Fakta og vurdering
Siden de første vaccinationer mod kopper i 1700-tallet har der været vaccineskepsis og vaccinemodstand. Idéhistorikerne Rikke Alberg Peters og Jakob Bek-Thomsen beskriver i bogen »Anti«, hvordan opfattelsen af vaccination til enhver tid har været formet af samfundsmæssige, politiske og religiøse omstændigheder.
Holdninger om, at man ikke vil have noget fremmed sprøjtet ind i kroppen, kobles med holdninger om, at man ikke vil tvinges til at blive vaccineret af myndigheder. Forholdet mellem staten, sociale grupper og individer er en balance mellem tillid, magt, social ulighed, holdning til videnskab, minoriteters situation og normer.
Udefrakommende farer som epidemier fortolkes af myndigheder ud fra et systemperspektiv og af politikere ud fra folkestemninger og opportunisme. Hvis der er høj tillid og stor fare, er der relativt sparsom vaccinemodstand, men modsat hvis der er lav tillid til landets ledelse.
Bogens forfattere går i dybden med de historiske og geografiske sammenhænge omkring modstanden mod koppevaccination, BCG-vaccine mod tuberkulose, poliovaccine, mæslingevaccination, kighostevaccination og HPV-vaccine. Bogen slutter, hvor den starter, med den vaccinationsskepsis, der opstod under SARS-COV2.
Det gennemgående tema i bogen er, at vaccinationsskepsis udspiller sig efter en ret ensartet drejebog op gennem historien, hvor det eneste, der forandres, er den politiske og sociale kontekst. Vaccination er et værktøj ikke kun til at forebygge smittespredning, men også til at formidle normer og udøve magt – især over for fattige eller mindretal.
Forsøg på tvangsvaccination har historisk set været en katastrofal strategi, fordi det forstærker sociale modsætninger og bekræfter mindretals opfattelser af regeringen. I Indien blev vaccinationsmodstand en del af løsrivelsen fra det engelske koloniherredømme, og i Canada blev den brugt til at begrænse det engelske flertals magt over det franske mindretal. I Nigeria blev vaccination opfattet som Vestens forsøg på at sterilisere muslimske børn.
Bogen kommer med flere illustrative eksempler på, hvordan en række kendte forskere, læger og indflydelsesrige politikere har spillet roller i forstærket vaccineskepsis. Der er også en stribe eksempler på, hvordan forhastede introduktioner af nye vacciner i pressede situationer har ført til katastrofale fejl, som med rette miskrediterede både vacciner, forskere og myndigheder.
Endelig giver bogen en række eksempler på, hvordan strømninger i tiden er blevet koblet på den generelle vaccinemodstand og har udvidet dens interessenter: fri abort, kvinders selvbestemmelse, paternalisme, bedrevidende læger, griske lægemiddelproducenter, New Age-filosofi, kristne familieværdier, racehygiejne og retten til at bestemme over sin egen krop. Samtidig beskrives, hvordan vaccination i vaccineskepsisgrupper er sat i forbindelse med homoseksualitet, autisme og skizofreni.
Det er ikke svært at forstå, at det er en kompleks opgave for politikere, myndigheder og forskere, men ikke desto mindre må man konstatere, at de selv er med til at skabe grobund for konspirationstanker, og at de ofte mangler et kommunikativt beredskab til at håndtere skepsis i offentligheden.
Vores uvidenhed begrænser vores mulighed for at indse vores uvidenhed. Et flertal i Folketinget afviste tidligere en uvildig undersøgelse af SARS-COV2-pandemien i Danmark, men nu er politikerne tilsyneladende kommet på bedre tanker. Vi har meget at lære af historien, og bogen her bør være en del af den uvildige analyse.
