»Vi er hinandens støttestativ«

Det var præcist det, radiomanden Jesper Dein oplevede i foråret 2024, hvor han fik en hjerneblødning, da han en helt almindelig dag var på vej ned ad Østerbrogade i sin bil. Han mistede ikke bare førligheden, men også den stemme, han levede af.

Midt i følelsen af formålsløshed besluttede Dein allerede under sit genoptræningsforløb, at han ville dele det, der skete for ham, med lytterne. Og det er der kommet en fremragende lille podcastserie ud af.

Via interviews med bl.a. ekskæreste, læger, præst og psykolog og med hjælp fra vennen og kollegaen Kristian Leth tages vi som lyttere med gennem Deins forløb, der er dygtigt spundet ind i tre andre skæbner. Tre mænd, der på hver sin måde har oplevet et eksistentielt chok, hvor en ulykke ramte og selvbilledet efterfølgende krakelerede.

På befriende vis er der fokus på tabet alene og fuldstændigt fravær af urealistiske forhåbninger til lægerne, der tværtimod skildres som dygtige og engagerede – også selv om der er grænser for, hvad det er muligt for dem at udrette.

Tidligere hospitalspræst Christian Busch fortæller med et klogt twist om den følelse af uretfærdighed, de ramte kan opleve. Om meningsløshed, og om hvor meget ensomhedsfølelsen kan fylde, selv midt i vennekredsen eller i familiens skød. Alligevel er det relationerne og det talte sprog, der er vejen frem, selv om flere af mændene inkl. Dein selv ikke bryder sig om at være til besvær.

»Vi er hinandens støttestativ«, siger forfatteren Knud Romer, der til gengæld priser sig lykkelig for at have et menneske i sit liv på den anden side af skilsmisse og synstab. For uden en anden er vi alene »som sten, der synker ned på havets bund«.

Hans rim om »den grønne stær« i digtet Vesper, der har gjort ham næsten blind, er et ypperligt eksempel på, hvordan sproget på forunderlig vis kan konvertere selv det ensomme og smertefulde til noget smukt:

»Den grønne stær har bygget rede i det, som var mit blik engang

Den tager alt, som var til stede, og gør det til sin aftensang.

Den synger om de lyse dage, himlen blå og marken gul.

Der er kun skyggerne tilbage i sangen fra den blinde fugl.

Den lagde sorte æg i blikket og klækker sine unger ud

Om lidt er midnatsfugle klækket og letter i et stjerneskud.«

Lyt med!