Skip to main content

Vedtægtsændringer i Yngre Læger

Yngre Læger

13. feb. 2009
3 min.

Nuværende regler

§ 1. Foreningens navn og formål

Foreningens navn er Foreningen af Yngre Læger, og dens hjemsted er København.

Ændringsforslag

§ 1. Foreningens navn og formål

Foreningens navn er Yngre Læger, og dens hjemsted er København.

Motivering

Det er en formel ændring af navnet for foreningen fra at hedde »Foreningen af Yngre Læger« til fremover at hedde »Yngre Læger«. Ændringen af navnet har i praksis fungeret de sidste par år, men den formelle ændring af navnet i vedtægterne er først til behandling nu.

Nuværende regler

§ 10. Udvalg

Bestyrelsen kan nedsætte udvalg og skal nedsætte et forsknings- og uddannelsesudvalg samt et overenskomst- og aftaleudvalg, hvis formand vælges af repræsentantskabet, jf. § 9, stk. 1.

Udvalgsmedlemmer udpeges for en periode af to år første gang pr. 1.1.1993. Genudpegning kan finde sted efter reglerne i § 11.

Ændringsforslag

§ 10. Udvalg

Bestyrelsen nedsætter team/udvalg til at varetage arbejdet med særlige indsatsområder. På overenskomstområdet skal formanden vælges af repræsentantskabet.

Medlemmer af team/udvalg udpeges for en periode af to år. Genudpegning kan finde sted efter reglerne i § 11.

Motivering

Ændringen handler om udvalgsstrukturen i Yngre Læger og er et ønske om at tilpasse vedtægterne til de faktiske udvalgsstrukturer, som bestyrelsen nu arbejder med, hvor man i højere grad arbejder i teams.

Forslaget går således ud på, at det udgår af vedtægterne, at der skal nedsættes et overenskomst- og aftaleudvalg og et forsknings- og uddannelsesudvalg. Teamdannelsen har vist, at der kan være nogle andre og mere fleksible og hensigtsmæssige måder at arbejde på, og vedtægternes krav står noget i vejen for dette. Dog finder bestyrelsen, at der fortsat skal ske direkte valg i repræsentantskabet af formanden for team overenskomst. Desuden må det nu være på tide at fjerne henvisningen til, hvornår reglerne om udpegning blev indført.

Nuværende regler

§ 16. Vedtægtsændringer

Ændringer af vedtægter kan foretages af repræsentantskabet med 2/3. For så vidt angår formål, jf. § 1, og ophør, jf. § 17, dog 3/4 af de afgivne stemmer, når ændringen forinden har været annonceret i Ugeskrift for Læger samt på foreningens hjemmeside mindst 8 uger før afholdelse af repræsentantskabsmødet, således at medlemmerne har haft mulighed for at debattere vedtægtsændringsforslaget.

Ændringsforslag

§ 16. Vedtægtsændringer

Ændringer af vedtægter kan foretages af repræsentantskabet med 2/3. For så vidt angår formål, jf. § 1, og ophør, jf. § 17, dog 3/4 af de afgivne stemmer. Ændringen skal forinden have været offentliggjort i Lægeforeningens medier mindst 8 uger før afholdelse af repræsentantskabsmødet, således at medlemmerne har haft mulighed for at debattere vedtægtsændringsforslaget.

Motivering

Efter den gældende bestemmelse skal vedtægtsændringer annonceres i Ugeskrift for Læger samt på hjemmesiden. Det er bestyrelsens opfattelse, at det nu må være tilstrækkeligt at kræve, at ændringerne er offentliggjort i Lægeforeningens medier. Dette vil i givet fald være samme formulering som i Lægeforeningens vedtægter og altså indebære, at ændringsforslagene ikke lægger beslag på (mange) spalter i Ugeskriftet, men typisk lægges på hjemmesiden og alene med en kort notits i Ugeskriftet. Desuden er der en rent sproglig ændring.