meget usikker på sygehusets fremtid”, siger Mathias Melgaard.

Jeg kunne sagtens se mig bo sådan et sted på længere sigt med et godt lokalmiljø, en flot natur og en modpol til den travle verden, der er i de store byer. Men lige nu bliver afdelingerne på sygehuset holdt oppe af vikarer og en overlægestab, der går på pension inden for få år. Hvem skal bære det videre? Mathias Melgaard, KBU-læge på sygehuset i Thisted

En tredjedel af lægerne er vikarer

Som et landets mindste sygehuse i et af landets yderområder mærker Thisted, hvordan lægemanglen roligt, men støt gnaver sig ind til benet, og derfor tog Ugeskrift for Læger til Thisted for at beskrive, hvad lægemanglen betyder, og hvad fremtiden byder for sygehuset.

For sygehuset i Thisted har helt konkrete og aktuelle problemer med at tiltrække speciallæger.

Ud af i alt 70 lægestillinger på sygehuset er 46 besat med fastansatte læger – enten speciallæger eller yngre læger. Den resterende tredjedel af stillingerne – i alt 24 – er i princippet ubesatte, men reelt bemandet med vikarer. Og det er faktisk kun gået den forkerte vej, siger sygehusets lægelige direktør Claus Brøckner Nielsen ved bordet i sygehusets lille kantine.

”Lægemanglen er blevet værre i det halvandet år, jeg har været her. Nogle læger er blevet pensioneret, andre har sagt op, mens nogle har haft personalesager, som har gjort, at de ikke arbejder her længere. Lige nu er vi meget udfordret på det medicinske og akutte område, og det er hele nerven på et sygehus, fordi det kører hele døgnet og hele året rundt. Men alle vagter er dækket med fagligt kompetente vikarer, så man kan stadig være tryg som patient ved at komme på sygehuset”, siger Claus Brøckner Nielsen.

Vanskelighederne ved at skaffe læger har sat sine tydelige spor på sygehusets vikarbudget. I 2015 var udgifterne til lægevikarer 13,4 mio. kr., mens det i 2016 var steget til 17,9 mio. kr. – en stigning på 4,5 mio. kr. eller 34 pct. på blot et år.

“Der er en risiko for, at patientsikkerheden ikke er i orden, hvis der er for mange løse vikarer. Derfor er det altid bedst med fastansatte læger, fordi de kender rutinerne og sikrer, at vikarerne gør arbejdet godt nok. Derfor har vi ansat fire nye læger, men kun for et halvt år. Og inden da skal vi som ledelse finde en mere langsigtet løsning”, siger Claus Brøckner Nielsen med henvisning til sygehusets nye faglige profil, som regionens politikere skal have i slutningen af marts.

Fakta

Fakta

Lægelig direktør Claus Brøckner Nielsen står sammen med to yngre læger i akutmodtagelsen på sygehuset i Thisted. Foto: Cathrine Ertmann

Bekymring for patientsikkerheden

Sygehusets problemer har været længe undervejs, men kulminerede i maj 2015, hvor tre læger efter en række DR-afsløringer blev suspenderet fra deres arbejde på sygehuset på grund af usikkerhed for “kvaliteten og patientsikkerheden”. Af en af overlægerne på sygehuset kaldet for “The Big Bang”.

Få dage efter blev sygehusets cheflæge Hans Ole Holdgaard efter aftale placeret i en stilling som overlæge, og sygehuset i Thisted blev lagt ind under Regionshospitalet Nordjylland, der også favner bl.a. akutsygehuset i Hjørring og sygehuset i Frederikshavn. For mange var sagen en konsekvens af lægemanglen, fordi sygehuset havde svært ved at rekruttere dygtige læger. Og det satte samtidig en mindre bølge i gang af lukninger på sygehuset. I maj 2016 lukkede øjenafdelingen på grund af lægemangel, og i efteråret 2016 blev den akutte organkirurgi flyttet væk fra Thisted, fordi sygehuset ikke kunne skaffe kirurger nok.

Også Styrelsen for Patientsikkerhed havde et øje på sygehusets lægemangel og de mulige patientrisici, og derfor var bl.a. Charlotte Hjort, enhedschef og overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed, den 6. december på tilsyn på sygehuset ud fra en bekymring for patientsikkerheden.

“Hvis vi under vores tilsyn havde set noget kritisk, havde sygehuset fået et krav om at skulle rette det op med det samme. Og det var ikke tilfældet”, siger Charlotte Hjort og understreger, at styrelsen følger meget med i eventuelle klager, hvad medierne skriver og har “et særligt fokus på sygehuset i Thisted”.

The Big Bang

Det er Hansjörg Selter, ledende overlæge på Anæstesiologisk Afdeling, der bruger betegnelsen The Big Bang. Som overlæge på sygehuset siden 2000 oplevede han det, han kalder sygehusets højdepunkt i sin tid, da sygehuset i 2010 blev en del af Patientsikkert Sygehus. Med hans ord fik sygehuset et kæmpe opsving i kvalitetssikring, og ansøgningerne væltede ind til Hansjörg Selter fra højtkvalificerede læger.

"Men så kom The Big Bang, da DR bragte historierne om en række af sygehusets læger, der havde lavet fejl. Det betød, at store dele af sygehusledelsen blev fjernet, og en række af mine samarbejdspartnere i udlandet trak følehornene til sig. Desuden er der næsten ingen overlæger tilbage fra den tid. Det var også medvirkende til, at vi mistede akut kirurgi, og da flere af mine anæstesiologer arbejder med det område, har det betydning for muligheden for at fastholde de læger", siger Hansjörg Selter.

Modsat de andre afdelinger på sygehuset mangler han dog ikke speciallæger, bl.a. fordi han har indrettet arbejdsplanerne, så tre polske læger kan arbejde 6-8 uger i træk i Thisted og derefter flyve hjem til Polen og holde fri et par uger. Men hvad fremtiden bringer for sygehuset, er han usikker på.

“Jeg tør slet ikke trække en linje tilbage fra, da jeg kom for 17 år siden, og så videre ud i fremtiden for sygehuset”.

Til gengæld vil Jens Juul, uddannelsesansvarlig overlæge på Medicinsk Afdeling siden 2004, gerne trække trække linjen mere hårdt op. Han har lige overstået morgenkonferencen denne mandag morgen i lokalet, hvor en opslagstavle er fyldt med takkebreve fra tidligere KBU-læger. For mens afdelingen altid har haft nemt ved besætte alle KBU-stillingerne, er det svært og næsten umuligt at skaffe speciallæger. Og det kalder på en løsning, der rimer på tvang, siger han.

“Hvis jeg var politiker, ville jeg kæmpe for stillinger, hvor en ansættelse som speciallæge på Aalborg Universitetshospital altid skulle kombineres med samtidig ansættelse på et andet hospital i regionen. Altså en solidarisk lægedækning. Desuden ville jeg kæmpe for, at man som nyuddannet læge fra Aalborg forpligtede sig til, at den postgraduate uddannelse frem til speciallæge også skulle finde sted i regionen. Jeg tror ganske enkelt ikke på, at man fremover kan undgå en vis form for tvang”, siger Jens Juul.

Jens Juul, uddannelsesansvarlig overlæge på Medicinsk Afdeling, snakker med to yngre læger efter morgenkonferencen. Foto: Cathrine Ertmann

Lidt mere fleksibilitet, tak

For selv om alle KBU-stillingerne besættes, og de yngre læger tilmed trives på sygehuset, så forsvinder de igen efter kort tid, og retur kommer ingen speciallæger, siger KBU-læge Mathias Melgaard.

“Vi har det fagligt supergodt som KBU’ere, men vi er her kun et halvt år. Og parallelt er der stemningen på hele sygehuset, der er præget af usikkerhed på grund af nedlægningen af det akutkirurgiske. Og når man fjerner specialiserede kompetencer fra sygehuset, når man ikke har hoveduddannelsesstillinger, så kommer de unge læger ikke, og så får man ikke bygget en base for fremtidens læger. Derfor er jeg urolig for, hvad fremtiden bringer sygehuset. Og den uro er der også blandt mange ansatte”, siger Mathias Melgaard.

Derfor er det store spørgsmål, om sygehuset i Thisted overhovedet har en fremtid. Til det har Claus Brøckner Nielsen et klart svar:

”Selv om vi lige nu oplever store udfordringer, så kan jeg i min vildeste fantasi ikke forestille mig, at der ikke skal være et akutsygehus i Thisted, der også skal kunne håndtere ældre patienter med kroniske sygdomme. Selvfølgelig skal der det”.

Og for at sikre overlevelsen for sygehuset skal der ifølge den lægelige chef satses på delestillinger med Aalborg og Hjørring og mere fleksible uddannelses- og ansættelsesforhold.

”Vi skal ikke gå på kompromis med godt arbejdsmiljø, gode uddannelsesforhold og høje kompetencer, men vi kunne godt bruge lidt mere fleksible rammer, som der også står i Lægedækningsudvalgets anbefalinger. Man kunne lave en introstilling på halvandet år, så vi udnytter det uddannelsespotentiale, vi har, og det, vi ikke kan tilbyde rent fagligt, kan man få på et halvt år i Aalborg, Aarhus eller andre steder. Sådan et forløb kunne også være undtaget femårsreglen. Og hvis man desuden slår introduktionsstilling og hoveduddannelse sammen, så man er sikker på at blive speciallæge i Thisted, så er jeg sikker på, at det samlet set vil lokke flere til Thisted”, siger Claus Brøckner Nielsen og fortsætter:

”Vi vil gerne være talentfabrik for landets læger inden for det brede medicinske felt – også inden for ledelse. Nogle af de dygtigste læger skal måske videre til et større sygehus, og ja, så mister jeg dem, men jeg har dem i den tid, de er her, men nogle af dem vil måske være så vilde med Thisted, at de bliver her”.

Løsningen er delestillinger

Allerede nu har Claus Brøckner Nielsen som chef også for sygehuset i Hjørring gode erfaringer med delestillinger. Sådan en stilling har 36-årige Gowsini Joseph, der forsker halvdelen af tiden og er afdelingslæge på Kardiologisk Afdeling på sygehuset i Hjørring i den anden halvdel.

“Det særlige ved min stilling er, at jeg laver forskning uden at skulle væk fra klinikken. Og den frihed til at forske samtidig med, at jeg ikke får klinikken på afstand, er meget vigtig for mig. Da jeg i 2015 blev speciallæge i kardiologi, kunne jeg have valgt enten at forske fuldtids eller være klinisk læge på fuld tid, men denne stilling giver mig begge dele”, siger Gowsini Joseph og fortsætter:

“I mit speciale er det vigtigt, at man er en del af forskningmiljøet og selv bidrager med videnskab. Mange andre læger er også forskningsinteresserede, men kan måske ikke finde midler eller skal bruge deres fritid på at forske. Derfor tror jeg bestemt, at man vil kunne tiltrække flere læger ved at lave flere af den slags delestillinger, fordi de har fokus rettet mod forskning”, siger hun.

Lina Hundebøll Jespersen er KBU’er og fællestillidsrepræsentant for de yngre læger på sygehuset. Og bor sammen med flere af de andre KBU’ere i surferparadiset “Cold Hawaii” i Klitmøller. Foto: Cathrine Ertmann (Foto: Cathrine Ertmann)

Mere ansvar, mere læring

Når Mathias Melgaard og Lina Hundebøll Jespersen den 1. marts stopper deres KBU-tid på sygehuset, er en ny gruppe KBU’ere klar til at tage over. En af dem er Malene Nymann Pedersen, der bliver færdig på medicinstudiet på Aarhus Universitet. Også hun har aktivt tilvalgt Thisted.

“Jeg har via mit klinikophold i Thisted og andre KBU’ere, der har været her, kun gode erfaringer med sygehuset. Jeg ved godt, at der kan være udfordringer, fordi man som ung læge er mere udsat, hvis man ikke har en bagvagt i huset, og derfor kommer ud i situationer, hvor man bliver mere presset. Men omvendt lærer man mere, fordi man får mere ansvar. Jeg ser det som en slags eventyr, og jeg vil ikke udelukke at komme tilbage efter KBU”, siger Malene Nymann Pedersen og understreger, at også naturen har trukket hende til Thisted og især muligheden for at surfe. Og derfor leder hun efter bolig i Klitmøller.

Hvordan ser formanden for Region Nordjylland Ulla Astman (S) fremtiden for sygehuset i Thisted. Læs her: