Ugeskriftets brug af begrebet »ældrebyrde«

 

Signild Vallgårda, professor, Institut for Folkesundhed:

 

På forsiden af Ugeskrift for Læger nr. 4, 2017 kan man læse, at »Ældrebyrden vil øge presset på lægerne« og inde i bladet beskrives, hvordan den stigende middellevetid medfører, at der bliver flere ældre borgere i Danmark. Det får mig til at komme med to kommentarer. En holdningsmæssig og en faktuel. Den første er, at det er mangel på respekt og udtryk for en unødig stigmatisering, at kalde den store andel ældre borgere for en byrde. Det troede jeg, at læger og andre, som har med gamle at gøre, var holdt op med. Den anden kommentar er, at godt nok medfører en højere middellevetid, alt andet lige, at andelen ældre vokser. Men det helt afgørende for andelen gamle i befolkningen er, hvor store fødselsårgange forskellige aldersgrupper tilhører. I 1940’erne blev der i gennemsnit født 85.000 børn hvert år, i 1970’erne blev der i gennemsnit født 67.000 børn og i 1980’erne var tallet helt nede på 56.000 børn. Det betyder, at der i dag er langt flere borgere i alderen 67-76 år end i alderen 27-36 år, selv om nogle af dem født i 1940’erne er døde. Ifølge Danmarks Statistik vil andelen borgere over 65 år vokse frem til 2040’erne. Derefter vil andelen ældre falde noget. Det sker, når de, som tilhører de små fødselsårgange fra 1970’erne og 1980’erne, bliver gamle. Dette regner man med vil ske, selv om man i beregningerne selvfølgelig har taget højde for, at den gennemsnitlige levetid vokser. Kohorteeffekten er således meget mere afgørende end middellevetiden.

 

 

 

Karen Pallesgaard Munk

Associate professor, Ph.D. (psychology), filkpm@cas.au.dk:

 

»Ældrebyrden vil øge presset på lægerne« står der hen over forsiden på det seneste nummer af Ugeskrift for Læger. Det er foruroligende at konstatere, i hvilken grad ældrebyrden rammer flere og flere grupper i samfundet – nu også lægerne! Her gik man og troede, at lægestanden var til for alle samfundsgrupper, men det er åbenbart ikke tilfældet. Der tegner sig derfor i horisonten et behov for at kunne genopfinde en nutidig variant af tidligere tiders måder at skaffe sig af med lillemor på, når der ikke længere var mad nok til alle. En løsning kunne jo være systematisk aflivning ved 75-års alderen; lægerne har jo midlerne. En anden mulighed kunne være tab af retten til lægehjælp fra 75-års alderen. Bare et par konstruktive forslag til Lægeforeningen.

 

 

 

 

 

Pensionist og erhvervsaktiv kommunal speciallægekonsulent,

speciallæge i almen medicin og samfundsmedicin Ole Fendinge Olsen, fendinge@dadlnet.dk:

 

 

 

»Ældrebyrden« på forsiden af Ugeskrift for Læger

 

»Ældrebyrden vil øge presset på lægerne« – »Længere levetid bringer dilemmaer til lægens bord« skrevet af to kvindelige freelancejournalister i Ugeskrift for Læger 4/2017 af den 20. februar 2016.

 

Er Ugeskrift for Læger blevet til en »formiddagsavis«?

 

Hvem er »ældrebyrden«? Hvordan kan man i Lægeforeningens regi bruge ordet »ældrebyrde«? Hvem er de ældre en byrde for? Det er dog de aktuelt ældre, der efter 2. verdenskrig har opbygget det nuværende rige Danmark. De har indtil 1957 arbejdet 48 timer om ugen med to ugers ferie om året og fra 1959 arbejdet 45 timer om ugen. De, der i dag arbejder som lønmodtagere, har i gennemsnit omkring 37 timer om ugen afhængig af køn og 6 ugers ferie – og en i forhold til den danske historie særdeles god økonomi.

 

Kvinderne var tidligere ikke på arbejdsmarkedet!! Over 75 procent af kvinderne arbejdede hjemme på landet. De betalte ikke selvstændig skat, det gjorde deres mand, så han arbejdede. Kvinderne stod tidligt op om morgenen for at fodre høns, ænder og duer og malke køer. De passede gårdens køkkenhave og deltog i arbejdet på marken udover madlavning, vask, rengøring og lejlighedsvis arbejde som kogekone og/eller rengøringshjælper på de store gårde og godser. Deres arbejdsdag var ligesom mandens arbejdsdag fra klokken 5.30-6.00 til klokken 17-18 alle ugens syv dage. I byerne var kvinderne medhjælpende ægtefælle i de mange små butikker, bager, slagter, købmand, mælkeudsalg, grønthandler, manufakturforretning, boghandel, isenkræmmer, kiosk og sekretær i almen lægepraksis med vagt for egne patienter og siden i lokale vagtfællesskaber. Arbejdsdagen var lige så lang som på landet med en arbejdsuge på 60-70 timer om ugen. Søndag blev der lavet regnskab. Det var helt op til slutningen af 1970'erne, at kvinder fik status som medhjælpende ægtefælle og skatteyder i form af et fast fradrag i mandens skattepligtige indkomst i forbindelse med arbejde i landbruget, forretningen, almen lægepraksis og andre former for selvstændig virksomhed – i 1970 var grænsen for overførelse af skattepligtig indkomst til medarbejdende ægtefælle på 12.000 kr. om året – og i 1978 var beløbet 49.700 kr. om året - uden at de indgik i statistikken over erhvervsbeskæftigede (Betænkning nr. 668 fra 1972 vedrørende Kvinders stilling på arbejdsmarkedet). Det var kun kvinderne i den højere middelklasse, der i 1940'erne, 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne »gik hjemme« og passede børn, rengøring, vask af tøj, indkøb og madlavning eller havde ung pige i huset til at klare de huslige opgaver. Det var de kvinder, der var mødre til de fleste af de unge, der kom på gymnasium og fik en videregående uddannelse. Og de kvinder, der i meget vid ustrækning har skrevet den nugældende »danmarkshistorien« om, at kvinder ikke tidligere havde et erhvervsarbejdede.

 

Det er nu de kvinder og mænd, der deltog i opbygningen af det nuværende danske velfærdssamfund, og nu er de blevet til en »ældrebyrde« – i Ugeskrift for Læger. Hvordan kan Lægeforeningens bestyrelse acceptere og håndtere en sådan nedladende forside på Ugeskrift for Læger. Kun på en måde: ved at afskedige redaktøren af Ugeskrift for Læger med øjeblikkelig virkning og ved ikke at bringe artikler skrevet af eksterne journalister uden historisk viden og uden direkte ansvar overfor Lægeforeningens bestyrelse.

 

Selv de ældre og fysisk svækkede og senile og plejehjemsanbragte danske borgere bidrager til den danske økonomi. De betaler skat og moms af indkøbte varer og tjenesteydelser. Det sker endda i højere grad gennem lønninger til ansatte på plejehjemmene, indkøb af fødevarer, vedligeholdelse af plejehjemmet og modtagelse af købte gaver fra familie og venner – 100 kr. i løn til personale på plejehjem og ældrecentre giver en »merværdi« på over 300 kr. i form af en samlet omsætning til køb af varer og moms, skat af »ny« arbejdsindkomst, produktion og hermed forbundne produktionsomkostninger og salg og transport af varer. Herudover kommer der ekstra omsætning med betaling af skat og moms ved indkøb til plejehjemmet.

 

Ældre mennesker er ikke en byrde, men en normal del af det danske samfund. Der er læger nok i det danske sundhedsvæsen nu og i fremtiden til at tage sig af ældre mennesker, selvom om den ugentlige arbejdstid for læger er blevet næsten halveret siden 1981.

 

Det er svært for mig at skrive det, men »ældrebyrden« minder mig meget om en nazistisk tankegang.

 

»Læger der ikke læger er ikke læger«. Læge Tage Voss: Lægeren. Hekla, 1986.

 

SVAR

Torben Kitaj, chefredaktør:

 

Flere læsere har reageret på sidste nummers forside, hvor ordet ældrebyrde er brugt.

Jeg er godt klar over, at forsiden kan virke provokerende, men det var nu ikke meningen. Vi ville blot pege på, at den ændrede befolkningssammensætning giver nogle særlige udfordringer, ikke mindst i de små bysamfund.

Billedet blev valgt for at placere en ung læge, som selv arbejder med ældre patienter, i det miljø, hvor hun møder de ældre patienter og de reelle udfordringer, der kommer i takt med, at der bliver flere og flere ældre.

At se det i øjnene mener jeg ikke er at stigmatisere en befolkningsgruppe. En forside er forenkling af virkeligheden, og det er klart, at denne forside kan støde nogle utilsigtet.

Det beklager jeg.

 

Men når fhv. kommunallæge Ole Olsen kalder brugen af udtrykket »ældrebyrden« for et udtryk for en nazistisk tankegang, står jeg af. Det er en misbrug af begrebet og må dække over forfatterens uvidenhed om, hvad det dækker over.