Skip to main content

VALG: Det mener Det Konservative Folkeparti om sundhed

De kommende dage stiller ugeskriftet.dk de samme fem spørgsmål til sundhedsordførerne for de partier, der dyster om stemmerne ved det kommende valg til Folketinget. Se også den samlede oversigt i det trykte Ugeskrift for Læger mandag 8. juni.

Daniel Rugholm er sundhedsordfører for Det Konservative Folkeparti.
Daniel Rugholm er sundhedsordfører for Det Konservative Folkeparti.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

3. jun. 2015
2 min.

Daniel Rugholm, hvordan vil du sikre lægedækningen i Danmark?

”Det er vigtigst at få udviklet landdistrikterne, fordi vi derigennem gør det mere attraktiv for læger og andre højtuddannede at slå sig ned i de områder. Desuden skal vi ubrede ideen fra bl.a. Hjørring Kommune om netværk blandt lokale virksomheder, der skal sikre ægtefællen et job. For selv om læger kan finde job i udkantsområderne, er det sværere for ægtefællen, der måske også har en lang videregående uddannelse. Hvis ikke de tiltag gør en forskel, skal vi måske kigge på at sætte lægerne en økonomisk gevinst i udsigt ved at tage job de mindre attraktive steder.”

Faktaboks

Fakta

Hvordan skal lægerne styrke det nære sundhedsvæsen?

”Hvis vi skal styrke det nære sundhedsvæsen, skal vi styrke almen praksis, der skal tilbage til lægerne. Vi vil rulle reformen af almen praksis tilbage, så de får mere indflydelse på deres eget arbejde. Desuden skal vi have de praktiserende læger tættere på kommunerne til bl.a. at rådgive især de kommuner, der klarer sundhedsopgaven mindre godt.”

Skal sygehusene fortsat styres af fem regioner?

”Nej, de fem regionerne skal nedlægges og erstattes af professionelle bestyrelser med fagfolk og lokal repræsentation. Bestyrelserne skal udpeges af et nationalt udvalg, der også skal monitorere sundhedsvæsnets udvikling.”

Skal udrednings- og behandlingsgarantierne bibeholdes som de er?

”Nej, bl.a. fordi udredningsgarantien ikke bliver overholdt i dag. Vi vil tilbage til behandlingsgarantien på 30 dage.”

Skal vi uddanne flere læger?

”Ja, der skal generelt uddannes flere læger. Og dermed også i Aalborg, hvor flere medicin-studerende også på sigt kan være med til at afhjælpe problemet med lægedækningen i udkantsområderne.”