Vi burde gøre noget mere

Peer Gregersen er kursuslæge på vej mod en speciallægetitel i almen medicin og i øjeblikket ansat som 1. reservelæge på intern medicinsk afdeling på Kolding Sygehus. Desuden er han medlem af Sundhedskomiteen.

I dagene op til workshoppen om lægelig forebyggelse lagde han ekstra meget mærke til, hvad han lavede af forebyggende arbejde.

»Og det var utroligt, så mange muligheder der egentlig er for at lave forebyggende arbejde på en medicinsk afdeling. Mange flere end jeg havde forestillet mig. Men det var meget begrænset, hvad jeg egentlig gjorde«, siger han.

I mange tilfælde var betingelserne ikke til stede. Eksempelvis oplevede han, at en ung alkoholiker, der var indlagt for abstinenskramper, ikke var modtagelig for snak om alkoholafvænning, netop da Peer Gregersen tog en samtale med ham.

»Og der føler jeg lidt utilstrækkelighed. For der er ikke mulighed for at følge op. Det er sjældent man kommer til stuegang flere gange på samme patient. Og medmindre jeg er meget udførlig i min journal, er chancen for, at min indsats bliver fulgt op, minimal«, siger han.

Grundlæggende ser han sygehuslægernes vigtigste rolle, som dem der kan sætte nogle tanker i gang hos patienterne. For når de er indlagte, er der ofte bedre chance for at trænge ind, og så kan egen læge følge op, mener han.

At føle sig rask

Lone Meyer er sociallæge i Helsingør Kommune, på arbejdsmarkedsområdet, og deltog også med stor interesse i workshoppen.

»I øjeblikket laver kommunen jo ikke så meget forebyggelse. Men vi skal til det efter kommunalreformen, siger hun. Endnu har kommunen dog stort set ingen planer om, hvad der skal ske på forebyggelsesområdet«.

»Men det er vel forebyggelsens vilkår«, siger hun lettere resigneret.

Som led i arbejdet sidder Lone Meyer med i en national styregruppe om sundhed på arbejdspladsen. Og her er de netop begyndt at tale om etik og fedme. Om fede mennesker bliver udstødt af arbejdsmarkedet.

Og her er det et problem, at vi ikke ved, hvordan vi skal få folk til at tabe sig. Det er helt nødvendigt, at vi prøver at komme i gang med at skaffe evidens«, siger hun.

Men problemet er ikke kun mangel på evidens, understreger Lone Meyer. Problemet er også, at der mangler enighed om, hvad man måler på. Dermed kan undersøgelserne ikke sammenlignes.

»I den forbindelse kan jeg godt være bange for, hvad der sker med kommunalreformen. Så bliver det måske til, at hver enkelt gør, hvad hun eller han har lyst til og mener er rigtigt, i stedet for en fælles indsats«, siger hun.