»Vi er blevet tydeligere i vores meldinger«

Det er en samtale omkring et køkkenbord hjemme hos journalist Anders Lund Madsen, som Camilla Rathcke fremhæver som det måske mest skelsættende øjeblik i hendes formandstid.

Vi er i 2022, og Leif Vestergaard, dengang formand for Det Etiske Råd, er der også. Men hovedpersonen er Preben Nielsen, der gerne vil dø, efter at en arbejdsulykke havde gjort ham lam fra skuldrene og ned. Hans ønske er muligheden for aktiv dødshjælp i Danmark.

»Jeg mødte en meget vidende og nysgerrig mand, som faktisk var interesseret i at have samtalen om fordele og ulemper, individ versus samfund og alle de her nuancer, også selv om han i hvert fald den dag var ret fast besluttet på, hvad han ville«, fortæller Camilla Rathcke.

»Vi havde en mere nuanceret og god samtale, end jeg bagefter oplevede det fremstillet på tv. Preben havde et ønske om at skabe debat, men det formåede udsendelsen ikke«.

For den to timer lange samtale blev faktisk klippet ud af den tv-dokumentar, der kort efter blev sendt omkring Preben Nielsens selvvalgte død. Og skriver sig dermed ind i en for Camilla Rathcke samlet set frustrerende samtale om aktiv dødshjælp i Danmark.

»Jeg har oplevet debatten om aktiv dødshjælp som ekstremt populistisk. Måden, den blev lanceret på et bagtæppe, hvor vi slet ikke havde diskuteret det forud, og med en presset regering, som havde behov for at samle befolkningen om en mediesurvey, hvor man kunne se, at danskerne gerne ville have aktiv dødshjælp«, siger Camilla Rathcke.

»Så måtte den modsvares populistisk. Og det gjorde vi så også. Sagligt, men stadig populistisk med vores egen undersøgelse om, at befolkningen faktisk ikke var klar over, hvad aktiv dødshjælp er. Kun 17% kan sætte fingeren rigtigt uden at blande det sammen med alle de muligheder, vi har i dag. Og vi satte en annonce i Politiken under Folkemødet, hvor vi igen meget populistisk spurgte, om vi var ved at få aktiv dødshjælp i Danmark, frem for at regeringen prioriterede palliation. Det var der også nogle af vores egne medlemmer, som slog sig på og syntes var for hårdt. Ja, men hårdt skal nogle gange slås med hårdt«.

Men det er vel fair nok, at politikere vil noget andet end det, du og I lægefagligt ønsker?

»Ja, det er helt legitimt. Politik er overbevisning og ideologi mere end nødvendigvis faglighed og fakta. Men det vil klæde vores politikere til enhver given tid at lade sig fagligt klæde på af dem, der kender området i dybden, og ærligt melde ud, at man har truffet en beslutning på et fagligt grundlag. Eller imod et fagligt grundlag«.

Tydeligere aftryk

Og således kom vi i gang med det interview, der afrunder Camilla Rathckes seks år som formand for Lægeforeningen. Efter endt fotoseance blandt Herlev Hospitals frugt og grønt-skulpturer og farveskrigende vægge har vi sat os på Camilla Rathckes kontor på fjerde sal på Afdeling for Hormon- og Stofskiftesygdomme, hvor den 51-årige endokrinolog lige nu tilbringer omtrent halvdelen af sin arbejdstid som overlæge. Her er farven gul.

»Jeg forlader formandsposten med sådan en følelse af, at det var godt, det lykkedes, og at ,det kan du godt være stolt over’«, siger Camilla Rathcke.

»Når jeg kigger tilbage på den valgtale, jeg holdt i 2020, hvor jeg talte om en stor plan for sundhedsvæsenet, som skulle bedre og balancere og alt muligt andet; hvor jeg talte om retssikkerhed, kvalitet og også om vores interne liv i Lægeforeningen, så synes jeg faktisk, at jeg kan sætte flueben ved rigtig mange ting«.

Alt det vender vi tilbage til. Én for én.

Men først lige et stik tilbage til tydelighed og at brænde igennem med lægefaglighed politisk og i offentligheden som sådan. For da Camilla Rathcke i 2020 overtog formandsstafetten, skete det på bagkant af en række politiske beslutninger, som rimede med lægefaglighed. Folketinget, der f.eks. vedtog, hvad en funktionel lidelse er; det samme Folketing, der står i salen og debatterer stofskiftesygdom, og som vedtager en medicinsk cannabis-ordning, »i fuldstændig omvendt rækkefølge af, hvordan vi normalt tester og godkender lægemidler og uden nogen som helst vejledninger til læger«.

»Det var jo afsættet, da jeg blev formand, hvor jeg ret tit tænkte, hvor er vi som læger i de her debatter?«, siger Camilla Rathcke.

»Her tænker jeg, at vi er blevet tydeligere i vores meldinger som stands- og sundhedspolitisk organisation og ikke er bange for at stille os frem og sige, hvad vi som læger synes på nationale dagsordener. Vi er også blevet dygtigere til det politiske arbejde i processerne op til, at ting besluttes. Vi har i Lægeforeningen også fået etableret en analyseenhed, så vi i langt højere grad kan dagsordenssætte mange politiske temaer, understøttet af analyser af kendte data, vi krydsanalyserer, eller vores medlemmers holdninger«.

Konkret fremhæver Camilla Rathcke det gennemgribende politiske lobbyarbejde, der er blevet gjort i forhold til at løfte psykiatrien.

»Personligt har det været meget, meget stort at lykkes med at få psykiatrien så meget frem på den politiske arena. Hele det politiske og foreningsmæssige arbejde, vi lavede op til at få udarbejdet et fagligt oplæg, samling af aktører, at holde sammen på aktører og danne fælles front og så med hiv og sving og fortsat møje lobbyisme at se det udmøntet i en psykiatriplan, fulgt op af en endelig samlet finansiering. Det er jeg meget, meget glad for og håber, at det kan lykkes at fastholde psykiatrien højt på dagsordenen«.

Der var én, der for nylig sagde til mig, at Lægeforeningen næppe tidligere har haft en formand med så direkte kontakt til sundhedsministeren, som du har haft. Tror du, det er rigtigt?

»Ja, det er nok rigtigt, for så vidt angår den sundhedsminister, vi lige har haft [Sophie Løhde]. Men ikke med den sundhedsminister, vi havde før det [Magnus Heunicke]«.

»Det handler om, at det er en relation med enorm, gensidig respekt. Jeg oplever, at ministeren har stor respekt for, at når jeg går i byen som Lægeforeningens formand, så taler jeg ikke kun lægernes sag – det gør jeg også – men jeg taler på vegne af et helt sundhedsvæsen og dermed også patienterne, der skal fungere på de vilkår, der til hver en tid er politisk ønsket. Omvendt har jeg respekt for, at ministeren er en politiker, der skal træffe beslutninger med aftalepartnere, der er underlagt ideologier og overbevisninger. Det er sådan set en strategi, jeg er meget bevidst om i forhold til, at der så faktisk bliver lyttet, når jeg kommer med noget, som virkelig betyder noget for lægerne. Men jeg er også personligt rundet af at tage et samlet ansvar, og sundhedsvæsenet afhænger også af meget andet end læger«.

Bedre retssikkerhed

En topprioritet for Camilla Rathcke, da hun tiltrådte som formand, var lægers retssikkerhed. Det skete bl.a. på bagkant af den meget omtalte Svendborg-sag, medfølgende #DetKuHaveVæretMig-kampagne og generelt udtalt mistillid blandt læger til såvel tilsyns- som klagesystem.

Camilla Rathcke talte ved den lejlighed sågar for, at Styrelsen for Patientsikkerhed burde lukkes som selvstændig myndighed og lægges tilbage under Sundhedsstyrelsen, fordi tilsynet var for langt fra den kliniske og faglige virkelighed, og fordi hun »ikke vil have et tilsyn, der kriminaliserer helt almindelige, hårdtarbejdende og samvittighedsfulde læger«, som hun formulerede det i sit tiltrædelsesinterview i dette medie.

Helt så radikalt er det ikke gået. Men det er ifølge Camilla Rathcke lykkedes at tilkæmpe væsentlige forbedringer.

I tilsynssystemet, hvor der i løbet af 2025 og 2026 er blevet implementeret ordninger, der bl.a. skal styrke kommunikationen og gennemsigtighederne i sagerne, samt lavet indskrænkninger af Styrelsen for Patientsikkerheds muligheder for at afkræve diverse kontrolforanstaltninger som f.eks. urinprøver. Effekten af de tiltag mangler man endnu at se, men samlet skal ændringerne føre til et mere proportionelt tilsyn. Og i klagesystemet, hvor alle patientklager fremover skal oprettes som forløbsklager med den hensigt at lægge vægt på læring i højere grad end straf.

»Ilden blev i virkeligheden holdt i live af et tilsynssystem – som heldigvis drejer sig om en relativ lille andel af læger – hvor vi havde haft nogle rigtig svære enkeltsager. Men at vi også har fået ændret klagesystemet – som langt flere læger er i kontakt med – er måske det, der kommer til at betyde allermest for lægerne i deres individuelle hverdag med patienterne«, siger Camilla Rathcke.

»Vi har allerede set et vanvittigt fald i disciplinærsager [fra 3.169 i 2024 til 270 i 2025]. Selv om 80% af sagerne før aldrig endte i kritik, så blev der sat et stort apparat i gang, og vi har kunnet se af analyser, at det har næret en bekymring og frygt blandt læger med defensiv medicin, overbehandling og alt muligt andet til følge. Så det har fyldt rigtig meget«.

Men det er vel stadig ikke helt, som du kunne ønske dig?

»Nej, der er jo stadig en gabestok. De er blevet skræmt i departementet, fordi især én patientorganisation ikke vil af med den. Og det er meget svært at få dem til at forstå, at det altså ikke er mange steder i vores samfund, hvor vi udskammer folk for en fejl, de kan have begået, ved at smække dem op på en ,opslagstavle’ i to år. Jeg kan jo kun håbe på, at i takt med, at vi får væsentlig færre disciplinærsager, så får vi også væsentlig færre læger, som får kritik og deres navn offentliggjort. Men det ændrer jo ikke det grundlæggende ved, at den burde afskaffes. Det nåede vi ikke i mål med i denne omgang, men det tror jeg godt, at vi kan, men så går der nok lige et par år«.

Aftryk på sundhedsreformen

Vel nok objektivt set største begivenhed i løbet af Camilla Rathckes formandstid er sundhedsreformen, der blev politisk vedtaget i november 2024. Ved den lejlighed kvitterede lægeformanden med fire ud af fem stjerner til reformen. Det holder hun fast i her halvandet år senere.

»Hvis nogle skal have topkarakter af mig, så skal de præstere ud over det uovertræffelige. Der hylder jeg meget den gamle 13-trinsskala. Men jeg synes, at sundhedsreformen i sin helhed er virkelig god, og jeg føler også, at vi i Lægeforeningen fik sat nogle store aftryk. Selvfølgelig er der nogle tidsler, som vi godt kunne have undværet, men dem må vi jo se, om vi kan få sluset ud eller fortolket på en anden måde hen ad vejen«, som det lyder pragmatisk-optimistisk fra den afgående lægeformand.

Blandt de største aftryk fra Lægeforeningen peger hun på, at man tidligt var ude og advokere stærkt for, at der efterhånden ikke var andre løsninger, end at slå de to regioner øst for Storebælt sammen i én Region Øst. At et så markant løft af det primære sundhedsvæsen, som reformen ligger op til, er selve forudsætningen for, at resten af sundhedsvæsenet også kan hænge sammen, er et andet aftryk. Og at reformen i det hele generelt lægger vægt på lægernes betydning som en afgørende faktor for sundhedsvæsenets succes.

»Men at lave en fin samling papirer, der beskriver, hvordan det hele skal gå, det er ikke at lave en reform. Det er først nu, at vi skal i gang med den virkelig lange proces med at få omstillet, implementeret, ændret, udviklet, digitaliseret og alt muligt andet. Der er nogle deadlines, som bliver svære at overholde på grund af omstændighederne med valg og regeringsforhandlinger. Får vi ikke flere praktiserende læger, og bliver der ikke lavet et ordentligt grundlag for, hvordan man honorerer praksisområdet, så det er samstemt med opgaverne, så lader reformen sig simpelthen ikke gøre«, siger Camilla Rathcke.

»Men altså, vi er fortsat et godt sted. Med forbehold. Jeg frygter ikke, at reformen ikke bliver til noget. Det tror jeg, at den gør«.

Dertil skal der styr på situationen omkring speciallægeforløb og antallet af dimitterende medicinstuderende fra landets universiteter. Ifølge Camilla Rathcke havde man i forbindelse med reformen behov for at sende et politisk signal om, at man tog det alvorligt med de lægedækningstruede områder – og dermed øgede optaget i Køge, Esbjerg og Aalborg. Uden samtidig at sænke det i de tre største universitetsbyer.

»Det kan man så altid diskutere, om det var mod bedre vidende, eller om man simpelthen glemte det i processen. Fordi alle vidste sådan set godt, at vi samlet set ikke havde brug for flere læger. Da vi fik en dimensioneringsplan i 2023, blev det jo faktisk aftalt, at der skulle laves en analyse af behovet for antallet af læger, og hvilke speciallæger vi skal bruge. Den analyse skulle være grundlaget for bl.a. at sætte optaget ned. Men analysen kom aldrig, og så druknede det hele i arbejdet med strukturkommission og sundhedsreform. Så vi mangler at få lukket det hul«, siger Camilla Rathcke.

»Det lykkedes måske med det nye regeringsgrundlag. Det må tiden jo vise«.

Og endnu et tema, Camilla Rathcke lagde vægt på i sin kandidattale tilbage i 2020. Der er brug for en solid og strategisk kvalitetsdagsorden, lød det fra talerstolen.

»Her er jeg ret begejstret for, at vi har fået Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut, og at der er kommet politisk og administrativt fokus på lægers arbejde med kvalitet i form af retningslinjer og databaser. Det er en anerkendelse, som er virkelig nødvendig og et vigtigt element i at tilbyde patienterne kvalitet i det, vi gør«, siger Camilla Rathcke og fremhæver visitationsretningslinjer og instituttets understøttelse af arbejdet med de lægevidenskabelige selskabers retningslinjer.

Speciallægerne i Yngre Læger

Og lad os så et øjeblik kigge indad. I Lægeforeningen og samarbejdet foreningerne imellem.

Da Camilla Rathcke overtog formandsposten i 2020, var det »virkelig dårligt« og »med en udpræget mistillid og manglende lyst og vilje til at lytte og forstå hinandens problemstillinger«, som hun retrospektivt formulerer det seks år senere. Her er det svært at være lægeformand, for »hvad skal Lægeforeningen mene, hvis folk er uenige om alt?«.

Så noget skulle ske. Og er sket med »meget åbne og ærlige snakke«, konsulentbistand og et vedtaget kodeks for godt samarbejde på såvel politisk som sekretariatsniveau: Hvordan går man ind i et bestyrelseslokale – ikke som tre forskellige foreninger og én formand, men som ti medlemmer, der arbejder hen imod, hvad der er bedst for den samlede gruppe af læger? Det kodeks bliver genbesøgt hvert år med drøftelser af, hvor der er blevet fejlet i det gode samarbejde.

»Og som tiden er gået, er der heldigvis færre og færre af dem«, siger Camilla Rathcke.

»Det er selvfølgelig helt legitimt at være uenig, have forskellige synspunkter og træffe egne beslutninger. Men det skal være uden at kortslutte hinanden, og når man træder ind i Lægeforeningens bestyrelseslokale, så skal vi være fælles om at træffe beslutninger på vegne af alle læger. Og det synes jeg faktisk, at vi er lykkedes med«.

Noget, der ikke er lykkedes, men som Camilla Rathcke meget gerne havde set lykkedes i hendes formandstid, er en omorganisering af lægerne. Først og fremmest speciallægerne i Yngre Læger. Det er blevet behandlet i det i sommeren 2024 nedsatte Demokratiudvalg, hvis konklusioner skal afrapporteres og diskuteres på det nært forestående Lægemøde.

»Yngre Læger har en indbygget ambivalens med en meget stor gruppe speciallæger, som any given day vil sige, at de ikke hører til i Yngre Læger. Nu har der været en lang periode, hvor man har skullet huske også at gøre noget for dem, men så risikerer de yngste at blive klemt. Danske Regioner vil især være interesseret i speciallægerne og overlægerne, når de går til forhandlinger, så det vil i min optik også være en rettidig beskyttelse af uddannelseslægerne, at de er i deres egen forening: Yngre Læger. Det har jeg talt varmt for i Demokratiudvalget. Men jeg er jo ikke herre over de andre foreninger, og det kræver en vilje fra dem alle at gå den vej, og den har ikke været der. Men jeg er overbevist om, at hvis det ikke bliver håndteret, så kommer det på sigt til at udfordre Yngre Læger markant«.

Hvor synes du ellers, at det har været sværest at navigere som formand for Lægeforeningen?

»To forskellige problemstillinger:

Den ene, når man skal balancere mellem de forskellige foreningers interesser – når man nogle gange skal tale den enes sag uden at træde den anden over tæerne, men også at man skal lægge sin indsats på rette niveau i forhold til at støtte, men samtidig ikke nødvendigvis blive part i en konflikt, som man så ikke kan facilitere løsninger til. Som f.eks. den enorme frustration og vrede, der var omkring almen praksis-lovforslaget sidste sommer, og som kun tog til hen over sommeren. Alle ville gerne have, at Lægeforeningen kastede sig ind i kampen med samme energi som PLO. Det kunne vi ikke, hvis vi skulle være med til at finde en løsning. Så var vi nødt til at holde os lidt på afstand og sætte vores kritik i spil på anden vis, så vi samtidig også konstruktivt kunne medvirke til at bane vej for en løsning.

Den anden er de her medlemsønsker, som vokser ud af hjertet – som Gaza, Syrien og til dels Ukraine. Det er jo helt åbenlyst forfærdeligt, hvad der sker. Som lægeforening i et lile land lægger vi meget arbejde i Verdenslægeforeningens front, men der er samtidig et pres for, at Lægeforeningen kaster sig fuldblods ind i debatten i Danmark. Men der vil altid blive krævet mere energi og kærlighed fra os, end vi kan give. Uanset hvor mange timer vi bruger, uanset hvor højt vi siger det, og hvor længe vi gør det, så ville vi aldrig kunne tilfredsstille behovet. Det handler jo hele tiden om at finde det helt rette moment for at gøre noget og sige noget. Det er en balance af politisk kapital, og det er altid svært«.

Du er jo selvfølgelig hverken den første eller sidste, der skal dele dit arbejdsliv mellem klinikken og formandskabet, og jeg forstår godt alle de gode argumenter for at bevare et ben i »virkeligheden«. Men har det ikke været helt utrolig hårdt?

»Jo. Men ikke så hårdt, som da jeg var formand for Yngre Læger [2013-2018]. Det var på et tidspunkt, hvor jeg var ved at finde ud af, hvilken læge jeg skulle være en dag. Så der var en indre rollekamp om, hvorvidt jeg skulle være specialist-specialist eller specialist med nogle andre kompetencer. Da jeg blev formand for Lægeforeningen, havde jeg jo forliget mig med, at min rolle som læge ikke er at være den ypperste endokrinolog i et nicheområde af specialet i hverken øst eller vest. Jeg skal noget andet og kan noget andet. Så den del har ikke fyldt«, siger Camilla Rathcke.

»Men ser man bare på arbejdsintensiteten, så jo; så er det hårdt. På mine længste dage er jeg jo her og ser patienter hele dagen, og så starter hele mailarbejdsdagen som formand, når jeg kommer hjem. Hvis jeg ikke skal videre til møder først. En del af mine weekender er jo i hvert fald også halvvejs brugt på møder eller rejser. Nu er jeg i en situation, hvor mine to ældste børn er flyttet hjemmefra, og så har jeg min datter på 15 år hver anden uge, fordi hun også er hos sin far. Så det veksler mellem uger, der er mere fredet, og uger, hvor jeg arbejder en del, fordi jeg så har mere tid at give af. Men jeg har ikke vildt meget fritid«.

Men jeg går ikke ud fra, at du har fortrudt noget?

»Nej, men jeg tror heller ikke på fortrydelse. I det øjeblik, man træffer en beslutning, så synes man jo, at man tager den beslutning, der virker rigtigst. Den kan så være dyrt købt, og det har jeg bestemt også beslutninger, der har været. Men det gør så også en klogere. Og jeg vil sige, at der er mange ting, hvor jeg som Lægeforeningens formand har været væsentlig skarpere på at sige, at det skal jeg ikke – af hensyn til at prioritere min familie og mine børn«.

Hvilke ord tror du, at folk vil bruge om dig, når nogle spørger: »Kan I huske, dengang Camilla Rathcke var formand?«

»De vil sige, at jeg var tydelig. Og de vil også sige, at jeg var skarp. Så tror jeg også, at mange vil sige, at jeg var meget vidende generelt om sundhedsvæsenet, engageret og velforberedt. Nogle vil også synes, at jeg var for meget, at de ikke kunne lide min stil, og at vi var for dominerende som forening«.

Hvis du kun må give din afløser som formand ét råd og én advarsel, hvad skal det så være?

»Så vil jeg sige, at man skal kende sig selv som leder og have ret god indsigt i sine egne styrker, kvaliteter og svagheder. Og hvordan man tilgår mennesker med en anden profil, så man får de bedst mulige løsninger«.

Har du selv den indsigt?

»Ja«.

Og hvad er så advarslen?

»At du skal passe på din familie. Arbejdet slutter aldrig. Så prioriter rigtigt«.

Hvad skal du nu?

»Jeg skal nyde sommeren og puste ud. Og så kan det være, at jeg har tid til at gå ud og finde kærligheden«.

Hvad med arbejdsmæssigt?

»Ja, jeg var godt klar over, at det var det, du spurgte om. Men svaret er det samme … nej, jeg vender tilbage på fuldtid her på afdelingen den 1. juni«.