Verdenskrig og medicinske fremskridt

Dengang blev krigen blot kaldt »Den store Krig«, for ingen kunne forestille sig, at verdenskrigen kun ville være »den første«. At der bare tyve år senere ville blive en »anden verdenskrig«. Den store Krig var simpelthen The War To End All Wars. Efter fire års industrielt massemyrderi ville krig være utænkelig i al fremtid.

Tabstallene var ufattelige: Op mod 19 millioner soldater og civile var døde, og 23 millioner var sårede – mange af dem frygteligt vansirede og invaliderede.

Men krigen gav samtidig stødet til store lægevidenskabelige fremskridt.

Motoriserede ambulancer

I dag tager vi ambulancer, antiseptik og anæstesi for noget selvfølgeligt. Men det var det ikke i de indledende faser til Den Store Krig.

Tidligere havde militærlægerne to muligheder: De kunne fjerne projektiler, og de kunne amputere. I krigens løb forbedredes mulighederne for at transportere de sårede til hospitaler i baglandet, og lægerne lærte at desinficere sårene og operere med henblik på at reparere de svære skader fra artilleriet.

I krigens første år blev de sårede transporteret på hestekærrer. Men i takt med at krigen skred frem blev motoriserede ambulancer sat ind. Den engelske generallæge Sir Anthony Bowlby erklærede i 1917 i BMJ (citeret i Ugeskriftet), at det, der især havde forandret krigskirurgien siden 1914, var »Motorambulancevæsenet, som er selve den Grundvold, paa hvilken al Kirurgi ved Fronten er baseret«.

Det havde ikke alene reddet utallige sårede fra at falde i fjendens hænder, men »ogsaa reddet utallige Saarede gennem skaansom Transport og hurtig Behandling«. Et princip, som stadig er et mantra for al krigskirurgi.

Triage og transfusion

At få de sårede hurtigt og sikkert væk fra fronten er naturligvis ikke nok. Det britiske lazaretvæsen havde derfor etableret såkaldte casualty clearing stations: »… Hospitaler, nogenlunde nær ved Fronten, paa mellem 500 og 1.200 Senge, udstyret med alt kirurgisk Tilbehør, og beregnede paa Sortering ('Visitation') af Saarede, og dels paa Behandling«. Her inddeltes de sårede i tre kategorier: letsårede til øjeblikkelig evakuering, patienter med shock, blodtab, lungesår osv. til foreløbig indlæggelse samt en tredje af svært sårede til operation, refererer Ugeskriftet.

Også blodtransfusion fik stor betydning for overlevelsen. I årene frem til krigsudbruddet var der gjort vigtige opdagelser, herunder de forskellige blodtyper. De fleste kirurger anså dog fortsat transfusion som alt for risikabelt. Men i slagmarkens tummel røg forsigtigheden overbord, og den hyppige brug førte til forbedringer af proceduren. Der blev også gjort nye opdagelser. F.eks. af antikoagulanter, herunder heparin. Det blev nu muligt at opbevare blodet, så man ikke længere var nødt til at transfundere direkte fra donor til patient.

Nye metoder

I januar 1915 skrev den amerikanske kirurg George Crile i sin krigsdagbog, at der på seks uger var blevet såret 300.000 franske soldater. »Og da der kun var kompetente kirurger til ganske få, blev der foretaget forfærdeligt mange unødvendige amputationer«. Men i takt med at kirurgerne fik rutine og erfaring, blev teknikkerne bedre og udvikledes.

Et stort problem var dog bakteriefloraen i de beskidte skyttegrave. F.eks. Clostridium perfringens, der forårsagede hurtig vævsnekrose – gasgangræn. Skud i mave og underliv havde dødelig udgang: dr. Crile havde selv opereret 15 af slagsen, og de var alle døde. »Faktisk har de (kirurgerne) helt opgivet at operere penetrerende sår i abdomen. Alle sår, store som små, bliver inficerede. De sædvanlige antiseptika – biklorid, karbol, jod osv. – slår fejl«, skrev han.

Imidlertid havde entreprenante læger krævet – og fået – røntgenudstyr og mobile laboratorier. En engelsk biokemiker havde udviklet en opløsning af hypoklorit, der ikke ætsede huden, men dræbte de farlige bakterier.

Og i 1917 kunne den britiske generallæge konstatere, at man nu havde en overlevelse på 50 pct. ved operationer af skudsår i underlivet – »et beskedent Tal efter civile Forhold ganske vist, men det betyder alligevel, at mange Menneskeliv er reddede«.

Plastikkirurgien fik vind i sejlene: Soldater, som havde overlevet at få kæber, næser og tænder skudt og sprængt bort, ikke alene overlevede, i mange tilfælde lykkedes det kirurgerne at rekonstruere de ødelagte ansigter så meget, at de sårede kunne leve videre.

Bedøvelse

Nye anæstesimetoder så dagens lys. Ugeskriftet refererer sit britiske søsterorgan BMJ for en artikel om bedøvelse ved fronten. Interessen skyldes, at anæstesi i England var et selvstændigt speciale, mens bedøvelsen i de fleste andre lande blev varetaget af operatørens assistent eller en sygeplejerske. De britiske anæstesilæger inddelte ifølge artiklen de sårede i tre klasser: let sårede, hårdt sårede i en tilstand af shock og/eller anæmi og septiske tilfælde – især anaerobe infektioner.

I artiklen fokuseres der på blodtrykket som en vigtig faktor ved valget af bedøvelsesmetode – og i det hele taget har man fået øjnene op for blodtrykket som indikator for patientens tilstand, og for indgrebet:

»Man har set Mænd komme ind fra Skyttegravene med adskillige Fod af Tarmen hængende ud af et Bugsaar, men med normalt blodtryk. I eet Tilfælde havde mere end 2/3 af en Mands Tyndtarm hængt uden paa Bugvæggen i over fire Timer; hans Blodtryk var 142 mm Hg, Pulsen 108, og han kom sig«.

Den meget udførlige artikel vidner om, at der er opsamlet enorme mængder viden om organismens respons på forskellige bedøvelsesmetoder og forskellige typer læsioner: Lattergas og ilt var fint til let sårede. Man så udmærkede resultater med gas og ilt ved amputation hos patienter med sepsis, »men Spinalanæstesi, varme Æterdampe og intravenøs Æter er ogsaa forholdsvis ufarlige; Kloroform bør undgaas, da det ofte bevirker et langsomt Fald af Blodtrykket, som ender med Døden i Løbet af de efterfølgende 12 Timer«. I det hele taget bør kloroform kun anvendes, hvor æter er kontraindiceret, f.eks. ved sår i thorax.

Sennepsgas og kemoterapi

Videnskaben havde muliggjort et effektivt, industrielt massemyrderi med svært og langtrækkende artilleri, giftgas, maskingeværer og spærreild, der nedkaldte død og ødelæggelse i en hidtil uset skala. Men medicinen og kirurgien forsøgte at holde trit.

Et af de uhyggeligste våben, der nogen sinde har været brugt på en slagmark, er sennepsgas, der havde verdenspremiere i juli 1917, i slaget ved Ypres i Belgien. Soldaterne havde bemærket en sky, der lagde sig om fødderne på dem, og en sær lugt, nærmest som peber. I løbet af et døgn begyndte det at klø ukontrolleret, og de udviklede frygtelige blærer og sår. Nogle begyndte at hoste blod op.

Alene ved denne første indsats af sennepsgas døde omkring 10.000, mens langt flere fik varige men.

Gassen var udviklet af professor Fritz Haber ved Universitetet i Karlsruhe, han fik i øvrigt Nobelprisen i kemi i 1918 – for at udvikle en metode til massefremstilling af kunstgødning.

Haber fortsatte med stor energi på at udvikle kemiske kampstoffer – og så ender historien alligevel med at have en lys side.

Ved udbruddet af anden verdenskrig frygtede man, at giftgas ville blive det nye masseødelæggelsesvåben, og to læger ved Yale University tog derfor fat på at udvikle modgift. Og det bragte snart deres forskning i en helt uforudset retning. Da de studerede sygejournalerne for gasramte soldater, bemærkede de, at mange havde overraskende få immunceller, som, hvis de muterer, kan udvikle sig til leukæmi og lymfom. Men hvis sennepsgas kunne ødelægge normale hvide blodceller, var det også sandsynligt, at de kunne ødelægge kræftceller.

Resten er historie: Historien om den kemiske krigsførelse mod kræft – kemoterapi. À