Skip to main content

Var din mund

Anne Steenberger, as@dadl.dk

18. nov. 2011
12 min.

»Goddag, det er XX. Jeg ringer på vegne af Martin Lund, direktør i Region Hovedstadens Psykiatri«, lød det i journalistens telefon. »Der er noget med, at du har skrevet en artikel fra Distriktspsykiatrisk Center på Nørrebro, hvor du har interviewet en overlæge. Den vil vi gerne lige se, og jeg har forstået, at det er dig, der kan sørge for det«.

Sådan lød de usædvanlige ord. Man vidste nok, at regionerne indimellem er ind over deres ansatte lægers medvirken i artikler. Men at blive ringet op direkte af regionen med denne anmodning var ikke tidligere sket. Det er sædvane, at journalisten sender citater fra et interview til den interviewede til godkendelse. Men ikke at den øverste direktion mange niveauer over den interviewede skal godkende.

Baggrunden var, at Ugeskrift for Læger havde skrevet to reportager fra psykiatrien i hovedstaden [1] - en fra en lukket afdeling og en fra distriktspsykiatrien. Formålet var at beskrive en læges hverdag på de to afdelinger. Den færdige artikel fra hospitalet var vandret fra den medvirkende psykiater til ledende overlæge til regionspsykiatridirektøren og tilbage igen. Med anmodning dels om diverse ændringer eller sletninger, dels om den medvirkende læge ville sørge for, at den anden artikel, den fra distriktspsykiatrien, blev tilsendt regionen. Lægen viderebragte pligtskyldigst beskeden til Ugeskriftets redaktion, der svarede, at hvis regionen havde sådan et ønske, måtte de selv henvende sig. Hvilket de gjorde. Dog uden resultat, for redaktionen ville selvfølgelig ikke udlevere artiklen. »Nå, så skaffer vi den bare ad anden vej«, lød det.

Og det gjorde de også. Den interviewede psykiatriske overlæge fra distriktscentret sendte artiklen til sin nærmeste chef, som sendte den videre til regionens psykiatridirektion. Der i øvrigt ikke havde indvendinger.

Det havde ledelsen til gengæld over for den anden, hvor man forsøgte at ændre eller fjerne et afsnit. Det vakte protester blandt de ansatte, og det endte med at kravet blev trukket tilbage.

Usikre ansatte

Forløbet illustrerer en problemstilling, som en del læger formentlig kender.

Hvad må en læge egentlig sige, og hvilken ret har regionen til at blande sig i, hvad lægerne siger? Når tiderne er trange, nedskæringer dukker op, og den politiske situation er spændt, er det tiden til at overveje, om ledelser holder ekstra øje med medarbejdere, og om medarbejdere er blevet mere påpasselige. Det tyder i hvert fald Ugeskriftets research til denne artikel på. Det er svært at finde læger, der vil stå frem med det, hvis de har været til »kammeratlig samtale« hos ledelsen i forbindelse med offentlig kritik. Et par stykker ville slet ikke deltage, og en enkelt ville kun med anonymitet.

Stifteren af Selskabet til Beskyttelse af Lægers Ytringsfrihed, professor Niels Høiby, siger:

»Vi har en vejledning om det. Den er fra 2006, og alle har glemt den. Undtagen jeg. Jeg render rundt med den i lommen. Men den gælder; der er ikke sket stramninger eller det modsatte. Men vi lever i en tid med fyringer. Og det kan godt have konsekvenser i form af selvcensur. Man er nok lidt tilbageholdende med at være kritisk. For når der skal fyres, kan det være, at der bliver peget på dem, der kæfter op. Det skal jo foregå efter objektive kriterier, men man kan altid finde noget på nogen«.

Vejledningen, som Niels Høiby hentyder til, blev forfattet af et udvalg under nuværende højesteretsdommer Jens Peter Christensen i 2006 og hedder »Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed«.

Heri fremgår det, at der sondres mellem at udtale sig som privatperson og på vegne af en institution eller myndighed (se boks).

Fra regionernes side findes der i de fleste tilfælde retningslinjer om pressekontakt - nogle sygehuse har også nedskrevet deres egne regler/råd for det. Men de skal kendes, og de kan gradbøjes, og de har deres gråzoner, som det fremgår af nedenstående beskrivelse af forløbet omkring reportagerne fra psykiatrien i Region Hovedstaden.

Uønsket uenighed

Tilbage til Ugeskriftets to reportager om psykiatrien.

Begge reportager i Ugeskriftet sluttede af med tre ønsker for psykiatrien fra hver af de to medvirkende psykiatere. Overlæge Lykke Pedersen, der er hospitalspsykiateren i artiklen, blev bedt om at slette sine ønsker eller fjerne dem fra artiklen.

»Man ønskede ikke, at ønskerne skulle optræde i sammenhæng med artiklen«, siger Lykke Pedersen. Hun fortsætter:

»Ledelsen lod forstå, at som overlæge på en psykiatrisk afdeling udtaler jeg mig som en del af Region Hovedstadens Psykiatri. Og så må jeg være loyal over for dens beslutninger og politik. Hvis jeg skulle fremsætte mine private ønsker, skulle det være som privatperson«.

Hun mener dog, at ledelsens krav hænger sammen med, hvad hun sagde:

»Når de ønskede det fjernet eller flyttet, er det formentlig, fordi jeg siger noget, som man ikke er enig i. Nemlig at der efter min mening skal være flere lukkede senge. Det har jeg sagt ved flere lejligheder, men det er ikke regionens politik«.

Min holdning vil jeg ikke ændre

Psykiateren, der blev interviewet på det distriktspsykiatriske center, er overlæge Phuong le Quach, som oplyser, at hun på grund af en kort tidsfrist fra Ugeskriftet ikke havde mulighed for helt at følge retningslinjerne for pressekontakt. Hun siger:

»Jeg spurgte klinikchef og centerchef, om det var o.k. at deltage i reportagen, og fik grønt lys«.

Da hun fik artiklen til gennemsyn, fandt hun det naturligt at sende den videre til sin nærmeste chef, som ikke havde nogen indvendinger, siger hun.

»Jeg er sidenhen blevet orienteret om, at når jeg tager en journalist med på arbejdspladsen, vil mine udtalelser ikke være som privatperson, men ske på vegne af organisationen. I det tilfælde skal jeg følge nogle bestemte procedurer; bl.a. skal jeg i sådan et tilfælde søge om tilladelse fra min arbejdsgiver forinden; det burde jeg vide. Det tænkte jeg slet ikke på; jeg tænkte bare, at her får jeg mulighed for at tale mine patienters sag«.

Phuong le Quach oplyser, at hun ikke er blevet skældt ud bagefter, men blot er blevet gjort opmærksom på via sin centerchef, at der er en procedure, der skal følges.

Synes du, at det er en o.k.-procedure?

»Jeg kan godt forstå, at arbejdsgiveren skal orienteres, hvis man modtager en journalist på en af organisationens arbejdspladser. Det kan være noget med, at jeg som medarbejder udtaler mig om arbejdsforhold og om, hvordan virksomheden fungerer. Det kan jeg godt forstå, at de gerne vil vide«.

Hvad siger du til det, hvis psykiatriledelsen vil have artiklen til gennemsyn?

»Jeg synes, det er i orden, at de skal se den, hvis de er i tvivl om emnet, eller om jeg kommer med en kritik«.

Hvad ville du sige til det, hvis de ændrede i den?

»De skal ikke ændre i den. Ikke hvis det drejer sig om mine holdninger«.

Men hvad hvis din holdning går i modsat retning af regionens politik, det kunne f.eks. være i spørgsmålet, om der skulle oprettes flere psykiatriske sengepladser?

»Det er uacceptabelt. Jeg må kunne udtale mig som fagperson om, hvad jeg synes, der er bedst for mine patienter. Også selv om der er uenighed«.

Direktionen skal beskytte patienterne

Peter Treufeldt, vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri, oplyser, at regionen har den pressepolitik, at medarbejderne ikke skal søge om tilladelse til at tale med pressen, hvis de udtaler sig som privatpersoner. Men når der kommer en journalist på besøg på en arbejdsplads, skal der gives tilladelse. Det er fordi, der så skal skrives en aftale om rammerne for journalistens arbejde. Det skal der af hensyn til patienterne, som det er regionens opgave at beskytte, siger han.

»Det har man tilsyneladende ikke gjort i dette tilfælde. Det har de pågældende medarbejdere ikke vidst. Det må jeg påtage mig ansvaret for, da det er min opgave som direktør at informere mine medarbejdere«, siger Peter Treufeldt.

Er det derfor, at regionen forlangte at se artiklerne?

»Ja. Vi blev klar over, at der havde været en journalist på besøg, uden at der først var aftalt rammer for det. Derfor ringede vores pressemedarbejder til Lykke Pedersen og bad hende om at sende artiklerne. Formålet var at beskytte patienterne og at rette eventuelle faktuelle fejl«.

Var det et kiks og dermed et enestående tilfælde, at I forlangte at se artiklen?

»Nu er det meget sjældent, at der bliver skrevet om psykiatri, så der er ikke noget plejer over det. Men det er typisk ikke direktionen, der skal se en artikel igennem for faktuelle fejl. Det skal pågældende, der er blevet interviewet«.

Gråzoner

Peter Treufeldt erkender, at det generelt kan være svært for personalet at finde ud af, hvornår man kan sige sin mening offentligt.

»Reglerne kan godt være svære at konkretisere. Det er et spørgsmål om, hvorvidt man udtaler sig fra en offentlig platform, der hvor man er ansat, eller en privat platform«.

Så nogle gange skal man tie med sin uenighed?

»Hvis man udtaler sig i egenskab af ansat medarbejder, så kan man ikke bare lufte sin uenighed. Som privatperson kan man derimod sige sin mening, uden at vi blander os - i læserbrev og debatindlæg osv. Så er det bare som ,overlæge` og ikke som ,overlæge på XX sygehus`. Det er også o.k., når man bliver spurgt, hvad man godt kunne tænke sig, som i den artikel, vi taler om. Det er ikke den form for kontrol, jeg forestiller mig. Det er, når man taler ud fra en platform, der hedder psykiatrien i Region Hovedstaden, at man er underlagt loyalitet«.

Det kan vel være svært at afgøre.?

»Jo, der er gråzoner, hvor det kan være vanskeligt. Jeg ved, at mange ansatte føler sig usikre på den her grund. Hvis man har en lejlighed til at udtrykke sin mening, må man så, eller må man ikke? Og derfor siger vi altid, at ansatte kan henvende sig til os for at spørge om råd. Det kan måske lyde som at sætte ræven til at vogte gæs, men vi er meget åbne for, at man deltager i debatten som professionel privatperson - men er det på vegne af sin arbejdsplads, skal man være loyal«.

Tror du ikke, at man i disse nedskæringstider er ret bange for at udtale sig, fordi man som kendt kritiker kan være den, der ryger først - og så tier man hellere stille?

»Jeg anerkender, at det kan være en reel frygt. Det her er et meget vigtigt emne. Det, vi gør, er som sagt at tilbyde en snak for at fjerne usikkerheden«.

Der skete et shortcut

Chefen »i marken« er Anne Lindhardt. Hun er centerchef for Psykiatrisk Center København. Hun var den, der forsøgte at fjerne afsnittet med Lykke Pedersens tre ønsker.

»Når jeg læser en artikel igennem, skal jeg sikre, at der ikke står ting, der er faktuelt forkerte. Der skal heller ikke stå noget, der går stik imod den trend, der er i regionen. Der var et udsagn om at få psykiatrien tilbage til somatikken - det var Lykkes mening. Men ikke regionens. Men da det viste sig, at det i opsætningen tydeligt ville fremgå, at det var Lykkes mening, var det i orden«.

Også Anne Lindhardt nævner, at problemet i denne historie var, at direktionen var blevet shortcuttet.

»Aftaler med journalister skal forbi direktionen - så det bliver en aftale mellem journalisten, den konkrete læge, den lokale centerledelse og direktionen. At det ikke skete, tager jeg på min kappe«.

Sådan gør man i Region Syddanmark

Direktør Agnete Philipsen, Region Syddanmark Psykiatri

Hvordan ser Region Syddanmark på, at medarbejdere udtaler sig kritisk - det kan være om forhold på arbejdspladsen, noget fagligt eller noget politisk?

»Vi har ytringsfrihed. Jeg foretrækker, at man siger sin eventuelle kritik direkte til dem, der er involveret, frem for til pressen. Men det er folks egen vurdering. Og det får ingen konsekvenser, hvis man gør det; det kan jeg forsikre dig om. Folk skal ikke være bange for at udtale sig«.

Skal medarbejdere involvere regionen, hvis de skal udtale sig til pressen?

»Det er en god ide at sende os en mail, hvis man medvirker i en historie i pressen. Men det er til orientering til det politiske lag, fordi det kan give et politisk efterspil. Vi skal ikke tillade, og vi skal ikke godkende artikler eller citater. Det skal en leder længere nede i systemet heller ikke i forhold til sine medarbejdere. Det er velbegavede mennesker, vi har ansat, så det kan de sagtens styre selv«.

Er det ikke meget rimeligt at forlange af medarbejderne, at de er loyale mod regionen, når de udtaler sig?

»Jeg er ansat til at være loyal over for regionens politikere og regionens politik. Når det gælder ledere eller medarbejdere i andet og tredje niveau, har jeg ikke anden forventning, end at det er fagligt forsvarlige synspunkter, man giver udtryk for. Men jeg vil selvfølgelig tillade mig at forvente, at lederen eller medarbejderen medvirker positivt i de beslutninger, der er truffet - selv om vedkommende har givet udtryk for uenighed«.

Det mener lægeforeningens formand

»Jeg vil kraftig opfordre læger til at ytre sig i medier og andetsteds, for vi har en særlig indsigt qua vores arbejde. Vi er i forpligtede til at deltage i den offentlige debat, hvis vi bliver opmærksomme på forhold, som vi opfatter som sundhedsfagligt uforsvarlige. Derfor er det meget alvorligt, hvis læger afholder sig fra at ytre sig på grund af frygt for repressalier. Jeg synes, at det i den grad må vække til eftertanke i Region Hovedstaden, at Region Syddanmark har en helt anden konstruktiv tilgang til de ansatte lægers ytringer.«

Mads Koch Hansen

Hvad siger loven

I 2004-2005 blev et udvalg nedsat af daværende justitsminister Lene Espersen, der skulle gennemgå love og regler om offentligt ansattes ytringsfrihed og meddeleret.

Udvalget konkluderede, at der ikke var behov for en lovændring, men at der var en vis usikkerhed blandt offentligt ansatte og arbejdsgivere om, hvad reglerne siger om offentligt ansattes ytringsfrihed. Derfor udsendte udvalget en vejledning. Ifølge forordet er formålet ikke bare at bringe klarhed over reglerne, men også at inspirere »til en generel fremme af offentligt ansattes deltagelse i den offentlige debat og til, hvordan man på den enkelte arbejdsplads kan fremme åbenhed og debat om arbejdspladsens forhold«.

Pluk fra vejledningen

Generelt

»Det vil sige, at der ikke må fastsættes regler om, at der forud for en offentliggørelse af ytringer skal indhentes tilladelse, ligesom der heller ikke må lægges andre hindringer i vejen for ytringers offentliggørelse«.

Begrænsninger for offentligt ansatte

Offentligt ansattes ytringsfrihed har som andres begrænsninger . Man må ikke fremsætte freds- og æreskrænkende udtalelser, og desuden skal tavshedspligten respekteres. Men derudover gælder der ifølge vejledningen særligt for offentlig ansatte:

»at hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne i særlige tilfælde kan medføre begrænsninger i offentligt ansattes frihed til at ytre sig om eget arbejdsområde«. Dette kommer fra udtalelser fra Folketingets Ombudsmand.

Videre står, at denne begrænsning normalt kun gælder centralt placerede medarbejdere tæt på beslutningsprocessen. »Her vil det kunne være af betydning, om ytringen fremsættes før eller efter, at en beslutning er truffet«.

Vejledningen skelner mellem, om man ytrer sig som privatperson eller på myndighedens vegne.

»Beskyttelsen af offentligt ansattes ytringsfrihed gælder kun, når man som offentligt ansat ytrer sig på egne vegne. Ledelsen kan således fastsætte regler for, hvem der må udtale sig på myndighedens vegne, og give nærmere retningslinjer for indholdet af sådanne udtalelser«.

Videre:

»Hvis der er risiko for, at offentligheden fejlagtigt vil kunne opfatte en ytring som udtryk for ansættelsesmyndighedens synspunkter, skal man i forbindelse med ytringer vedrørende ens eget arbejdsområde præcisere, at man ytrer sig på egne vegne«.

Offentligt ansatte er ud over den begrænsning, som alm. lov giver i forbindelse med freds- og æreskrænkende udtalelser, begrænset af regler om tavshedspligt, der betyder, at man ikke må videregive eller udnytte fortrolige oplysninger.

Men for offentlige ansatte er der også den restriktion, at ytringsfriheden gælder, når man ytrer sig på egne vegne. Men ledelsen kan godt lave regler for, hvem der må udtale sig på myndighedens vegne, og give nærmere retningslinjer for indholdet af sådanne udtalelser.

Og videre: »Når man derimod ytrer sig på egne vegne, kan ledelsen ikke kræve, at man først skal indhente tilladelsen til at fremhæve en påtænkt ytring. Ledelsen kan heller ikke kræve, at man skal orientere ledelsen om ytringer, der fremsættes på egne vegne«.

Kilde: »Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed«. Justitsministeriet, 2006. Den er hurtigt læst - er kun syv sider lang.


Referencer

  1. Ugeskrift for Læger 2011; 173 (37):2240