Skip to main content

Valget standsede regioners kvalitetsdrømme

Anne Steenberger, as@dadl.dk

10. jun. 2011
2 min.

Regionernes formand, Bent Hansen (S), lover konkrete initiativer, der skal give bedre kvalitet i behandlingen.

Det sker trods en netop indgået økonomiaftale, der mildest talt er yderst luftig, og uden konkrete aftaler på netop det område, som regionerne ellers havde slået højt på trommer for.

Lægeforeningen har stærkt kritiseret aftalen på kvalitetsområdet:

»Det er kun få uger siden, at Danske Regioner lancerede en meget ambitiøs dagsorden om, at pengene skal følge kvaliteten i sundhedsvæsenet, dvs. at de bedste sygehuse skal belønnes. Desværre er den tankegang slet ikke slået igennem i aftalen. Alt hvad der står om kvalitet i aftalen er varm luft, og det er meget skuffende«, siger formand Mads Koch Hansen.

Men ifølge Bent Hansen skal regionerne nok køre videre ad sporet:

»Økonomiaftalen giver regionerne et klart signal om at fortsætte kvalitetsdagsordenen. Den siger: Gå bare i gang. Vi vil nu på tværs af regionerne og med faglig deltagelse gå i gang med nogle af de konkrete initiativer på kvalitetsområdet, som vi har lanceret«, siger Bent Hansen.

Blandt de initiativer er konkrete kvalitetsmål, f.eks. nedsætte antallet af sygehusdødsfald med 10 pct. og reducere patientskader med 20 pct. Efter økonomiaftalen vil Bent Hansen ikke konkretisere, hvilke initiativer man vil gå i gang med.

Hvad blev der af jeres ønske om en reform af finansieringen af sygehusene, hvor kvalitet, ikke bare aktivitet belønnes?

»Vi har forhandlet en økonomiaftale hjem meget tæt på et folketingsvalg. Det er en kort aftale, der siger: Business as usual. Så tæt på et valg kunne vi godt komme i klemme, hvis vi lavede meget konkrete aftaler. Det ville sætte os i en usikker position, fordi eventuelle reformer på sundhedsområdet også vil dukke op i forbindelse med valgkampen, og når det nye regeringsgrundlag skal skrives«, siger Bent Hansen.

Et nationalt prioriteringsinstitut blev heller ikke til noget.