William Hunter (1718-1783) og William Smellie (1697-1763) anses som grundlæggerne af obstetrikken. Begge skabte yderst detaljerede anatomiske atlas over den gravide kvindekrop, der med rette er fremhævet som mesterværker, og som fik kolossal betydning for fødselsvidenskaben.
De to kirurger og anatomer havde i over 200 år været regnet blandt lægevidenskabens største pionerer – da newzealænderen Don C. Shelton i 2010 kastede en håndgranat ind i obstetrikkens historiske selvforståelse.
Det skete med en artikel i Journal of the Royal Society of Medicine med overskriften The Emperor’s New Clothes, hvor han anklagede de to legendariske læger for massemord. Artiklen vakte berettiget opmærksomhed og fik naturligvis massiv omtale i medierne, der præsenterede historien som kendsgerninger.
Shelton er ikke læge eller forsker, men blogger og pensioneret bankmand. På sin hjemmeside præsenterer han sig som »kunstsamler og historisk detektiv« og har i den egenskab udgivet en håndfuld bøger på eget forlag.
Hunter og Smellie var begge fra Skotland, men praktiserede og underviste i London. Hunter grundlagde og drev sammen med sin bror John Hunter en anset skole for kirurger.
Både Smellie og Hunter havde deres patienter i de fornemste kredse. Hunter var dronning Charlottes læge og hjalp ved fødslen af den senere konge, George den 4. Smellie udviklede fødselstangen og opfandt en metode til forløsning ved sædefødsel, hvor fosteret vendte forkert.
Begge konkurrerede om at blive anerkendt som tidens førende fødselslæge, og denne rivaliseren gjorde – ifølge Shelton – dem begge til massemordere i kampen om gravide kroppe, de kunne eksperimentere på og dissekere.
Bag fremstillingen af de berømte atlas stod de to læger ifølge Shelton bag så mange mord på kvinder og deres ufødte børn, at de langt overgår selv Jack the Ripper.
Lidt kontekst: Tidens konkurrerende kirurgskoler og »anatomiske teatre« kunne langtfra skaffe kadavere nok til deres undervisning. Derfor betjente man sig af de såkaldte resurrection men – tvivlsomme typer fra Londons underverden, der plyndrede kirkegårde for nybegravede lig, som de solgte ved bagdøren til kirurgskolerne.
Konkurrencen om lig var så hård, at to af disse »genopstandelsesmænd«, William Burke og William Hare (William var formentlig tidens mest almindelige fornavn på de britiske øer), ikke ville vente på, at folk døde af sig selv. Burke og Hare myrdede og solgte derefter deres ofre til skrupelløse kirurger. Burke endte i øvrigt selv i galgen – og som undervisningsmateriale. Hare vidnede mod sin medskyldige og slap med en fængselsstraf.
Burke og Hare »arbejdede« ikke i London, men i Edinburgh, flere årtier efter Smellies og Hunters død. Men gravrøverier var allerede et problem i London i 1750’erne, mens Smellie og Hunter stadig arbejdede. Sandsynligheden taler for, at de to berømte obstetrikere ikke selv var hævet over at gøre forretninger med gravrøverne. Konkurrencen om kadavere til brug for undervisning var hård.
Og det er netop, hvad Shelton anklager Hunter og Smellie for at have bedrevet. Ifølge Shelton skaffede de ligene af de gravide kvinder ved hjælp af mord. For hvordan skulle man ellers være så »heldig« at finde unge, gravide kvinder, som tilfældigvis døde, netop som fosteret befandt sig på det ønskede udviklingstrin eller lå i lige præcis den stilling, som skulle afbildes?
Disse spørgsmål stillede Shelton i sin anklagende artikel. Og på besvarelsen af dem byggede han sin anklage.
Man må indrømme, at Sheltons fremlæggelse af »bevismaterialet« virker overbevisende. Det var vel også derfor, at hans anklager blev publiceret i et velrenommeret fagtidsskrift og vakte så stor opsigt.
Shelton pegede for det første på de dygtigt udførte anatomiske tegninger af opskårne, gravide maver. Kvindernes hud og muskulatur er ligesom fostrene gengivet med realisme og præcision. For det andet – argumenterede Shelton – er ligene, som gengives, friske og viser ingen tegn på at have været døde i længere tid, endsige at have været begravet.
Shelton har gransket lister over dødsårsager i 1700-tallets London. Byen var kaotisk, beskidt og usund, sygdom florerede, dødeligheden var høj og middellevetiden lav. Til gengæld var det ifølge Shelton meget sjældent, at gravide kvinder døde. De lig, som gravrøverne kunne skaffe, var mest gamle fra fattighusene, syge og børn, men de afbildede gravide var unge og stærke. At gravrøverne rent tilfældigt skulle finde dusinvis af nyligt døde højgravide er statistisk usandsynligt, fastslog Shelton.
Han konkluderer, at Smellie og Hunter i årene 1750-1754 udså deres ofre blandt unge piger, der kom til London fra landet. De havde ingen familie og venner, der ville savne dem, og i den kaotiske storby »forsvandt« mennesker jo hele tiden. De to læger bestilte mordene via mellemmænd, hævder Shelton. Hunter brugte sin lige så berømte kirurgbror, John, som bevisligt handlede med de skumle typer, der skaffede lig til undervisningsbrug.
Shelton byggede sin sag på et argument om, at gravide afdøde forekom så sjældent, at »de 20 uforløste subjekter«, som blev fremskaffet og dissekeret i 1750-1754 og brugt som illustrationsmateriale i de to lægers atlas, kun kunne være fremskaffet ved hjælp af »mord-på-bestilling«.
Sheltons kritikere giver dog ikke meget for hans bevisførelse. Ifølge dem fremlægger han ingen konkrete beviser, men baserer udelukkende sine anklager på statistik og spekulation.
For det første – siger de – findes der ingen statistik over dødeligheden for gravide i 1700-tallets London. Og for det andet: Hvis man undersøger Hunters 34 plancher, vil man se, at der ikke, som Shelton hævder, benyttes 20, ja måske 30, friske lig, men at det drejer sig om 12 individer, hvoraf kun fem var i sene stadier af graviditet. Af disse var den første død pludseligt, den anden havde placenta praevia (forliggende moderkage, red), og dødsårsagen var en styrtblødning. En tredje havde sædefødsel, og en femte blev dårlig efter fødslen og døde to timer senere. Kun den fjerde kvindes historie er ukendt.
Hvad de resterende illustrationsplancher angår, viser de ingen fuldt udviklede fostre. Følgelig er kvinderne næppe døde under fødslen eller sent i graviditeten, men på et tidligere stadium og af naturlige årsager.
Faktisk skriver Smellie i sit forord, at illustrationsmodellerne er »præparerede til formålet«. Smellies tidligere elev, og senere professor i anatomi og medicin, Peter Camper, noterer i sin dagbog i 1761, at dr. Smellies illustrationer »ikke alle var fra det virkelige liv … Børnene er anbragt i mødres underliv, børnene selv så naturlige ud, men de andre dele var kopieret fra andre præparater«. Camper havde selv ved flere lejligheder brugt fødselstang til at forløse et fosters hoved fra et lig, hvorefter han »udførte omhyggelige tegninger og profiler«, før man fortsatte med dissekeringen af moderens lig.
I øvrigt var Hunter og Smellie tidens førende fødselslæger. De blev hyppigt spurgt til råds af praktiserende læger om vanskelige og usædvanlige obstetriske tilfælde, som i nogle tilfælde kan være endt med dødsfald inden fødslen.
Gravrøveri var ulovligt – men det var ikke »mord«, og i øvrigt var det en udbredt og velkendt praksis. Og selv i de tilfælde, hvor de gravide lig eventuelt var fremskaffet ad denne vej, hører det med, at gravrøverne ikke bare gravede tilfældige afdøde op. De havde forbindelser til kirkegårdsgravere og fik besked om nye begravelser, hvor de befandt sig, og hvad den begravede var død af. De behøvede ikke benytte sig af mord.
Det ser således ud til, at man med sindsro kan fortsætte med at se op til William Hunter og William Smellie som to af de største pionerer inden for fødselsvidenskaben.
