Ved Region Hovedstaden, hvad den har gang i?

Mon regionsrådet i hovedstaden helt er klar over, hvad det har gang i? Man må næsten håbe, at svaret er nej, for den tanke, at folkevalgte politikere med helt åbne øjne skrotter en effektiv ordning uden at have et alternativ for patienterne, er trods alt for skræmmende.

Det er naturligvis Region Hovedstadens beslutning om, at den fra nytår selv vil drive lægevagten, jeg tænker på. Det betyder et farvel til den nuværende ordning, som er forankret hos de praktiserende læger, og som sikrer alle patienter adgang til læge i aften- og nattetimerne. Det er også et farvel til lægefaglig visitation af akut syge patienter.

I stedet skal de syge ringe til den såkaldte tryghedstelefon 1813 – som i dag er betjent af sygeplejersker – men ellers er det småt med information om, hvordan regionen forestiller sig, at patienten får den nødvendige behandling, når han har afsluttet telefonsamtalen.

Man behøver ikke at være storforbruger af medier for at have noteret sig, at overbelægning og problemer med organiseringen af de akutte modtagelser er et problem på mange sygehuse – også i hovedstaden. Det problem vil med stor sikkerhed vokse, hvis regionen afskaffer en ordning, hvor læger – som er specialister i denne del af faget – kompetent og effektivt kan tage stilling til, om der er behov for hjælp her og nu, eller om patienten kan vente og eventuelt opsøge egen læge dagen efter.

At speciallægen skal i front er et ønske, som vi almindeligvis deler med regionerne, men lige når det gælder lægevagten, melder Region Hovedstaden fra. Det sker uden nogen form for faglig dialog. Der er reelt ikke foretaget analyser af de faglige og økonomiske konsekvenser, og man har heller ikke trukket på erfaringer fra lande med samme ordninger som den, regionsrådet ønsker.

Regionsrådets egentlige motiv blafrer i vinden. Det kan ikke være hensynet til patienterne, når faktum er, at regionen står uden noget, der blot minder om en skitse af et alternativ til, hvordan den fremover vil håndtere de ca. 800.000 telefonkontakter og ca. 313.000 konsultationer og besøg, som lægevagten i hovedstaden varetager om året. Hvordan vil den f.eks. sikre sig, at der er læger til at klare opgaven? Det klare signal fra regionens praktiserende læger er, at det har afgørende betydning for dem, at de selv står for ansvaret for lægevagten.

Heldigvis har andre regioner grebet opgaven anderledes fornuftigt an. Det gælder især Region Midtjylland, som udmærker sig ved et tæt samarbejde mellem lægevagt og sygehuse. Her behøver borgerne kun at ringe ét sted hen, og det er til vagtlægen, som herefter enten selv behandler patienten eller sørger for at sende patienten det rigtige sted hen første gang.

Forhåbentlig kommer hovedstadens regionsrådsmedlemmer til fornuft inden årsskiftet. Først og fremmest for patienternes skyld, naturligvis. Men også for regionsrådsmedlemmernes egen skyld. At drive en effektiv lægevagt for 1,7 mio. indbyggere er en kæmpeopgave - for nu at sige det mildt. Der venter politikerne en barsk opvågnen.