Skip to main content

UPS, læger!

Forkasteligt. Idioti. Forfærdeligt. Ødelæggende. Ærgeligt. Utilstedeligt. Dumt. Trist. Læger tager skarpt afstand til kollegers chikaneopkald til 1813. Det viser de malende ukvemsord, som bliver taget i brug, da Ugeskriftet beder en håndfuld praktiserende læger og et par formænd om kommentarer.

Det er deres spontane reaktioner på de oplysninger, der umiddelbart blev lagt frem af Region Hovedstaden. De tager forbehold for, hvad den endelige dokumentation vil vise.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk og Anne Steenberger, as@dadl.dk

16. jan. 2014
7 min.

Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen

”Det er en sag, som fagligt og personligt går mig meget på. Som vi har fået sagen beskrevet, er det en ageren, der ligger meget langt fra det, som læger står for. Nu har vi bedt Region Hovedstaden om dokumentation, så vi kan agere på det, man rent faktisk ved. Vi skal for det første have identificeret de pågældende og verificeret, at de er medlemmer. Og så skal Lægeetisk Nævn tage stilling til, om de etiske regler er overtrådt. Derefter kan nævnet afgøre, om der er grundlag for en påtale, en bod – eller i allerværste fald til eksklusion. Det er, hvad vores vedtægter rummer mulighed for. Og det vil vi sætte i værk, så hurtigt, vi får noget materiale fra Hovedstaden.”

- Hvad vil du som formand, og som læge, sige til en kollega, der har ringet 115 gange til akuttelefonen?

”Hvis det er tilfældet er det fuldstændigt overraskende. I søndags afviste jeg nærmest påstandene, som jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig var rigtige. Hvis anklagerne holder vand, vil det stille os alle i et dårligt lys. I det omfang, dette bliver verificeret, fjerner det helt fokus fra den kritiske debat om 1813-ordningen, som vi ønsker. Så ender det i en diskussion om læger, der har ringet ind og chikaneret en offentlig institution. Det er forfærdeligt og brandærgerligt”.

- Giver sagen anledning til selvransagelse for lægestanden som sådan?

”Vi er en sundhedspolitisk organisation og er ikke en del af det, som måtte være sket her. Som Lægeforening har vi ikke haft noget at udsætte på hverken læger eller sygeplejersker, der er ansat i 1813 eller i Hovedstadens sundhedstjeneste. Vi har specifikt forholdt os til den politiske beslutningsproces og det manglende samarbejde med almen praksis, som vi mener bør være kernetropperne i en akutfunktion”.

Bruno Melgaard Jensen, formand for PLO

Har sagen givet anledning til selvransagelse i PLO?

”Vi har fremført en relevant kritik af 1813-ordningen, den drejer sig om måden, den er organiseret på, det faglige indhold og så tilblivelsen uden et samarbejde med PLO Hovedstaden. Den kritik fastholder vi. Vi har ganske vist anbefalet medlemmerne ikke at søge ind i 1813, det er ud fra en organisatorisk betragtning, idet der ikke findes en aftale med organisationen. Men jeg tænker – og det samme tror jeg, mange af medlemmerne gør – at man skal være meget bevidst om, hvor man skriver og hvad man skriver som læge. Selv i et lukket forum. Det kan være så stort, at det alligevel er offentligt. Og er det et lægeligt forum, så skal man være bevidst om, at man skriver som læge, og det har en anden vægt end når man skriver som privatperson.”

Hvad med forholdet mellem Region Hovedstaden og PLO?

”Jeg har undervejs talt med Sophie Hæstorp Andersen (regionsrådsformand, red.) og vi er begge enige om, at det er en lille gruppe læger, der menes at have gjort det. Derfor tror jeg godt, vi kan rette op på det og få en fremadrettet dialog i gang igen.”

Hvis det viser sig at nogle af dine medlemmer står bag chikaneopkald, hvad så?

Der kører nu en procedure med Lægeetisk Nævn, derfor vil jeg nu ikke sige mere om det. Men jeg vil gerne understrege at jeg opfatter det som en alvorlig sag og det ligger alene deri, at jeg som formand offentligt har taget afstand til det, jeg er blevet forelagt af pressen. Men vi skal nu have det undersøgt til bunds, inden der tages stilling til en reaktion fra PLO og Lægeforeningen."

Lene Agersnap, praktiserende læge, Ry

"En ærgerlig sag. Vi har en saglig kritik af 1813 - og nu er der fare for at debatten afspores.

Læger skal holde sig for gode til at fare frem med ufine midler. Endnu kender vi jo ikke detaljerne i sagen, men hvis det der forlyder i pressen er sandt, er det pinligt og dumt. Vi tænker selv, at vi har en smaddergod sag og vi er ordentlige i vores måde at tale til modparten på. At enkeltindivider i den grad sætter sig ud over uskrevne regler, som burde være sund fornuft, er ikke til at forstå - hvis det altså er det, der er sket.

PLOs medlemmer skal ihvertfald vide, at man som PLO medlem hæfter for standen, det er det man har på spil når man opfører sig dumt."

Michael Dupont, praktiserende læge, Birkerød

”Det er forkasteligt. Det er skadelig virksomhed for patienterne og for Lægeforeningen. De der står for chikaneopkaldene ødelægger fuldstændig dagsordenen ved at lave sådan noget idioti. De flytter fokus hen på en lille håndfuld læger, der opfører sig fuldstændig tåbeligt. I stedet for at diskutere den egentlige problematik, nemlig at 1813 ikke er den rigtige løsning på akutbetjeningen i Region Hovedstaden. Hvis jeg var en af de regionspolitikere, der havde fundet på det, ville jeg tænke, pyyyh, der scorede vi lige nogle billige point. Det er en foræring og jeg synes, de har gjort ubodelig skade. Havde man en forestilling om at nu kommer der et nyt regionsråd og nu kunne vi starte på en frisk og udrydde den måske personlige animositet, der var i det gamle forhandlings-set up, så har de gjort deres for at bombe det tilbage til gamle dages dårlige relationer.”

Tror du det får indflydelse på de igangværende overenskomstforhandlinger?

Nej det kan jeg ikke forestille sig. Modparten ved godt at det er en del af et politisk spil.

Henrik Dibbern, tidl. PLO-formand, praktiserende læge, Otterup

”Man skal kun ringe til en akuttelefon, hvis man har brug for hjælp. Har man ikke det, skal man selvfølgelig ikke gøre det. Når nogle alligevel kan finde på at gøre noget så dumt, skyldes det formentlig den vrede og frustration, mange læger må føle over den måde, de er blevet behandlet på. Men det skal håndteres på en helt anden måde. Dels skal man følge sin fagforenings opfordring til ikke at arbejde for 1813, når 1813 ikke vil indgå aftale med PLO. Og dels skal man afholde sig fra alt, der på nogen måde kan fortolkes som drilleri eller chikane.”

”Men jeg synes også, at der er mange mærkelige ting i Region Hovedstadens oplysninger. En læge, der har ringet 115 gange i løbet af en time, er med garanti ikke kommet igennem, når ventetiden er 20 minutter. Og dermed kan han ikke have nået at genere nogen sygeplejersker. Men det er jo alligevel dumt, at hans mange opkald skal figurere i en statistik”.

Du var bannerfører i det meget skarpe opgør om vagtlægeordningen. Føler du et medansvar for, at nogle tilsyneladende har drevet det videre til civil ulydighed?

”Det ved den søde grød, jeg ikke gør! Tilsyneladende er vores hjemmeside blevet hacket, eller fortroligheden brudt. Og jeg er helt sikker på, at hvis nogen havde fundet noget, jeg havde sagt eller skrevet, så var det kommet frem. Det har jeg selvfølgelig ikke, for jeg anser det for en dumhed, som jeg aldrig ville drømme om at anbefale”.

- - - - - - -

Lars Foged, praktiserende læge, Skjern

”Nu vil jeg gerne lige have fakta på bordet. Men hvis der er hold i oplysningerne, er det fuldstændig utilstedeligt og uforeneligt med det betroede job, at være læge. Den slags skader standens anseelse”.

Hvad betyder det for PLO’s kamp for en lægebetjent akuttelefon?

”Jeg tror ikke, det betyder alverden på sigt. Men det bærer ved til fjendtlighed. Men folk kan forhåbentlig se, at der er tale om nogle ganske få, mystisk optrædende personer, så jeg tror ikke, at det falder tilbage på os alle sammen. Det håber jeg i hvert fald ikke”.

Hvilke konsekvenser bør det have?

”I fagforeningssammenhæng synes jeg, de bør lægges på køl.”

Roar Maagaard, praktiserende læge, Skødstrup

”Det er trist, hvis der er kolleger, der gør den slags. De skyder jo sig selv og alle os andre i fødderne. På morgenkonferencen i Skødstrup Lægepraksis var kollegerne dybt ærgerlige og vrede. Jeg har allerede hørt et par patienter i dag, som spurgte, ’Hvad er I dog for nogle?”