Vaginal fistelkirurgi efter traumatiske fødsler i Gimbie, Vestetiopien

Den første kontakt og information, jeg fik om Gimbie, Etiopien, var ved et møde med Maternity World Wide (MWW). Formålet med organisationen er bl.a. i området omkring Gimbie, Vestetiopien, at sikre behandling af kvinder med vesikovaginale fistler (VVF). Fistlerne opstår efter en langvarig fødsel, hvor barnet ofte er dødfødt, og medfører ofte, at kvinden udstødes fra familien pga. urininkontinens. Der er derfor tale om et alvorligt socialt problem for de udsatte kvinder.

MWW har igennem de seneste år haft flere kirurgiske hold i Gimbie for at foretage VVF, og man ville gerne gentage det i 2006 med mig som ansvarlig projektleder.

Da VVF relativt sjældent ses i Danmark, besøgte jeg derfor først Fistelhospitalet i Addis Ababa, som i dag er et af verdens største centre for behandling af kvinder med VVF.

Hospitalet drives af seks læger, ni sygeplejersker og over 50 tidligere fistelpatienter. Al behandling på fistelhospitalet er gratis. Den gennemsnitlige pris pr. patient er ca. 400 £, hvilket dækker ophold og forplejning i ca. tre uger.

Der er kun en operationsstue, men med fire operationslejer, således at alle har mulighed for at få supervision hos hinanden. Al kirurgi foregår så vidt muligt i spinalanæstesi. Der anbringes så vidt muligt ureterkatetre under operationen for at undgå at lædere ureter, men der var dog hyppige undtagelser. Senere talte jeg med og assisterede fru Hamlin , som er leder af hospitalet. Hun er stadig aktiv operatør trods sin alder på 82 år og er utrolig venlig og fortællende. Det var mit indtryk, at det, hun fortalte om procedurer, nok ikke blev fulgt af alle, f.eks. var det kun få patienter med juxtaurethralisfistler, som fik anlagt en Martius-graft.

Efter opholdet på Fistelhospitalet tog jeg 200 km videre til Gimbie Adventist Hospital, en rejse ad støvede veje, som kun en landrover kan klare. Jeg havde på forhånd aftalt med Bjarke Sørensen , læge i introduktionsstilling på afdelingen, at han skulle tage i forvejen for at opsøge patienter med VVF.

Vi evaluerede alle patienter på en undersøgelsesstue, som også var fødestue (der var to lejer). Lejet kunne ikke bevæges, så det var nogle gange overordentlig svært at vurdere forholdene omkring fistlen. Udstyret var sparsomt, og det var svært at få sprøjter til injektion af methylenblåt for at finde fistlen (vi havde faktisk kun en til alle patienterne).

I den første uge så vi i gennemsnit 5-7 patienter pr. dag, men antallet steg under opholdet til over ti patienter pr. dag. Herefter trappede det ned, indtil jeg ikke havde flere operationstider. Samlet har jeg set på over 150 patienter under de fem ugers ophold - med anvendelse af stort set de samme instrumenter.

Operationerne foregik på operationsafdelingen, hvor personalet var meget motiveret. Flere patienter med VVF havde store fistler, der var tæt på cervix og ofte var meget besværlige at mobilisere. Patienter med stressinkontinens fik også anlagt en slynge.

Jeg havde på turen mulighed for at besøge andre hospitaler, bl.a. Leprahospitalet i Addis Ababa, det lutheransk ledede hospital i Ayra, Universitetshospitalet i Addis Ababa og flere privatklinikker. Turen var fagligt udfordrende og gav et godt indblik i Etiopiens sygehusvæsen, men også et indblik i de store mangler, der er.

Overlæge Peter Martin Rudnicki E-mail: rsmar@ra.dk