Skip to main content

At være en god kollega skal være meriterende

Journalist Dorte Jungersen - dj@dadl.dk

2. nov. 2005
7 min.

At forbedre arbejdsmiljøet for alle læger i sundhedsvæsenet. Det er i stærk komprimeret form formålet med Lægeforeningens igangværende bestræbelser på at udarbejde et politikpapir om lægekultur og kollegialitet. Lægekultur forstås her som lægers indbyrdes ageren og kommunikation på deres arbejdspladser. Og kollegialitet er afgrænset til at dække over den hensynsfuldhed, læger udviser over for deres lægelige kolleger.

Det store udredningsarbejde af lægelig kollegialitet og en lægekultur under forandring indledtes på lægemødet forrige år, hvor repræsentantskabet besluttede, at Hovedbestyrelsen skulle nedsætte en arbejdsgruppe med lægekultur og kollegialitet som arbejdsopgave. Ifølge arbejdsgruppens kommissorium skulle der tages udgangspunkt i Lægeforeningens arbejdsvilkårundersøgelse, ligesom ledelse, uddannelse, kvalitetsudvikling og lægeansvar skulle inddrages. På sidste års lægemøde blev repræsentantskabet så præsenteret for et idékatalog, som udmærkede sig ved ikke at opstille forkromede politikker og hensigtserklæringer men ved i stedet at være skrevet from heart af arbejdsgruppens medlemmer.

Oplægget blev overordentlig positivt modtaget og gav anledning til lægemødets længste debat. Det blev herefter besluttet, at der til dette års lægemøde i Herning skulle udarbejdes et egentligt politikpapir med forslag til, hvordan man konkret kan forbedre den lægelige kultur og kollegialitet. En styregruppe og to arbejdsgrupper med repræsentanter for delforeninger og lægekredsforeninger har færdiggjort et udkast til det endelige oplæg, der bliver forelagt repræsentantskabet, og Ugeskriftet kan her løfte sløret for arbejdsgruppernes foreløbige anbefalinger, der relaterer sig til såvel de bløde aspekter ved en god lægekultur - understregning af, at selv den bedste læge har brug for ros - samt meget kontante udmeldinger vedrørende fordeling af vagtbyrden.

Ikke en professionskultur

Øvelsen består som sagt i at forbedre forholdet indbyrdes mellem læger. Dog advares der i oplægget mod ikke at lægge for stor vægt på den snævre interkollegiale monofaglige lægekultur, idet der vil være en risiko for at signalere en professionskultur, der lukker andre ude. Således bør der lægges vægt på, at de normer man ender med at opstille for interkollegiale omgangsformer også - som det hedder - »skal gælde for den tværfaglige omgangsform og ikke mindst kommunikation med patienterne«.

Det vil sige, at det lægelige kulturarbejde på længere sigt også skal bruges til at styrke den tværfaglige dialog og teambuilding.

Alle læger har pligt til at arbejde for god kollegialitet og lægekultur - især skal lægelige ledere gå i brechen herfor.

»Den rette ledelsesmæssige holdning er essentiel for god kollegialitet og lægekultur. Ledelsen skal optræde som et godt forbillede for de øvrige læger, og ledelsen skal medvirke til, at bl.a. lægekultur, kollegialitet, og arbejdsmiljø - herunder især det psykiske arbejdsmiljø - kommer på dagsordenen«, hedder det indtil videre i oplægget.

Derudover skal ledelsen sikre, at afdelingens mål og værdier er kendte for medarbejderne, ligesom det er dens opgave at sikre konsensus om værdigrundlaget. Et værdigrundlag er ikke blot et stykke papir med velmenende ord, men retningslinjer der skal følges som afdelingens øvrige forskrifter. God kollegialitet skal belønnes og være meriterende og tæller - sammen med faglig dygtighed - også med ved ansættelser og forfremmelser. Således skal det også overvejes, hvordan en afdeling fx belønner læger, der gør en særlig indsats for at forbedre kollegialitet og lægekultur.

Derudover understreges det, at læger på alle niveauer skal kunne kommunikere åbent - også om fejl og utilsigtede hændelser. Man skal betragte hinanden som kolleger snarere end som konkurrenter. Tale med hinanden i stedet for om hinanden. Og ros og ris - af den konstruktive slags - skal være et naturligt element i lægens arbejde.

Vagt - en fælles byrde

Mere kontant fremhæves det, at læger skal arbejde for et rummeligt arbejdsmarked, hvor der er plads til alle - herunder udenlandske læger. At lægen ved sin ansættelse introduceres systematisk til såvel faglige, sociale som praktiske forhold. At uddannelse og læring skal opprioriteres, og at alle læger skal deltage i tilrettelæggelsen af vagtarbejdet. Det sidste har i diskussionerne om lægekultur og kollegialitet ofte spillet en central rolle, hvilket bl.a. fremgik af debatten på sidste års lægemøde. Belastende vagter er medvirkende årsag til et dårligt arbejdsmiljø og skrantende kollegialitet.

I oplægget slås det fast, at vagtarbejde er en naturlig del af lægearbejdet, og at vagtbyrden skal fordeles bredt på hele lægegruppen efter fælles drøftelse. Såvel vagt- som dagarbejde bør planlægges under hensyntagen til, at de uddannelsessøgende læger regelmæssigt mødes med de øvrige læger. Vagtarbejde er alle lægers problem - både ved akut sygefravær og ved den langsigtede planlægning.

Det prekære spørgsmål - hvorvidt det er en speciallæge eller en uddannelsessøgende læge der skal varetage en vagt i enten primær- eller sekundærsektoren - må ifølge oplægget bero på, om patientbehandlingen kræver speciallægeniveau. Arbejdsmængden i vagten skal holdes på et så lavt niveau som muligt.

Det starter i uddannelsen

I oplægget slås det fast, at kvaliteten og effektiviteten i sundhedsvæsenet er afhængig af den enkelte læges kompetencer. Derfor skal uddannelse spille en central rolle i både videre- og efteruddannelsen. Og gennem hele uddannelsesforløbet skal der skabes et grundlag, der fremmer den gode lægekultur.

Fx skal gruppeundervisning og metoder i konfliktløsning opprioriteres på medicinstudiet, hvor opfattelsen af lægerollen grundlægges. De forventninger - og den åbenhed og nysgerrighed - som den studerende møder med, skal indfries af de undervisende læger, der kommer til at være de studerendes rollemodeller, og som sådanne repræsentere en kultur, hvor positiv kritik, feedback og teambuilding er naturlige elementer.

Det skal også sikres, at universiteterne anvender undervisningsmetoder, som fremmer samarbejde og løsning af kliniske problemstillinger i grupper. Det understreges, at både på hospital og i praksis skal uddannelsen af læger være en integreret del af det daglige arbejde på linje med patientbehandling, ligesom enhver læge må se det som sin pligt at medvirke til at give og modtage undervisning og uddannelse.

Endvidere fremhæves det, at fælles uddannelse og kursusforløb for uddannelsessøgende læger, praktiserende læger og speciallæger kan medvirke til at skabe et bedre fælles fagligt netværk og danne et forum for fælles faglig identitet.

Eftersom en del af de kompetencer, som en speciallæge i henhold til Speciallægekommissionens betænkning skal opnå, kan henføres til lægekultur og kollegialitet, konstateres det i oplægget, at uddannelsesenhederne har en forpligtelse til at tilrettelægge videreuddannelsen på en facon, der fremmer god lægekultur.

Lægekredsforeninger som konfliktmæglere

Hvad angår forbedringer i kommunikationen mellem primær og sekundær sektor fremhæves de allerede eksisterende praksiskonsulentordninger, der på de større sygehuse har kontakt til de praktiserende læger. En ordning, der med fornuft kan udbygges med fx nyhedsbreve, gå hjemmøder, hvor man gennemgår fx patientforløb og hjemmesider, hvor patientforløb kan beskrives, og der kan stilles spørgsmål og bringes kommentarer fra fx primærsektoren. Alt sammen med henblik på at skabe en bedre dialog. Dertil kommer gode og hurtige epikriser, fast telefontid i sygehusvæsenet, hvor praktiserende læger kan søge rådgivning

samt mulighed for udskrivningskonferencer med deltagelse af både sygehus- og praksislæger.

Lægekredsforeningerne fremhæves som et muligt forum for at skabe støre gensidig forståelse og informationsudveksling, fx i form af audits og fællesmøder for sygehuse og praktiserende læger, hvor der kan udveksles gensidig ros og ris. (I øvrigt er der i oplægget forslag til, at ros og ris i en periode bliver et fast dagsordenspunkt på alle lægelige møder uanset sektor, ledelsesniveau etc.)

Lægekredsforeningerne foreslås endvidere benyttet som mæglingsorgan i de tilfælde, hvor der er interkollegiale konflikter på tværs af søjler og sektorer. Det betyder så også, at konflikter skal bringes til kredsforeningernes kendskab - førend de havner i pressen. Lægekredsforeningerne bør ifølge udspillet have »handleret over for konflikter, der bringes til offentligt kendskab«.

Lægekredsforeningerne kommer ifølge oplægget i det hele taget til at spille en central rolle for udmøntningen af oplæggets anbefalinger. Det bringes således også i forslag at oprette et kulturkorps, hvor der i hver lægekredsforening udpeges en nøgleperson med ansvar for lægekulturen. Dette korps ville kunne sikre en gensidig orientering på tværs af søjler og amtsgrænser. Og der lægges op til at der i lægekredsforeningsregi etableres lokale udrykningshold på tværs af søjlerne, der har til opgave at formidle kollegialitets- og kulturpolitikken fx i form af staffmeetings og kontaktmøder mellem de praktiserende læger og sygehusene.

Lounge og teater

Listen over forslag til, hvordan kollegialitet og lægekultur kan hæve sig fra ønskeliste og hensigtserklæringer til konkret handling, er mangfoldig.

Ud over det allerede nævnte foreslås det at skrive en teaterforestilling, der kan turnere til sygehuse, lægekredsforeninger etc.

En »doctors lounge« er et forsøg på at etablere et forum, hvor læger regelmæssigt kan mødes med kollegaer og få drøftet hverdagens begivenheder og mere emneorienterede spørgsmål.

Videnskab og politik ikke modsætninger

Mens man traditionelt har adskilt det at varetage lægefagets videnskabelige og politiske interesser - det første er foregået i de videnskabelige selskaber, det sidste i Lægeforeningen og dens tre søjler - fastslås det i oplægget, at tiden har ophævet denne opdeling.

»I dag er der derfor tale om et vist sammenfald mellem de to områder, idet en stor del af videnskaben har politiske aspekter ligesom en del af de fagpolitiske problemstillinger har sammenhæng med de videnskabelige problemstillinger.

Med udgangspunkt i disse præmisser er det naturligt, at de videnskabelige selskaber påtager sig og allerede har påtaget sig et medansvar for etableringen af et godt arbejdsmiljø i sundhedssektoren dvs. også medvirker til en forbedring af lægekulturen og interkollegial adfærd«, hedder det i oplægget.