Som læger mærker vi hver dag, hvordan beslutninger og rammer har direkte betydning for patienternes møde med sundhedsvæsenet – og for vores egen mulighed for at løse kerneopgaven. Derfor samles vi på Lægemødet 2026 om de spørgsmål, der er tættest på vores hverdag og ansvar.
Vi står i en tid, hvor prioriteringer fylder mere og mere i det kliniske arbejde. Hvor patientrettigheder spiller en aktiv rolle for, hvordan der prioriteres i sundhedsvæsenet. Men er patientrettigheder velegnede som redskab til at styre et komplekst sundhedsvæsen? Og understøtter de det faglige råderum og den sammenhæng i behandlingen, som både patienter og læger efterspørger? Det er nogle af de spørgsmål, vi tager fat på, når vi samles i Aarhus i slutningen af maj.
Gennem forebyggelse og styrket folkesundhed kan vi påvirke, hvor mange der ender som patienter – og dermed presset på hele sundhedsvæsenets kæde. På Lægemødet diskuterer vi med politikerne, hvordan deres beslutninger – eller manglen på dem – former vores hverdag som læger og vores mulighed for at give patienterne den rette behandling på det rette tidspunkt.
Et helt centralt tema i den samtale er også lægedækning og fremtidens lægestand. Både manglen på speciallæger, diskussionerne om speciallægelofter og usikkerheden om, hvordan vi sikrer tilstrækkelig lægedækning i hele landet, fylder for mange. Samtidig står vi med et markant skisma mellem et højt optag på medicinstudiet og manglen på speciallæger og uddannelsesstillinger. Har beslutningstagerne forstået den udfordring – og hvad der skal til for at løse den? Det forsøger vi alle at blive klogere på.
Vi skal også se ud over den aktuelle hverdag i sundhedsvæsenet. For verdenssituationen stiller nye krav til sundhedsvæsenets beredskab. Vi spørger, om vi er forberedte på de kriser, der af og til tales om – og hvordan vi som læger, med et stort ansvar for patienterne, er tænkt ind i beredskabsplanerne.
På dag to præsenterer Demokratiudvalget sin rapport. Herefter drøfter vi, hvordan arbejdet kan bruges aktivt i Lægeforeningens fremtid. Og apropos fremtiden, så fornægter det sig ikke, at min funktionstid udløber, og der skal derfor vælges ny formand – et valg, der får stor betydning for foreningens videre kurs. Og endelig skal vi for første gang uddele Lægeforeningens nye uddannelsespris.
Jeg ser frem til engagerede diskussioner, faglig fordybelse og møder, hvor vi sammen tager ansvar for sundhedsvæsenets udvikling. Lægemødet er vores fælles forum – her skal den lægelige stemme stå klart.
Vel mødt.
Camilla Noelle Rathcke