Skip to main content

VALG: Det mener Dansk Folkeparti om sundhed

De kommende dage stiller ugeskriftet.dk de samme fem spørgsmål til sundhedsordførerne for de partier, der dyster om stemmerne ved det kommende valg til Folketinget. Se også den samlede oversigt i det trykte Ugeskrift for Læger mandag 8. juni.

Liselott Blixt er sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.
Liselott Blixt er sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

3. jun. 2015
2 min.

Liselott Blixt, hvordan vil du sikre lægedækningen i Danmark?

”Vi bliver nødt til at lave en samlet plan for området. Skal vi have flere studerende, hvilke læger mangler vi og kan andre end almen medicinere blive praktiserende læger. Hvis vi skal tiltrække læger til alle dele af landet, skal vi desuden kigge på specialplanen. Hvis vi fagligt udsulter områder, vil ingen læger søge derhen. Derfor skal vi også politisk være med til at bestemme, hvor specialer skal ligge, så det bliver interessant og attraktivt for lægerne.”

Faktaboks

Fakta

Hvordan skal lægerne styrke det nære sundhedsvæsen?

”Mange patienter bliver sendt hjem tidligere fra sygehusene, og jeg har svært ved at se, at de praktiserende læger i deres egen praksis kan klare den opgave. Derfor skal vi tænke i plejehjemslæger, altså praktiserende læger, der fast kommer på plejehjemmene. Her bliver vi politikere nødt til at presse parterne til at lave aftaler på det område.”

Skal sygehusene fortsat styres af fem regioner?

”Nej, regionerne skal væk, og der skal mere faglighed ind i styringen. Vi vil gerne have nogle bud på alternativer, før vi ligger os fast, men centralt står, at det er sundhedsministeren, der har ansvaret for sundhedsvæsnet. I dag sender ministeren bare aben videre til regionerne.”

Skal udrednings- og behandlingsgarantierne bibeholdes som de er?

”Udredningsgarantien er i tanken god, så derfor skal vi som udgangspunkt beholde den. Men problemet er, at den ikke virker på alle områder. Det skal vi have kigget på. Behandlingsgarantien skal ned på 30 dage, som den tidligere var.”

Skal vi uddanne flere læger?

Det skal med i planen for sundhedsvæsnets fremtid, men jeg tænker, at der nok skal flere uddannes flere læger, for vi har lægemangel.