Skip to main content

Valg til Yngre Lægers repræsentantskab: »Det er jo os, der vælger bestyrelsen«

Klaus Larsen, kll@dadl.dk & Camilla Kjærager, kommunikationsmedarbejder i Yngre Læger

12. aug. 2011
5 min.

»Der bliver faktisk lyttet«

Cæcilie Trier Sørensen, KBU-læge og i almen praksis i Roskilde, skulle ikke overtales og lokkes ind i YL-politik. Hendes engagement i FADL havde givet hende appetit på at fortsætte i fagpolitisk arbejde:

»Da jeg blev kandidat sidste sommer og ikke kunne være med i FADL længere, stillede jeg op til repræsentantskabet. Dels for at snuse til det, men også for at gøre noget for de helt nyuddannede«, siger hun.

- Bliver man hørt som nyuddannet i repræsentantskabet?

»Absolut! Jeg blev faktisk meget positivt overrasket. Jeg har været med i en del foreningsarbejde og ved, at det kan være svært at komme ind et sted, hvor folk har lavet det samme i mange år. Og det er der jo mange i repræsentantskabet, der har gjort. Vi blev taget rigtig godt imod, både i sekretariatet og fra bestyrelsen, og vi blev klædt godt på. Og der bliver faktisk lyttet, når man stiller sig op og siger noget til repræsentantskabsmøderne«, siger Cæcilie Trier Sørensen, der skal til sit tredje møde til november.

Og så udløber hendes valgperiode.

Kræver mere end et par møder

Simon Serbian er mangeårigt medlem af Yngre Lægers repræsentantskab. Han er også formand for Yngre Læger i Hovedstaden. Han forsøger at give et svar på, hvorfor han finder det attraktivt at være medlem af repræsentantskabet:

»Det er vigtigt at forstå, at vi er øverste myndighed i Yngre Læger. Vi mødes ikke hele tiden, men to gange om året, og der fastlægger vi de overordnede linjer. Det mest spændende er, at vi kan være med til at forme politikken, f.eks. om de nye, fælles akutmodtagelser. Det synes jeg er superspændende. Det er politisk hot, og det er noget, vi alle sammen får at mærke i klinikken«.

Ud over at fastlægge foreningens politik er det også repræsentantskabet, der fastlægger foreningens økonomi og - ikke mindst - »det er jo os, vælger bestyrelsen«, som Simon Serbian siger.

»Og vi ved jo, at det er bestyrelsen, der laver det hele mellem møderne. Så det er jo nok så vigtigt«, siger Simon Serbian.

Han indrømmer, at man nok skal gøre mere end at gå til to årlige repræsentantskabsmøder, hvis man for alvor skal gøre sig gældende. F.eks. gå til de regionale yngre lægeråds-møder, der holdes ca. hver sjette uge. Diskussioner, man skal involvere sig i. Rimeligt komplicerede papirer, man skal sætte sig ind i, så man efterhånden bliver »klædt ordentligt på til diskussionerne og ikke bare skal sidde og høre på, hvad alle de gamle siger«.

Indflydelse og netværk

For Cæcilie Trier Sørensen var arbejdet i repræsentantskabet meget anderledes, end hvad hun kendte fra FADL: »I repræsentantskabet er det mere forhandling, og mindre ,studenterpolitik` om en enkelt sag«, siger hun.

»Her arbejder man på en længere bane og med en bred vifte af sager. Til gengæld er man i høj grad med i processerne, også som nyuddannet. Og der er ikke langt mellem os og bestyrelsen, vi sidder og arbejder med de samme papirer«.

For Simon Serbian er indflydelsen det vigtigste motiv til at stille op igen og igen.

»Og hvis man ikke har en god motivation for at gøre noget for vores virke som læger, skal man ikke stille op«, siger han.

»Men derudover er der et stort plus, rent kollegialt. Man mødes på landsplan og mødes med kolleger - og venner, som det bliver - der kommer fra andre dele af landet, og vi har det simpelthen bare sjovt sammen. Så der er bestemt også et vigtigt socialt-kollegialt aspekt i arbejdet«.

For Cæcilie Trier Sørensen vejer det politiske og det kollegiale aspekt lige tungt. Hun håber at fortsætte i repræsentantskabet og vil opstille igen. Men der er et problem:

»Jeg ved ikke, om jeg bliver ansat i Region Hovedstaden eller Sjælland. Min KBU slutter lige efter valget til repræsentantskabet til september. Jeg kan kun stille op i Region Sjælland, hvor jeg arbejder nu, og hvis jeg får en ansættelse i Region Hovedstaden, vil jeg ikke stille op - for så skal jeg udtræde efter halvanden måned«, siger hun.

»Jeg har faktisk tænkt mig at søge stilling i Region Sjælland af samme grund«, tilføjer hun.

»For at kunne blive ved med politikken«.

Medlemmernes forening

»Skal man sige det lidt svulstigt, er en fagforening jo kun det, medlemmerne gør den til«, siger Bue Juvik, medlem af Yngre Lægers bestyrelse.

»Man er nødt til at stå sammen og tage fat på problemerne der, hvor man er, hvis man vil have nogle ordentlige arbejdsforhold. Det gælder de enkelte medlemmer ude på afdelingen, og det gælder på alle niveauer: Vi kan kun have en stærk fagforening, hvis der er engagerede medlemmer, der giver udtryk for deres mening, debatterer og gør noget aktivt«, siger Bue Juvik.

Fakta

Vær med til at bestemme i Yngre Læger

Yngre Læger skal vælge nyt repræsentantskab til september. Vil du være med til at bestemme Yngre Lægers politik, så stil op til valget. Fristen for at stille op er torsdag den 1. september 2011, kl. 12.

Alle medlemmer af Yngre Læger kan stille op, og du kan læse mere om, hvordan du gør på laeger.dk/repvalg. Her kan du også følge med i, hvem af dine kolleger, der stiller op og læse deres valgoplæg.

Det er vigtigt, at din mailadresse og dine oplysninger om, hvor du arbejder, er opdaterede, så vi kan sende dig den rigtige stemmeseddel. Det kan du gøre meget nemt via den røde boks på forsiden af laeger.dk.