Skip to main content

Vi behandler mennesker – ikke kun sygdomme

formand forYngre Læger
Camilla Rathcke

23. jun. 2014
3 min.

Folkemødet på Bornholm er vel overstået, og vi læger var rigt repræsenteret fra både Lægeforeningen, FAS, PLO og Yngre Læger. Vi mødtes med og debatterede med en række folketings- og regionspolitikere, aktører i sundhedsvæsenet og dagsordensættende organisationsfolk.

Det er naturligvis vigtigt, at vi får givet vores mening til kende; at vi får tilkendegivet, hvordan vi oplever sundhedsvæsenet på godt og ondt, men for mig var det også afgørende, at vi mødte helt almindelige mennesker – de mennesker, som vi læger møder som patienter.

For i Yngre Læger har vi prøvet at vende tilgangen til arbejdet på især hospitalerne om, så vi siger »vi behandler mennesker – ikke kun sygdomme«.

Vi vil nemlig sikre, at sundhedsvæsnet er til for patienternes skyld. At det er patienten, som vi læger – og alle andre sundhedsprofessionelle – arbejder for døgnet rundt. At det er patienten først – ikke organisationen, driften, lægen eller andre sundhedsprofessionelle.

Yngre Læger mener, at det bør være den tilgang, vi skal have, hvis vi vil yde den bedste behandling af patienten. Vi har holdt konference om den, lavet undersøgelser om den – og fået tanken og debatten ud i diverse indlæg i alle landsdækkende medier. Og det ene af vores to debatarrangementer på Folkemødet handlede netop om at sikre et bedre patientforløb i samarbejde med patienterne. Vi ønsker mindre fokus på produktivitet og mere fokus på kvalitet – for produktivitet og kvalitet er ikke det samme. Derfor var det også naturligt, at repræsentanter for patienterne deltog i vores arrangement, ligesom udgangspunktet for vores politik har været en drøftelse med forskellige patientforeninger for at høre, hvad de ønskede af os læger, og hvad de mener skal være kendetegnende for et godt patientforløb.

Er det en opgave for en slagkraftig fagforening, der har knap 12.000 læger som medlemmer, og hvis naturlige omdrejningspunkt er overenskomstforhandlinger, uddannelse og arbejdsmiljø med henblik på at sikre medlemmerne bedre forhold og vilkår?

Ja, det synes vi. For patienten er årsagen til, at vi er blevet læger. Og det fokus skal vi bevare, når vi går på arbejde – hver eneste dag når vi sidder over for den akut syge, er i gang med dagens stuegang, står og opererer eller sætter os i stolen i konsultationen eller ambulatoriet.

Det budskab, tror jeg, vi fik formidlet på Bornholm, og det budskab agter vi at gå videre med på landsplan. I løbet af efteråret vil jeg tage rundt i de forskellige regioner og diskutere det gode patientforløb med de lokale yngre læger plus de lokale hospitalsledelser. For det er jo en politik – ja, vi kalder det faktisk en kulturrevolution, som det er helt oplagt, at også andre faggrupper og ledelser støtter op om. Og det er jo indlysende, at vi sætter fokus på dette område – det er os, der skal være fremtidens læger, ledere og aktører i sundhedsvæsenet.

Og lad mig slå fast: Det drejer sig om patienterne – ikke om os selv. For patienterne er ofte frustrerede over, at de ikke bliver set og hørt, at de ikke bliver inddraget nok, at de ikke ved nok om eller forstår, hvad der skal ske, og at ingen har ulejliget sig med at orientere deres pårørende. Det drejer sig om dialog og kommunikation om patienternes egen sygehistorie, men det drejer sig også om et hospitalsvæsen, der er blevet så effektivt, fremmedartet og indforstået, at udredningsprocesser og behandlingsmuligheder er blevet selvfølgeligheder, og så glemmer vi mennesket i patienten. Men yngre læger behandler mennesker – ikke kun sygdomme.