Content area

|

Valgmøde: »Hvis vi alene laver det, der giver mening, skrider mine kolleger ikke«

Hvorfor skal læger lave HK- og socialrådgiverarbejde? Og er regionspolitikerne parate til at prioritere? På Lægeforeningen Midtjyllands valgmøde med hele tre lægelige regionsrådskandidater var der fokus på manglen på speciallæger. Og så blev det af regionsrådsformand Kühnau slået fast, at der »også er god musik« i en karrierevej, der ikke indebærer, at man bliver overlæge.
Forfatter(e)
Dorte R. Jungersen dorte@jungersenjournalistik.dk

»Tænk nyt« stod der på en pink plakat foran den radikale Hanne Roeds plads på podiet, da Lægeforeningen Midtjylland onsdag aften holdt valgmøde i historiske rammer på Gl. Skovriddergaard i Silkeborg.

Mens de fremmødte kunne forsyne sig med lidt til ganen, var flere af kandidaterne rundt ved bordene for at dele ud af deres løfter. På de omdelte postkort og flyers var der erklæringer om, at vi »skal have en mere helhedsorienteret indsats«. At der skal være »ligeværdighed mellem psykiatri og fysik«. Og at »kommune og region skal spille mere sammen«.

Men hvordan?

Elleve regionrådskanKdidater – heraf tre læger – blev mødt af en forsamling, der ad flere omgange stod i kø foran mikrofonen for at få – nye – svar på, hvad der f.eks. skal til for at fastholde og sikre speciallæger til bl.a. psykiatri og almen praksis?

Og hvad der skal til, for at 71 procent af speciallægerne i psykiatrien ikke fremover angiver, at de bruger 20-30 procent af deres arbejdstid på administrative opgaver, som helt eller delvist kan varetages af andet personalet?

Som nyopstillet regionsrådskandidat for Psykiatrilisten havde Kenneth Brandt Hansen, der selv er psykiatrisk overlæge, et forslag til, hvordan det er muligt at rekruttere uden så meget forudgående snak.

»Hvis vi alene koncentrerer os om at lave det, der giver mening, så skrider mine kolleger ikke.

I psykiatrien siger folk op på grund af meningsløshed i arbejdet«, fastslog Kenneth Brandt Hansen.

Dansk Folkepartis Lone Langballe slog til lyd for at have fokus på det, der motiverer læger:

»Arbejdet på sygehuset er blevet fabriksgjort, og det kan man ikke have det godt med.

I har taget en lang uddannelse, og jeg kan ikke forstå, I er så tavse – I er blevet alt for pæne«, lød det fra Lone Langballe, mens Nye Borgerliges Inger-Marie Tryde Martensen også understregede, at »I er jo læger – ikke HK’ere«.

Mindre guld og grønne skove

Læge og konservativ regionsrådskandidat Purnima Erichsen høstede bifald, da hun talte for, at fagligheden generelt skal spilles mere på banen.

»Man kunne jo lade være med at love guld og grønne skove og fjerne behandlingsgarantien til fordel for en lægefaglig vurdering.

Først lukkede man de små sygehuse, og nu skal vi så have nærhospitaler. Det er helt gakgak – først går vi den ene vej og så den anden«, lød det fra Purnima Erichsen.

»Den nuværende socialdemokratiske regionsrådsformand, Anders Kühnau, mente, at man også på sygehusene kan forsøge at få lægerne til at blive lidt længere.

»Praktiserende læger, der er oppe i årene, har mulighed for at have færre patienter. Det vil vi også gerne drøfte i forhold til lægerne på sygehusene«.

Jacob Isøe Klærke, SF'er, der selv er læge i psykiatrien og nuværende formand for Region Midtjyllands Psykiatri- og socialudvalg, mente, at der skal arbejdes mere for at udbrede de sammenhængende uddannelsesforløb, hvor læger gennem hele eller flere dele af deres lægelige videreuddannelse kan blive i samme geografiske område. Ligesom han fremhævede delestillinger, hvor lægen kombinerer forskning med klinisk arbejde.

Derudover mindede Jacob Isøe Klærke om en vigtig kulturel forskel.

»Når jeg hører ældre kolleger fortælle, hvor meget de arbejdede, da de var på min alder, må jeg sige, at sådan er vi ikke. Vi har mere fokus på familielivet«.

»Ingen tør stille krav til kommunerne«

At psykiatrien er et særligt smertensbarn, stod tindrende klart på valgmødet.

»Det tager i gennemsnit fem år fra den første bekymring indfinder sig, til et barn bliver tilset i børne – og ungdomspsykiatrien.

Og når man udskrives fra en psykiatrisk afdeling, kan det tage måneder at få bostøtte«, sagde SF’s Jacob Isøe Klærke.

Venstres Anders G. Christensen var bl.a. inde på den psykiatriske patients overgang fra sygehus til kommune.

»Mange steder er kommunerne ikke dygtige nok. Samtidig er psykiatri det område, hvor der er det dårligste samarbejde mellem regionen og kommunerne.

Anders Kühnau (S) mindede om, at der er en anden måde at styre på i kommunerne end i regionerne, hvor man følger faglige anbefalinger om f.eks. udredningstid:

»Men ingen tør stille krav til kommunerne, fordi det koster«, lød det fra Anders Kühnau.

Den Radikale Hanne Roed mente i lighed med flere, at de kommunale PPR-ordninger skal styrkes: »Derved kan vi dels tage nogle ting i opløbet, dels lette presset i psykiatrien.

Kommunerne sparer på det sociale område, og det er noget af det, den længe ventede Psykiatriplan skal råde bod på«.

En spørger henviste til, at socialpsykiatrien med kommunalreformen gik fra at sortere under amterne til at sortere under kommunerne.

»Det har vi kunnet mærke. Hvorfor er socialpsykiatrien ikke for længst ført tilbage til regionerne?

Anders Kühnau erkendte, at »snitfladen ikke er hensigtsmæssig«, men at det er et anliggende for Folketinget, mens Enhedslistens Else Kaysers bud var, at regionerne bør have en koordinerende rolle.

Overlæge eller ej?

Anders Kühnau tog selv hul på et betændt emne: At ikke alle speciallæger fremover skal kunne se frem til at blive overlæger. At den ratio, der er mellem overlæger og afdelingslæger, skal ændres, fordi der i dag er for mange overlæger i forhold til afdelingslæger.

En læge fra salen ville vide, hvorfor overlægetitlen ikke bruges som et rekrutteringsværktøj der, hvor det er svært at skaffe speciallæger?

»Fordi der skal være et klart ledelsesmæssigt indhold i en overlægestilling. En dygtig speciallæge

ønsker ikke nødvendigvis at få ledelsesansvar. Der er også god musik i en karrierevej uden at blive overlæge«, mente Anders Kühnau og fremhævede de forsøg, der ifølge den seneste overenskomstaftale har til formål at fremme afdelingslægernes karriereudvikling.

Alternativets kandidat, Rasmus Foged, satte spørgsmålstegn ved femårsreglen, der som udgangspunkt kræver, at man for at kunne blive overlæge skal have arbejdet som afdelingslæge inden for specialet i minimum fem år: »Det er en håbløs regel, at man på den måde lægger bånd på ledelsen«, lød det fra Rasmus Foged.

»Tør I prioritere«

En læge fra salen spurgte kandidaterne: »Mener I, vi i sundhedsvæsenet beskæftiger os med det rigtige«?

Psykiatrilistens Kenneth Brandt Hansen kunne tale på psykiatriens vegne, hvor 20 procent af henvisningerne fra almen praksis til børne- og ungepsykiatrien afvises, og hvor ventetiden i fire ud af ti kommuner er mellem tre og seks måneder på udredning i PPR.

»Der er alt for mange, der i dag skal ses i psykiatrien, og det sker på bekostning af de virkeligt syge.

Men omvendt kan man heller ikke sige, at de praktiserende læger henviser uden en grund – de kan ikke selv løfte de lettere lidelser«, lød det fra Kenneth Brandt Hansen, der også kom med eksempler på, hvordan hans arbejdstid langtfra anvendes optimalt.

»Jeg bruger dagligt tid på opgaver, som lige så godt kunne løses af en sekretær eller en socialrådgiver. Omvendt bliver jeg nødt til at sende en patient tilbage til almen praksis for at få taget en blodprøve.

Lad os dog få lov til at arbejde sammen«.

Formand for PLO Midtjylland, der var blandt de fremmødte, spurgte, om regionspolitikerne tør, når det kommer til at prioritere. Baggrunden for spørgsmålet var en episode fra Region Nordjylland for nylig, hvor regionsrådsformand Ulla Astman (S) slog fast, at børneorm ikke er så akut, at det behøver at blive behandlet i lægevagten en tirsdag aften, men godt kan vente til ens egen læge åbner næste morgen.

»Vi skal som læger gøre det, vi er bedst til. I skal som politikere stå for det værdipolitiske. Tør I spille med«?, lød Henrik Idriss Kises spørgsmål til kandidaterne.

Den Radikale Hanne Roeds svar lød: »Problemet opstår jo, når en læge tager fejl, og en sag ender på forsiden«.

Venstres Anders G. Christensen mente, der er plads til forbedringer, når det kommer til, hvordan borgerne bruger sundhedsvæsenet.

»Vi bliver nødt til at prioritere, hvordan vi bruger vores sundhedsvæsen. F.eks. er forældre mere bekymrede i dag end tidligere. Og i psykiatrien er der et forventningspres, hvor nogle forældre skubber børnene foran sig, og hvor der behandles børn, som ikke behøver at blive behandlet.

Derudover er vi også nødt til at have en national forebyggelsesplan«, sagde Anders G. Christensen.

AUH: første- eller andenviolin?

Der var afstikkere i debatten til andre emner.

Med henvisning til den kontroversielle udflytning af fertilitetsklinikken på Aarhus Universitetshospital til Skive og Horsens tilbage i 2016, spurgte en af de fremmødte læger lidt syrligt, om regionen »fortsat vil lade AUH spille andenviolin«?

Anders Kühnau medgav, at det var noget, man »havde lært noget af«, mens hans formandsrival, Venstres Anders G. Christensen, lovede at »stå på mål« for AUH:

»Det kræver et stærkt jysk bolværk at få AUH til at være et både nationalt og internationalt fyrtårn«.

Right side

af Larry Højgaard Kristiansen | 03/12
6 kommentarer
af Tomas Christensen Kjær | 02/12
5 kommentarer
af Ulla Hørding | 30/11
2 kommentarer
af Hans Petter Hougen | 29/11
2 kommentarer
af Thorkil Poulsen | 29/11
1 Kommentar
af Erik Sloth | 22/11
1 Kommentar