Værsgo - tag en daddel

Bordet er dækket, og lidt efter lidt bliver der trængsel mellem kylling med oliven, stegte kartofler med krydderurter, ris med pekannødder, pinjekerner og rosiner samt ikke mindst de store tomater med grøntsagsfyld og små brødcroutoner. For slet ikke at tale om linsesuppen og salaten med løg, tomat og agurk. I et hjørne står et lille fad med dadler, og de er noget af det vigtigste.

Under ramadan faster troende muslimer fra daggry til solnedgang. Og når de bryder fasten hver aften, kan det ske ved at spise en daddel (nogle tager en smule salt eller drikker lidt vand).

Ismail og Tuba Gögenur bryder fasten med dadlen. De tager hver en fra det lille fad. Fasten er brudt, og der må spises.

Klokken er lidt over syv, og ingen af dem har fået nogen føde siden den årle morgen før daggry. Men der er ingen tegn på ekstraordinær sult eller bare almindeligt frådseri. For ramadanens faste handler bl.a. om at kunne tøjle sig.

»Det er meget styrkegivende for ens ego«, siger Ismail Gögenur på 33, som er opvokset i Danmark og p.t. på vej mod sin dr.med.-titel. Om 5-6 år regner han med at blive færdig som mave-tarm-kirurg.

Men det er nu ikke så meget for ens eget egos skyld, at han og andre muslimer faster under ramadan. Det er for Guds skyld.

Ismail Gögenur forklarer, at der overordnet er tre pointer ved fasten: Man viser taknemmelighed over for Gud for alt det gode, man har. Man stiller sig med fasten også symbolsk lige med alle andre muslimer i verden på denne tid - også dem, der har det materielt mindre godt end en selv. Og endelig er der den selvdisciplinære vinkel, som består i at styre sine lyster og tilbøjeligheder.

Der findes et utal af varianter af ramadan, nogenlunde som der i kristne kulturer findes et utal af forskellige slags jul, men her i huset er fortolkningen, at man hverken spiser, drikker, ryger eller har seksuelt samkvem i dagtimerne. Og under det hele ligger en hengivenhed over for Gud, som man markerer på denne måde.

»Det er meget intenst og intimt«, siger Ismail Gögenur. Han betegner ramadan som en »reset-knap«, hvor man skuer tilbage på det forgangne år og vurderer, om man nu har levet i overensstemmelse med sin religion.

»Man har måske løjet lidt. Man har måske ikke opført sig lige præcis, som Gud har villet det. Man minder sig selv om, at man f.eks. ikke bør bande eller være streng over for sin næste. Man hanker op i sig selv«, siger han.

Træt og sulten?

Mest kendt i det offentlige rum er naturligvis fasten. Og for mennesker i ansvarsfulde positioner, som f.eks. læger, melder det spørgsmål sig uvægerligt, om man ikke bliver træt og utilpas. Så meget, at det risikerer at gå ud over ens job?

»En faste af den type påvirker mennesker«, siger Helle Lykke Nielsen, lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.

»Der findes undersøgelser, som viser, at antallet af arbejdsulykker - folk, der f.eks. mister fingre eller på anden måde kommer til skade - stiger under ramadan«, siger hun.

Og det er ikke bare fasten selv. Der er også det faktum, at der under ramadan er megen selskabelighed - Gögenur-familien har f.eks. hele fem middage plottet ind i deres kalender foruden almindelige familiesammenkomster. Så kommer man måske sent i seng og er træt næste dag. Ens døgnrytme forskydes.

»Om vores studerende ligger hen over bordene og sover; det gør ingen fortræd. Men med ansvarsfulde positioner må man gå ud fra, at den enkelte tager det alvorligt. Det kommer an på den enkelte muslims ansvarsfølelse«, siger Helle Lykke Nielsen.

Spørger man muslimske læger, er ansvarlighed da også et nøglebegreb. »Hvis det betyder noget for dit helbred eller for nogen, du har ansvar for, så skal du stoppe«, siger Ismail Gögenur om fasten. Af samme årsag behøver f.eks. børn og syge mennesker heller ikke at faste.

Fasten er i øvrigt nemmere at håndtere i klimaer som det kølige skandinaviske, hvor der ikke er så varmt, at man har risiko for at blive dehydreret. Samtidig er dagene lige nu relativt korte, så fasteperioden hver dag er ikke så lang. Den islamiske kalender er kortere end den danske, så ramadan forskubber sig år efter år. I år startede den 23. september.

Ismael Gögenur sammenligner det med en lang vagt på hospitalet, hvor man har så travlt, at man heller ikke når at spise. Samme mening har andre danske læger med muslimsk baggrund. »Man faster jo ikke 24 timer. Nu er det nærmest 12 timer«, siger ortopædkirurg Jehad al Farra fra Storstrømmens Sygehus, Nykøbing Falster.

»Inden klokken syv om morgenen får man et ret stort morgenmåltid, og så spiser man igen klokken syv. Selvfølgelig bliver man sulten. Men jeg anser det ikke for at være et problem«, siger han.

I andre regioner kan det være anderledes. »Dengang jeg voksede op i Pakistan, hvor der kan være enormt varmt, var der større risiko for at blive dehydreret«, siger overlæge Mansoor Mirza fra Odense Universitetshospital, som ikke længere selv er praktiserende muslim.

»Men i Danmark med det klima, der er her, er det overhovedet ikke noget problem. Måske kan man ligefrem blive mere frisk, fordi man taber sig«, siger han.

Der er dog også eksempler på, at man tager på i løbet af ramadan, fordi man overspiser om aftenen - det er meget individuelt. Ismail Gögenur plejer at tabe sig 2-3 kilo under ramadan, og det samme gør hans kone.

Bøn på jobbet

Ramadanfasten er ikke det eneste udtryk for Ismail Gögenurs religiøsitet. For eksempel følger han buddet om, at troende muslimer skal bede fem gange om dagen. Også på jobbet hvis det er muligt.

»Hvis jeg har tid, og hvis jeg har behov for det, så beder jeg. Ellers venter jeg. Men hvis jeg har travlt og ikke har tid, så gør jeg det naturligvis ikke. Og hvis jeg f.eks. står og opererer, kan jeg jo heller ikke bare løbe«, siger han.

Over for patienterne betyder troen ikke det store, heller ikke under ramadan. Men bemærkninger fra kolleger-ne slipper han ikke for. »De siger ikke noget negativt. Men der er en masse spørgsmål«, siger han om sine kolleger. »De lokker mig lidt. Tester min viljestyrke. De ved ikke, hvad de er oppe imod«, griner han. Og det, de ikkemuslimske kolleger er mest interesserede i, er faktisk slet ikke mangelen på mad.

»De forstår ikke det meget absolutte i fasten. At man lukker af for sanserne og for lysterne. F.eks. at man ikke må kærtegne sin hustru i dagtiden. Maden er en ting men det andet! Der kommer altid et par smarte bemærkninger om det«, siger han.

Derimod kan der være sammenstød over noget af den kulturbagage, som muslimske danskere kan have med sig. Både i ramadanperioden og på andre tidspunkter.

»Besøgstraditionerne kan godt irritere noget af sundhedspersonalet. Vi møder talstærkt op. For det at besøge et sygt menneske, er som at besøge Gud«, siger Ismail Gögenur.

Kulturforskelle er i det hele taget noget, der lader til at optage mange i det danske sundhedsvæsen. For eksempel er der et temahæfte på vej med de praktise rende læger som målgruppe, der handler om patienter med en anden etnisk baggrund end dansk.

Forfatteren er lægen Imran Rashid, som også afholder kurser for andre læger i tværkulturel forståelse via hjemmesiden sundkultur.dk »For eksempel opfatter mange muslimer sygdom som noget, der har en årsag uden for kroppen. Noget skæbnerelateret, Guds straf eller andet fatalistisk«, siger han.

»Der kan også være forskelle i den måde, som autoriteter opfattes på, i sygdomsopfattelsen, i kønsroller og med hensyn til blufærdighed«, siger han. Samtidig kan det være svært at få tacklet forskellene.

Eftersom den danske lighedstankegang tilsiger, at man skal behandle alle patienter ens, kommer man efter hans mening netop nemt til at forskelsbehandle. Løsningen er at erkende forskellene.

»Jeg plejer at sige, at vi skal lære at behandle alle patienter lige forskelligt«, siger han.

Børnefaste

Tilbage hos Gögenur-familien går aftenen på hæld. Ved halvnitiden undskylder de sig - de skal lige bede. Det foregår inde i stuen, hvor der er plads, for huset er ikke stort nok til et separat bederum.

Bedetæppet hentes og rulles ud, og familiens ældste barn - datteren Seyma på syv - tager et tyndt tørklæde over håret og stiller sig på det sammen med sine forældre. Lillesøster Aida på lidt over to farer rundt og larmer, som hun har gjort hele aftenen.

Ismail Gögenur står i front, og det er ham, der fremsiger bønnen - eller nærmest synger den. Det lyder meget smukt.

Indtrykket er det nærmest det, man kan få, når man gæster et kristent hjem og er uvant med, at der bedes bordbøn. Man kan blive lidt overrasket; lidt forlegen måske, men det virker ikke unaturligt.

Bagefter rulles bedetæppet sammen igen og stilles væk. Børnene lægges i seng, og vi får te og søde, hjemmelavede butterdejskager med pistaciekerner.

Vi passer også på ikke at komme for sent derfra. Familien Gögenur skal tidligt op næste morgen. De fortæller, at selv om børn ikke behøver faste, praktiserer Seyma selv en »børnefaste« de dage, hvor hun ikke skal i skole. Så spiser hun f.eks. ikke mellem det tidlige morgenmåltid og klokken 1-2 stykker om eftermidagen. Den lørdag, da ramadan startede, fastede hun dog hele dagen sammen med forældrene. »Det var vi lidt stolte over«, siger Ismail Gögenur.

Til gengæld gik hun nærmest over gevind, da hendes mor spurgte hende, hvad hun gerne ville have til aftensmad. »Hun remsede op. Nuggets, ris, pom-mes frites, pølser, is, kage, sovs, kartof-ler«, siger Tuba Gögenur. Selvbehers-kelse er en svær disciplin - og ikke kun for en syvårig. Men øvelse har det med at gøre mester. I år har Seyma og hendes trosfæller rundt omkring i verden frem til den 23. oktober at øve sig i.