Skip to main content

Utilfredshed over sundhedslov ulmer i PLO

Hundreder af PLO-medlemmer protesterer over, hvad de frygter bliver ministermisbrug af de beføjelser, som en omstridt ændring af sundhedsloven vil give ham.

”Helt sort” mener mange PLO-medlemmer om den nye sundhedslovs bestemmelser om bl.a. indberetning af data. (Foto: Colourbox)
”Helt sort” mener mange PLO-medlemmer om den nye sundhedslovs bestemmelser om bl.a. indberetning af data. (Foto: Colourbox)

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

4. aug. 2014
7 min.

To udkast til bekendtgørelser om almen praksis har givet ny næring til en et år gammel strid i PLO.

At udkastene blev sendt i høring den 2. juli – hvor mange havde pakket feriekufferten, og med udløb af høringsfristen den 14. august – var i kritikernes øjne yderligere benzin på bålet.

»Det er næppe tilfældigt, at de praktiserende læger efterlades meget kort tid til overvejelser i en periode, hvor alle, inklusive PLO-toppen, er på ferie«, skrev en af de mest ihærdige kritikere, praktiserende læge Trine Jeppesen, i sin blog på Ugeskriftet.dk (14. og 17. juli).

Trine Jeppesen har selv forfattet et omfattende høringssvar, som skarpt kritiserer bekendtgørelserne. Hun mener blandt andet, at kravene til dataindberetning vil undergrave kvaliteten i de databaser, som oprindelig var skabt til læring og kvalitetsudvikling, og at de i stigende grad misbruges – blandt andet til kontrol og disciplinering af lægerne.

PLO’s jurister vurderer, at bekendtgørelserne ikke indeholder noget, som ikke allerede findes i den nye lov, i overenskomsten eller i allerede eksisterende bekendtgørelser. Lovteksten overholdes troligt, inklusive de forpligtende svar, som PLO fik under holmgangen med sundhedsminister Astrid Krag (SF) i 2013.

Og da loven træder i kraft 1. september, altså om godt en måned, er der intet mystisk i, at den er til høring i perioden op til 1. september. »Men vi kunne godt have ønsket os, at den ikke dumpede ind midt i sommerferien«, siger PLO’s formand, Bruno Melgaard Jensen.

PLO’s bestyrelse har endnu ikke haft lejlighed til at drøfte sit høringssvar, men ifølge formanden vil det med sikkerhed rumme en række kritiske bemærkninger og krav om mere præcise formuleringer.

Lov er lov, men …

Bruno Melgaard Jensens holdning til loven er, at den er vedtaget og diskussionen om den del lukket.

»Der er ingen i PLO, der er tilfredse med, at nogle overenskomstemner nu er overgået til lov – men vi valgte sidste år at arbejde og forhandle på de betingelser, der nu var – altså loven«, siger han.

Der er ting, som før var overenskomststof, som nu er lagt ind i loven. Det bryder formanden sig ikke om, men »sådan er dét«, fastslår han og tilføjer, at PLO nu og fremover vil arbejde for bedst mulige vilkår for almen praksis. »Og det vil vi naturligvis også gøre i forbindelse med høringssvaret«, siger Bruno Melgaard Jensen.

Trine Jeppesen, derimod, finder det for vagt, at bestyrelsen ikke længere vil diskutere indholdet af loven. Hun mener, at der er sket et overgreb på aftaleretten, og at det ikke er ét fedt, om man har aftalt noget i en overenskomst, eller om det er bestemt i en lovtekst, og tilmed behæftet med sanktioner i form af bødestraf.

»At bekendtgørelsesudkastene holder sig inden for lovteksten, betyder ikke, at vi ikke har en række kritiske bemærkninger«, understreger formanden.

Han kan fortælle, at PLO på i hvert fald tre centrale områder vil kræve retsgrundlaget og rækkevidden af bekendtgørelserne uddybet. »Det gælder formuleringerne om valg og skift af læge, omkring indberetning af data og muligheden for bødestraf«, siger Bruno Melgaard Jensen.

Ifølge bekendtgørelsen skal læger – hvis de bor i et område, hvor der ikke er mindst to læger at vælge imellem – kunne pålægges at tage flere patienter, selv om praksissen egentlig er lukket for tilgang.

»Hvis min praksis er lukket for tilgang, fordi jeg ikke kan overkomme mere arbejde, vil jeg da ikke pålægges at tage f.eks. 300 patienter mere. Det kan vi ikke leve med – og jeg mener faktisk heller ikke, at patienterne kan leve med at blive tildelt en læge, som ikke ønsker dem«.

Fakta

Fakta

Kvalitetsdata korrumperes

Over 1.000 læger havde ved redaktionens slutning i sidste uge skrevet under på Trine Jeppesens høringssvar. Hun oplyser, at knap 900 er speciallæger i almen medicin, heraf ca. 800 med ydernummer. Hun er ikke så blåøjet at tro, at det vil få ministeren til at trække bekendtgørelsen tilbage.

»Men jeg håber, at det kan få ministeren og Folketinget – og kolleger i resten af Lægeforeningen – til at blive mere opmærksomme på, hvordan vi omgås med vores faglighed: Vores faglige skøn, vores omgang med patientdata, patienternes selvbestemmelsesret – en masse ting, som jeg synes er blevet tilsidesat eller ignoreret gennem for mange år til fordel for regional og statslig kontrol«, siger Trine Jeppesen.

Hun ser en nærliggende risiko for, at de omfattende krav om data er med til at ødelægge viljen til at lege med – både hos læger og patienter – og det kan blive ødelæggende for kvalitetsdatabasen:

»En konsekvens kan blive, at mange læger vil kode langt mere uspecifikt eller undlade at kode i det hele taget. De data, der ligger i databasen, vil blive noget totalt ubrugeligt sludder og vrøvl«, siger Trine Jeppesen.

Og på det punkt er Bruno Melgaard Jensen faktisk enig. For ganske vist holder udkastet til bekendtgørelse sig pænt til lovteksten. Men det er bare slet ikke nok, mener PLO-formanden:

»Af en bekendtgørelse kunne man godt forvente sig en mere klar præcisering. Men det er slet ikke godt nok beskrevet. Både i loven og bekendtgørelsen står, at man skal sikre anonymiteten. Men det må jo betyde, at de kodedata og rådata, regionerne kan få fra kvalitetsdatabasen, kun kan fås som aggregerede data, dvs. i en samlet klump. For hvis vi skal udlevere det som enkeltdata på hver patient, er anonymiteten væk. Derfor kommer vores høringssvar til at kræve en mere præcis definition af, hvordan anonymiteten faktisk skal sikres«, siger Bruno Melgaard Jensen.

Bødetruslen

Ikke mindst, når man arbejder under trussel om bødestraf, mener både Trine Jeppesen og Bruno Melgaard Jensen, at man har krav på at vide, hvornår ministeren eller hans jurister mener, at de leverede data ikke lever op til kravene.

»At bekendtgørelsen rummer en formulering om bødestraf, skyldes ikke en pludselig indskydelse hos ministeren«, siger Bruno Melgaard Jensen. »Det står også i loven, og nu er det skrevet med ind her«.

»Hvad der derimod mangler, er noget mere præcist om sagsgangen, og det er vi jo nødt til at få skrevet ind. Jeg kan jo ikke arbejde i et system, hvor jeg ikke ved, hvad jeg bliver udsat for. Det kommer vi også til at understrege i høringssvaret«, forudser PLO’s formand.