Skip to main content

Vaccination af raske voksne mod influenza nytter ikke

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

23. mar. 2012
2 min.

Der er ikke nogen evidens for, at det nytter noget at vaccinere raske voksne mennesker mod influenza, viser en artikel, der offentliggøres i dag (mandag) i Ugeskrift for Læger.

Et forskerhold fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet har gennemgået international litteratur om emnet - et såkaldt Cochrane review. Deres konklusion er, at "der er.... manglende evidens for, hvorvidt influenzavaccination af raske voksne har en sundhedsfremmende effekt eller ej".

"Der er en tendens til, at arbejdspladser tilbyder det som en del af en sundhedsprofil, som måske også omfatter f.eks. fitness abonnement", siger artiklens hovedforfatter, stud. med. Louise Ørnskov Pedersen.

"Men det kan ikke påvises, at det er nogen helbredsmæssig fordel at vaccinere raske voksne. Da vaccination samtidig er dyr, er det måske ikke et hensigtsmæssig sted at bruge penge. Influenzavaccination burde derfor ikke være noget, der blev tilbudt raske voksne", siger hun.

I undersøgelsen kiggede forskerne på effekten af vaccinationen på forebyggelse af to influenzatyper og på influenza-lignende sygdom. Desuden undersøgte de, om der var en virkning at se på f.eks. antallet af sygedage og lægebesøg.

Resultaterne afhænger til dels af, hvor godt et match, der er mellem vaccinen og den pågældende influenzastamme, men den overordnede konklusion er, at effekten i bedste fald er beskeden. Også hvad angår f.eks. antallet af sygedage.

Imidlertid er der den krølle på halen, at studier, som blev sponsoreret af vaccinefirmaer, havde tendens til at vise en større effekt af vaccination end studier, der blev betalt af offentlige kasser.

Forskerne fraråder på baggrund af reviewet rutinemæssige tilbud om at influenzavaccinere raske voksne. Også fordi, der trods alt er gener forbundet med indgrebet - f.eks. ømhed omkring det sted, hvor vaccinen bliver indsprøjtet. I sjældne tilfælde kan der også være alvorligere bivirkninger.

I stedet rejser forskerne spørgsmålet, om det ikke er bedre at oplyse noget mere om vigtigheden af god hygiejne og forbedring af indeklimaet, hvis man gerne vil forebygge influenza blandt arbejdstagerne.