Hvor er det dejligt, at så mange af jer prioriterer at komme og deltage på Lægedage. Velkommen til ugen, hvor vi netværker og opdaterer vores faglige viden.
Mens vi afholder Lægedage, forhandles de sidste detaljer af en sundhedsreform. Den får stor betydning for almen praksis og det nære sundhedsvæsen. Dermed er årets tema til Lægedage ekstra aktuelt: Det samarbejdende og sammenhængende sundhedsvæsen.
Vi kommer til at debattere temaet til åbningsdebatten mandag og temasessionen onsdag formiddag. Temaet bliver også berørt i de kurser, hvor det er relevant at tale om, hvad vi kan gøre anderledes til gavn for vores patienter.
Almen praksis har en nøglefunktion i det nære sundhedsvæsen. Allerede når sundhedsreformen underskrives vil der være tårnhøje forventninger til os, og heldigvis er der allerede nu flere unge læger på vej ud i almen praksis.
Den demografiske udvikling betyder, at vores patientpopulation bliver ældre og har langt flere sygdomme. Samtidig har vi flere patienter, der slås med psykiske lidelser. Vi kommer til at diskutere, hvordan vi tackler disse udfordringer i samarbejde med kommunerne og de øvrige aktører i det nære sundhedsvæsen, og hvilken opbakning vi har brug for fra hospitalerne.
Midt i alt dette kommer urafstemning om Aftale 25. Så jo, der er tryk på de politiske processer.
Jeg glæder mig over, at vi – til trods for travlhed i almen praksis – kan samle op imod 2.400 til vores fagfestival.
Vi har planlagt et væld af relevante kurser, som er både er fagfaglige, handler om konkrete problemstillinger, vi møder i hverdagen, og har med organisation og ledelse at gøre.
I år har vi udvidet antallet af Systematisk Efteruddannelse til seks kurser, og de er alle hurtigt blevet fuldtegnede. Der er, i takt med at vi får mere personale i almen praksis, også blevet udvidet i antallet af kursuspladser til personalet. Fordelingen på deltagere i år er 53% læger og 47% praksispersonale.
Vi har udvidet nyskabelsen DOC Talks fra sidste år til i år at fylde to morgener og have oplæg fra nogle, der ser på os udefra. Tirsdag er det Jonas Egebart, direktør i Sundhedsstyrelsen, der kommer med »Tanker om det nære« og onsdag får vi et oplæg fra TV-læge og journalist Peter Qvortrup Geisling om »Læger i pressen«.
Vel mødt!