USA’s 20. præsident blev dræbt af læger

USA’s 20. præsident, James A. Garfield, blev slået ihjel af sine læger. Det tog dem ganske vist tre måneder, men den 19. september 1881 var det forbi. Officielt var det ganske vist en revolverkugle, der gjorde det af med ham. Men hvis hans læger havde været mindre nævenyttige, ville den nyudnævnte præsident formentlig have overlevet pistolskuddet, som ikke ramte nogen vitale organer.

Snavsede fingre i såret

James Garfield var netop trådt ind i ventesalen på togstationen i Washington, da attentatmanden, en falleret kristen fundamentalist og psykisk ustabil advokat ved navn Charles Guiteau skød ham i ryggen på klos hold. Præsidenten, som var ramt i ryggen tæt på rygsøjlen, blev båret op på første sal og lagt på et snavset gulv, hvor han snart var omringet af læger. En af dem, Dr. Townsend, stak en uvasket finger i såret for at standse blødningen.

Så ankom Garfields læge dr. Willard Bliss, til gerningsstedet. Bliss, som anså antiseptik for noget nymodens pjat, gav præsidenten et glas cognac og stak en finger i såret for at lodde dets dybde og finde kuglen. En kollega, Dr. Purvis, forsøgte at forklare dr. Bliss, at det nok kun gjorde tingene værre, men dr. Bliss rodede videre efter kuglen med sin finger og en lang sonde af sølv. Ingen tænkte på at bedøve den sårede med æter under den yderst smertefulde behandling.

At lede efter kuglen for at fjerne den var tidens standardbehandling ved skudsår. Efter at have fumlet rundt i såret uden at finde den, forklarede lægerne Garfield, at han næppe ville overleve et døgn. Derefter blev han bragt til Det Hvide hus, hvor han blev overladt til to militærkirurger og tre civile læger, som uden held fortsatte med at lede efter kuglen.

Dr. Bliss fortsatte i de følgende uger med at stikke sin usterile sonde dybt ind i præsidentens skudsår, som blev større og større. Undervejs lykkedes det at knække et ribben med sonden. Mens præsidenten fik det værre og værre og nu havde mistet følelsen i benene, meddelte Bliss offentligheden, at præsidenten var i bedring.

79 dages pinsler

Lægen mente, at James Garfield måtte tage næring til sig, men da han havde besvær med at synke, fik han den idé at indgive næringen som anale indhældninger. Specialbehandlet blod og kødekstrakt blev nu pumpet ind i James Garfields endetarm, hvor det naturligvis intet godt gjorde, men blot forøgede patientens smerter. Dr. Bliss opererede igen i et forsøg på at finde kuglen, stadig uden bedøvelse. Det gik nu stærkt ned ad bakke, og patienten havde høj feber.

Den 23. juli konstaterede kirurgerne, at der var betændelse i den kanal, som Bliss (og muligvis andre læger) havde lavet med deres sonder. Kanalen blev skåret op og renset, og Garfield fik det umiddelbart bedre. Men den 18. august var en opsvulmet kæbespytkirtel begyndt at udsondre pus gennem præsidentens øre og i munden, så den svækkede patient var ved at kvæles.

Den 9. september fortalte dr. Bliss den lidende præsident, at det værste var overstået. Ti dage senere døde præsidenten efter tre måneders intens lægebehandling af blodforgiftning.

James A. Garfield levede i 79 dage efter, at han var blevet skudt.

Morderen: »Det var lægerne!«

Obduktionen viste, at dr. Bliss med sin sonde havde skabt en »falsk sårkanal«, som var 21 tommer dyb og fyldt med pus, og at sonden også havde »punkteret Garfields urinblære«.

Obduktionen viste også, at kuglen havde sat sig fast i en rygmuskel, hvor den måske kunne have generet præsidenten, men han ville formentlig have overlevet attentatet uden alvorlige men. Dødsårsagen var med stor sandsynlighed ikke skudsåret. Hans død skyldtes snarere, at hver ny læge, der nærmede sig den sårede, mente, at han kunne gøre det bedre end den foregående. Deres stædige roden i såret sikrede, at flere og flere bakterier fik adgang til Garfields krop, hvor de medførte betændelse, sepsis og gangræn.

Under retssagen erklærede den drabsanklagede Guiteau, at det ikke var ham, der havde slået præsidenten ihjel – det var lægerne. Han havde i det mindste en pointe.

På den tid var lægerne fast overbeviste om, at man for enhver pris måtte finde kuglen og fjerne den for at redde patientens liv. Men et projektil, som er affyret fra et skydevåben, er glohedt og derfor sterilt. Havde lægerne ladet sig nøje med at rense og sy såret i stedet for at rode rundt efter kuglen, havde James Garfield sandsynligvis overlevet.

Femten år tidligere havde den britiske kirurg Joseph Lister opdaget, at man kunne undgå betændte sår ved at vaske sine hænder og bruge rene instrumenter. Derved opnåede Lister, at hans patienter begyndte at overleve selv ved større operationer.

Men i Amerika anså de fleste læger Lister for en pedant, og franskmanden Louis Pasteur var en fantast, der vrøvlede om »bakterier«, som man ikke engang kunne se. Nej – en rigtig kirurg var en mand, som, inden han skulle operere, trak i sin gode gamle jakke, der var stiv og blank af størknet blod og pus fra hundreder af operationer.

Charles Guiteau blev hængt for mordet på James Garfield.

Dr. Bliss afleverede en lægeregning på 25.000 USD til Kongressen.

Talen, der stoppede en kugle

I 1912 blev den tidligere præsident Theodore Roosevelt såret, da han skulle tale ved et vælgermøde, hvor han opstillede for et parti, han selv havde stiftet, da han efter et valgnederlag havde tabt nomineringen til genopstilling i sit gamle parti, Republikanerne. Kuglens hastighed blev afbødet af et tykt og sammenfoldet talemanuskript og et brilleetui af metal i hans brystlomme. Roosevelt var en erfaren jæger, og da han ikke hostede blod, konkluderede han, at der ikke var tale om et lungeskud. Han holdt sin tale, som varede i 84 minutter, mens blod gennemvædede hans skjorte. Hans indledende ord lød: »Mine damer og herrer. Jeg ved ikke, om De er helt klar over, at jeg lige er blevet skudt. Men der skal mere end det til at dræbe en elgtyr«. (Elgtyren var det dyr, han havde valgt som symbol for sit nystiftede parti).

Efterfølgende viste røntgenfoto og sondering, at kuglen på grund af den nedsatte hastighed ikke var trængt ind i brysthulen, men sad fast i brystmusklen. Lægerne besluttede, at det var mindre risikabelt at lade den være end at forsøge at fjerne den.

Teddy Roosevelt holdt to ugers pause i valgkampen, mens han kom sig. Han havde været tilstrækkeligt ved sine fulde fem til at vifte lægerne af. Og lægerne var formentlig også blevet mere ydmyge (og vidste mere om antiseptik) efter den fatale fiasko med James A. Garfield i 1881.

Roosevelt bar kuglen i kroppen til sin død syv år senere (og tabte i øvrigt valget til Demokraternes kandidat, Woodrow Wilson).