Skip to main content

Vejen til sundhedsdata er – stadig – lang og kringlet

Problemet er kendt og har været det længe: Medicinske forskere venter ofte lang tid på at få adgang til de data, de skal bruge i deres forskning. Det er både frustrerende for den enkelte forsker og undergravende for dansk forsknings muligheder internationalt, siger formanden for Lægeforeningens forskningsudvalg.

Jens Nielsen, jen@dadl.dk

14. dec. 2021
14 min.

Det trak ikke mange overskrifter, da de seks store aktører på sundhedsdataområdet midt i oktober fremlagde et visionspapir, der beskriver et »Strategisk samarbejde for bedre brug af sundhedsdata«. Papiret kortlægger de aktuelle kvaler, forskere løber ind i, når de vil have adgang til at bruge data, og det oplister parternes intentioner, når der handler om at sikre forskerne nemmere, hurtigere og smidigere adgang til og brug af sundhedsdata.

Men de gode intentioner kunne måske godt have fortjent en overskrift eller to, for bliver de ført ud i livet, vil det ikke bare løse et stort problem, der er en kilde til frustration og gene for mange store og små medicinske forskningsprojekter – det vil få stor betydning for behandlingen af de patienter, det hele handler om. Det siger formanden for Lægeforeningens forskningsudvalg, Sanne Marie Thysen, der mener, at det er på høje tide at sætte handling bag ordene.

En ting er, at hele pandemien har medført, at forskningsprojekter med fokus på COVID-19 er blevet sat forrest i køen, og at det har betydet yderligere ventetid for andre forskningsprojekter, men problemet rækker langt længere tilbage, påpeger Sanne Marie Thysen:

»Det har været et problem rigtig længe, og det er mere reglen end undtagelsen, at forskere på det medicinske felt er i klemme i forhold til godkendelser på den ene eller anden måde, og det fylder utrolig meget for både den enkelte forsker og i de større forskningsprojekter«, siger hun.

At det er tilfældet, blev til fulde bekræftet i en undersøgelse, som Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) lavede for to år siden blandt selskabernes medlemmer. Undersøgelsen, der blev omtalt i en artikel her i Ugeskrift for Læger, flød i sine fritekstsvar over med frustration over besværet med at få adgang til data. »Tungt, tidsspilde, meningsløst, deprimerende«, lød nogle af de ord, der blev sat på. Se Ugeskrift for Læger nr. 8/2020 - https://ugeskriftet.dk/blad/8-2020.

Og det er meget alvorligt, understreger Sanne Marie Thysen: Ventetiden på godkendelser og adgang til data kan ikke bare vælte konkrete forskningsprojekter, men kan også begrænse dansk medicinsk forskning i international sammenhæng – på trods af at Danmark har et formidabelt udgangspunkt i de store registerdata.

»Vi hører om internationale forskningsprojekter, hvor man ved projektets afslutning fortsat venter på data fra Danmark. Og i sidste ende går det selvsagt ud over de patienter, der skulle have glæde af forskningsprojekterne«, siger hun.

»Jeg frygter, at Danmark på grund af det her bliver mindre attraktivt at bedrive forskning i, og det vil betyde et tab for sundhedsvæsenet over en bred kam – og dermed for de patienter, det hele handler om. Jeg tænker, at der derfor er god grund til at øge kapaciteten og få nedbragt ventetiderne – det må kunne lade sig gøre«, siger Sanne Marie Thysen.

Hun mener, at det grundlæggende handler om udfordringer i forhold til tre ting: Ventetiden på at få de nødvendige godkendelser, ventetiden på faktisk at få adgang til data, og så de benspænd, der opstår på grund af forskellige juridiske vurderinger fra de forskellige instanser, der skal sige god for brugen af data i det enkelte projekt.

Ifølge Sanne Marie Thysen er det ikke kun særlige forskningsfelter eller specialer, der er ramt – men de lange ventetider er alligevel et større problem nogle steder end andre, påpeger hun:

»Jeg har ikke en fornemmelse af, at besværlighederne knytter sig specifikt til særlige specialer, men problemerne rammer måske de små forskningsmiljøer hårdest, hvor de større forskningsmiljøer har nemmere ved at finde alternative løsninger. Men for både små og store forskningsmiljøer kan forsinkelserne blive rigtig ”dyre”«.

14 ud af 36 måneder

Eksemplerne på medicinske forskeres ofte langvarige venten på adgang til brug af data, der er afgørende for kvaliteten og anvendeligheden af deres forskning, er mange – og de handler både om unge og mere erfarne forskere. En af de unge forskere er Tobias Kvist Stripp, læge og ph.d.-studerende på Syddansk Universitet (SDU). Hans ph.d.-projekt er en spørgeskema- og registerdatabaseret undersøgelse af eksistentiel og åndelig sundhed hos danskere generelt samt hos kræft- og KOL-patienter og overlevende efter hjertestop. Projektet skal være færdigt i april 2023, så han er nu kalendermæssigt halvvejs.

Men af det tre år lange ph.d.-projekt er der gået 14 ud af de tre års 36 måneder, før Tobias Kvist Stripp har fået adgang til og tilladelse til at bruge de data, der er helt centrale for projektet. Det svarer til at få ti timer til at løse en opgave, men måtte bruge de første fire timer på at vente på at få de redskaber, man skal bruge for overhovedet at kunne komme i gang. Og mens andre halvvejs inde i et projekt måske begynder at se frem til, at de første resultater er klar, og de første delkonklusioner kan drages, er det et andet delmål, Tobias Kvist Stripp ser frem til:

»Jeg har jo slet ikke fået alle de data, jeg skal bruge, endnu. Det bliver en kæmpe milepæl for mig, når datasættet er i hus«, siger Tobias Kvist Stripp.

Hans ph.d.-stilling er fuldtid, så han har ikke klinisk arbejde ved siden af, men selvom han ikke kan sætte et præcist antal timer på arbejdet med at få adgang til data, »føles det som noget af det, jeg har brugt allermest tid på«, siger han.

Erfaringerne med lang sagsbehandlingstid til trods har Tobias Kvist Stripp nu ikke tænkt sig at slippe forskningen fremover:

»Det tror jeg bestemt ikke – det giver virkelig mening for mig. Jeg skal også tilbage til klinikken på et tidspunkt, men forskning er også min hylde. Der er jo altså bare nogle meget tunge dele af arbejdet med forskningen, som man bruger meget tid på, og jeg tror, at det kan afskrække mange, der måske bare lige skal prøve det af. Men jeg håber, at når jeg har samlet et godt og solidt datasæt, så kan jeg forske på det i lang tid«, siger han.

Begrænsede valgmuligheder

På Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus er postdoc Line Flytkjær Virgilsen vejleder for en forskningsårsstuderende, der på samme måde har oplevet udfordringer med ventetid på data. Den studerende startede 1. september og skal lave et registerstudie om diagnostisk aktivitet i tiden op til diagnose af ovariekræft. Den studerende havde heldigvis for hende skrevet speciale om emnet og kunne derfor i god tid søge om adgang til de data, hun vidste, hun ville få brug for, fortæller Line Flytkjær Virgilsen, der selv har forsket i 11 år og som vejleder holder styr på ventetiderne i de forskellige instanser.

Sammen søgte de derfor Sundhedsdatastyrelsen om brug af Cancerregisteret allerede i starten af maj – kort efter den studerende havde afleveret sit speciale. Godkendelsen fra Sundhedsdatastyrelsen (SDS) blev givet i midten af oktober, dvs. en behandlingstid på cirka fem en halv måned.

»Ventetiden kan betyde, at man som forskningsårsstuderende bliver begrænset i sine valg. Det, at adgangen til data kan trække ud, betyder, at hvis den studerende kommer med en original ide til et projekt, så er der emner og områder, man må vælge fra. Nogle gange bliver tidsfaktoren afgørende«, siger Line Flytkjær Virgilsen.

»Når man skal bruge data fra Cancerregisteret, så skal projektet godkendes ved SDS, og det betyder, at man skal være ude i god tid, og det gælder særligt for tidsbegrænsede projekter som forskningsårsprojekter. Med ventetider på et halvt år risikerer man som forskningsårsstuderende ikke at få fuldt udbytte af sit forskningsår, hvis ikke man er ude i meget god tid. Ofte prøver vi at koble de tidsbegrænsede projekter på eksisterende projekter, hvor der allerede er givet adgang til data, da det giver mere tid til fordybelse i sagens kerne for den studerende«.

Selv kender hun ikke nogen, der er begyndt at ryste på hånden i forhold til deres ambitioner om en forskerkarriere, men det kan ramme en fagligt, at det er så besværligt og tidskrævende at få adgang til de nødvendige data:

»Vi er jo ofte finansieret af fondsmidler, og man vil som forsker gerne honorere den tillid, bevillingen er udtryk for, og levere den gennemarbejdet forskning, man har stillet i udsigt, til den tid, man har beskrevet. Derfor er det vigtigt, at man ikke skal vente længere tid end højest nødvendigt på data, så man ikke risikerer at komme bagud, fordi man venter på data – det ville gå ud over ens faglige stolthed«, siger Line Flytkjær Virgilsen.

Op ad bakke

Tilbage på SDU fortæller Tobias Kvist Stripp, at det i høj grad har været op ad bakke at navigere i ansøgningslandskabet:

»Det at styre et dataflow og at administrere dataadgangen har været et kæmpe arbejde. Frem til nu er det klart en af de allerstørste opgaver i mit projekt. Det er meget svært at finde rundt i, hvor man skal ansøge om hvad og hvordan – ikke kun for mig som ny forsker, men også for mange af de erfarne forskere, kan jeg se. Bare det at forstå datastrukturen … Der er ligesom ingen slagen vej, man bare kan følge«, siger Tobias Kvist Stripp.

Selvom hele hans ph.d.-projekt som sådan er »indhegnet« i SDU-regi, er der en række samarbejdspartnere på projektet, og Tobias Kvist Stripp har skullet sende ansøgninger til de videnskabsetiske komitéer (VEK) og Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS). Også SDU’s jurister skulle have en ansøgning, så projektet kunne registreres på »fortegnelsen«, ligesom SDU’s interne etisk komité er blevet ansøgt. Derudover så har han søgt om adgang til data i fire forskellige registre.

Hos RKKP, Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram, kunne han ikke få adgang til data om patienter, der får hjertestop på hospitalet, fordi RKKP’s data ikke må bruges til at kontakte patienter direkte, hvilket han har brug for i forbindelse med spørgeskemaundersøgelsesdelen af hans projekt. Det kunne han til gengæld godt hos DHR, Dansk Hjertestopregister, der samler data om præhospitale hjertestop, og Danmarks Statistik og SDS, men den samlede indsamling har været en langvarig affære, konstaterer han med halvt nervøst, halvt ironisk grin.

14 måneder er lang tid

Den største registeransøgning har været til SDS, der skulle udtrække det meste af populationen og også siden berige cpr-numrene med sundhedsdata. Kort efter indsendelsen af data fik Tobias Kvist Stripp da også en bekræftelse på, at hans ansøgning var modtaget. Men herefter gik der ni måneder, før han fik den næste mail, hvori det blot blev konstateret, at SDS beklagede den lange sagsbehandlingstid. Og først efter 14 måneder blev sagen behandlet.

»Og 14 måneder er jo lang tid i et treårigt projekt«, konstaterer Tobias Kvist Stripp.

Det var data fra SDS, han skulle bruge for at kunne udsende de spørgeskemaer, som er en central del af projektet. SDS skal derudover videresende helbredsdata til Danmarks Statistik, hvor også spørgeskemadata skal sendes til, når de er indsamlet. Så der er en del frem og tilbage, før data får den endelige form, han kan få adgang til at bruge.

En af Tobias Kvist Stripps vejledere havde lugtet lunten og sagde allerede kort inde i hans ph.d.-forløb, at han skulle se at få sin ansøgning om dataadgang til SDS afsted.

»Jeg fik at vide, at jeg skulle sende ansøgningen til SDS som noget af det allerførste, da jeg alligevel ville have lang ventetid. Det forhold, at der er så lange ventetider, at man er nødt til at søge om data få måneder inde i sit ph.d.-projekt, indebærer, som jeg ser det, en risiko for, at man søger for tidligt, før man har helt styr på, hvilke data man reelt har brug for. Og det kan måske betyde, at man får for dårlige eller mangelfulde data, hvilket jo så går ud over kvaliteten i det, man ender med at kunne aflevere«, siger han.

Tobias Kvist Stripp understreger, at han ikke er ude på at pege fingre ad den ene eller anden instans, og han fremhæver, at selve sagsbehandlingen for enden af køen var effektiv nok med en afgørelse inden for to-tre uger.

»Men jeg må sige, jeg er meget overrasket over, hvor besværligt det er. Jeg synes, det er meget vigtigt at beskytte patientdata, men det undrer mig, at tingene skal sende frem og tilbage på den måde«, siger han.

Regioner fravalgt

Den kapacitet, Sanne Marie Thysen gerne vil have skruet op for, er dels ressourcerne til sagsbehandling i VEK, der, som navnet antyder, vurderer de etiske aspekter af de enkelte forskningsprojekter, dels sagsbehandlingen hos Sundhedsdatastyrelsen (SDS), der skal blåstemple adgangen til registerdata.

Sanne Marie Thysen. Arkivfoto: Claus Boesen

Ventetiden i VEK er først og fremmest et problem i Region Hovedstaden, men til dels også i Region Midtjylland. I 2019 var der mere end to måneders ventetid for 87 procent af ansøgningerne til VEK i Region Hovedstaden – i 2020 gjaldt det for 79,5 procent. De videnskabsetiske godkendelser er en forudsætning for mange forskningsprojekter – og derfor skal problemet løses, påpeger Sanne Marie Thysen:

»Det kan kun løses, hvis man virkelig sætter ind med flere ressourcer og nye modeller for, hvordan sagsbehandlingen håndteres – det kan ikke være meningen, at lang ventetid på sagsbehandling skal være flaskehals for forskningsprojekter, der i sidste ende skal sikre bedre behandlingsmuligheder«.

»De lange ventetider på både godkendelser og data medfører, at forskere begynder at søge alternative datakilder, og også at nogle projekter simpelthen ikke sættes i gang. Mange ph.d.- og postdoc-projekter starter med, at man skal ansøge om godkendelser og data – og hvis man skal vente seks måneder eller mere på sagsbehandlingen, ja, så går en stor del af den afsatte tid med at vente. Der er sågar nogle, som må tage orlov fra deres ph.d. og lave klinisk arbejde undervejs for at kunne få det til at hænge sammen og kunne gennemføre ph.d.en«, siger Sanne Marie Thysen.

Hun peger også på, at »det jo ikke kun er læger, der er tilknyttet et forskningsprojekt, men også andre faggrupper – det er ofte et stort setup. Og hvis man har måske 10-15 ansat til et projekt, der så ikke kan komme i gang på grund af lang sagsbehandlingstid, hvad skal de mennesker så lave i mellemtiden«, spørger hun.

Fælles fortolkning, tak

Oven i problemstillingerne med »hænder« nok til at sagsbehandle handler godkendelsesproceduren i forhold til adgang til og brug af data i høj grad om jura og om forskellige tolkninger af de regler, der gælder for omgangen med sundhedsdata – både i forhold til databeskyttelsesloven og ikke mindst de fælles europæiske GDPR-regler.

De forskellige juridiske fortolkninger betyder blandt andet, at det bliver meget kompliceret – og langvarigt – når der for eksempel skal indgås databehandleraftaler, samarbejdsaftaler, og andre aftaler, der skal være på plads, før forskeren kan få lov til at bruge data. Det kan for eksempel være, fordi de forskellige ejere af data er uenige om, hvordan tilladelser og aftaler skal se, hvis der indgår data fra flere regioner i samme forskningsprojekt: Juristerne i én region har én tolkning af GDPR-reglerne, mens juristerne i en anden region har en anden.

»Der er ikke nødvendigvis tale om dårlig lovgivning – men administrationen af den er håbløs. Vi vil jo gerne samarbejde på tværs af regionerne – det højner kvaliteten i forskningsprojekterne og på afdelingerne. Men det er ofte så bøvlet, at man fravælger tværregionale projekter. Jeg hører fra medlemmerne, at der er store regionale forskelle på de juridiske vurderinger – og det betyder i sidste ende, at man ikke kan komme i gang med sit projekt. I bedste fald er sagsbehandlingen et stærkt forsinkende element og i værste fald betyder, at projektet slet ikke bliver udført«, siger Sanne Marie Thysen.

Hun og Lægeforeningen peger derfor på et stort behov for en afstemning af de juridiske vurderinger, så det ikke er der, ansøgningerne går på grund. Man kunne lave en national vejledning til fortolkning af de gældende regler, så hver ansøgning ikke er afhængig af individuelle juristers fortolkninger, siger hun.

Sæt en dato på

For hende er det helt afgørende, at det både bliver enklere at få adgang til data og at få tilladelse til at bruge dem på tværs af for eksempel forskningsenheder og regioner, understreger Sanne Marie Thysen Og så er det vigtigt, at parterne bag visionspapiret bliver enige om en bindende tidsramme:

»Der er mange gode toner i visionspapiret – og jeg er enige i de problemstillinger, man har identificeret, og på den måde kan jeg bakke op om intentionerne. Fokus på problemerne og intentioner om løsninger er et vigtigt step ­– men problemerne løses ikke alene med gode intentioner. Igen: Problemerne er ikke nye – og vi trænger til at se handling, så vi kan komme i mål med nogle løsninger«, siger hun.

Visionspapiret slutter da også med et afsnit om realiseringen af intentionerne, men der sættes ikke datoer på. Først skal parterne opstille en køreplan og dernæst skal der analyseres og afprøves løsningsmodeller, som så kan implementeres et sted efter 2022. Men det haster faktisk med at få lavet en plan med datoer på, påpeger formanden for Lægeforeningens forskningsudvalg:

»Afsnittet omkring realiseringen af visionen er meget lidt konkret – og det er ikke helt klart, hvordan visionen skal realiseres. Og jeg tænker, at det lige nu er det vigtigste sted at tage fat, så visionen ikke bare ender som ord på et stykke papir, men rent faktisk sikrer bedre adgang til sundhedsdata ­– så forskningen hurtigere kan komme patienterne til gavn«, siger Sanne Marie Thysen.

Faktaboks

Visioner om sundhedsdata