Fakta
Ursula Reuter Christiansen inviterer med på en stærk vandring i Arkens højloftede betonrum. Ruten går igennem otte separate installationer, forbundet af gangbroer og rammesat af to sæt korslagte koste som en territorieafmærkning, der siger: »Velkommen til – og hold det onde ude«.
Hvis Ursula Reuter havde en farve, ville den være rød. Som krig, blod og destruktion. Som valmuer, håb og kærlighed. For hun er både ild og vand og balancerer dermed på en knivsæg – mellem det rolige, dulmende vand og den grådige ild, der blusser i heksesabbattens okkulte feminisme. Den museale rute balancerer hele tiden på denne knivsæg, så man aldrig ved, om der venter katastrofe eller kærlighed om hjørnet.
Ursula Reuters eget ophav er en nøgle til at dechifrere udstillingen. Som i det kontemporære værk af glasbomber dedikeret til krigens børn. Hun er nemlig selv et krigsbarn, født i 1943 i Nazityskland, og mødte først sin far som syvårig, da han kom hjem fra en russisk fangelejr. Nu kaster hun rådne æg mod menneskehøje bomber og maler sin foragt for den skade, bomberne udretter, i skældsord på dem. Scenen er tilføjet en provokerende passivitet, idet en buste bevidner krigen med lukkede øjne. Vægelsindet kører i båndsløjfe henover, i en monoton lydkulisse: »Es ist noch nicht zu spät. Es ist zu spät!« – »Det er endnu ikke for sent. Det er for sent«.
»Hvis Ursula Reuter havde en farve, ville den være rød. Som krig, blod og destruktion«Cecilie Jespersen
Den blinde vinkel kontrasteres ved en lang tørresnor: I en balje med blodrødt vand vaskes de indre dæmoner ud, så de kan hænges til tørre i solen. For at lære af fortidens tragedier må man uddrive sine dæmoner; sætte dem til skue, så de kan smuldre og blive til ingenting.
Mødet med elementerne kan henlede den lægelige beskuers tanker til elementsforståelse i hippokratisk forstand. I et maleri ses menneskets blodfyldte organsystem med kroppen omgærdet af slim og galde i assorterede farver. Blodet udstødes fra munden i en søjle af hæmatemese med sigte mod en vansiret sundhedsperson, der er gået omkuld på gulvet. Måske som en slet skjult kommentar til dagens sundhedsvæsen, der segner under presset?
I andre kroge hersker kvindens kraft. Frodige valmuer blomstrer, men med en alvorstyngde, som i den meterhøje menneskekværn, der tvetydigt enten kværner fostervæv eller et voksent menneskehoved, afhængigt af beskuerens perspektiv. Kvinden opildnes til »Courage!!«, men ses samtidig grædende i et åbent fængsel med ordene »shame«, »obedience« og »submission« på væggene.
Selvom Ursula Reuter er 81 år, mærker man et insisterende krav på at ville publikum noget. Ingen indifference her. Udstillingen er fuldstændig aktuel trods arbejdets spændvidde fra 60’erne til 2024. I centerstage går en rank selvbiografisk pelsklædt skikkelse i kanen med kunsthistorien største idoler, omgivet af sine oevre complete.
