»Vi er jo en af de lidt større grupper i Lægeforeningen«
Foreningen af Pensionerede Læger holdt torsdag årsmøde forud for Lægemødet og kunne konstatere, at det seneste års tid har budt på både opture og sager, der ikke gik foreningens vej.


Overskriften på denne artikel blev sagt sådan lidt lakonisk og underspillet, da formand Ole Nørskov indledte torsdagens landsmøde i Foreningen af Pensionerede Læger (FPL) i Aarhus. Det var sådan set bare en konstatering af, at FPL nu har 7.289 medlemmer – 2.552 kvinder og 4.737 mænd.
Derefter noterede Ole Nørskov sig, at tiden siden seneste årsmøde – ud over noget udskiftning i foreningens hovedbestyrelse, som bl.a. har betydet, at han selv er genindtrådt som formand – har været præget af to begivenheder: ændring af foreningens vedtægter og sammenlægningen af Lægeforeningen Hovedstaden og Lægeforeningen Sjælland til Lægeforeningen Østdanmark, der er en følge af sammenlægningen af de to tilsvarende regioner.
Begge dele udspringer af arbejdet i Lægeforeningens Demokratiudvalg, som har haft til opgave at se på Lægeforeningens struktur og organisering, konstaterede Ole Nørskov.
FPL har ikke haft plads i udvalget, men har haft møder med Lægeforeningens formand, hvor FPL’s synspunkter har kunnet fremføres, sagde han.
»Som led i dette arbejde skulle udvalget også se på organiseringen af vores forening. I den sammenhæng fandt Lægeforeningens bestyrelse grundlag for at ændre vores vedtægter«, noterede han sig.
Det er sket på to punkter – et til FPL-bestyrelsens tilfredshed og et, hvor det ikke er gået, som bestyrelsen havde plæderet for over for udvalget.
Det sidste først: Kriterierne for medlemskab af FPL er blevet ændret, så man, hvis har mere end 30 arbejdsdage med lægeligt arbejde pr. år, ikke længere kan være medlem af FPL, men i stedet hører til i en af de forhandlingsberettigede foreninger.
Her fremhævede Ole Nørskov, at arbejdsdage nu opgøres, så de tæller som en dag, uanset om man har arbejdet en eller ni timer.
»Det er ikke efter vores ønsker. Vi havde ønsket et højere antal dage, men det er ikke blevet efterkommet. Hvilke konsekvenser det får, er svært at vide«, sagde han.
På den positive side tæller til gengæld resultatet af den ændring af FPL’s formålsbestemmelse, der er fulgt af Demokratiudvalgets arbejde. Den lyder nu:
»Foreningens formål er at fremme lægeligt fællesskab og netværk for medlemmerne af foreningen ved faglige arrangementer«.
»Det var meget vigtigt for os at bevare det lægefaglige som omdrejningspunkt og ikke kun skulle afholde sociale arrangementer. Det er jo det lægefaglige, der binder os sammen«, sagde Ole Nørskov.
Som eksempel på lægefagligt relevant indhold af medlemsmøder for FPL’s medlemmer fremhævede han de hjertelungeredningskurser, der er blevet afholdt i alle regioner i godt samarbejde med Hjerteforeningen.
»Det at kunne træde til og redde liv, hvis en f.eks. falder om på en fodboldbane – det er vigtigt for vores lægefaglige identitet«, sagde Ole Nørskov.
Han konstaterede desuden, at FPL fortsat har plads i Lægeforeningens regionale bestyrelser, og at FPL også fremover vil have 11 medlemmer af repræsentantskabet – uanset bevægelserne mellem de forhandlingsberettigede foreninger.
At der er god brug for en faglig indsats for de pensionerede læger, sagde Ole Nørskov, viser sig også i det faktum, at FPL-medlemmer 678 gange i 1. kvartal af 2026 har søgt rådgivning i Lægeforeningens medlemsservice. Og han og den øvrige bestyrelse bliver også jævnligt kontaktet af medlemmer, der har brug for vejledning. Og »henvend jer endelig«, fastslog han.
Og samtidig viser en nylig analyse fra Lægeforeningen og FPL, at mange læger, der er gået på pension eller er på vej til det, faktisk gerne ville blive ved med at arbejde lidt endnu.
En overvejende del af de adspurgte pensionerede læger ville være fortsat på arbejdsmarkedet i flere år, hvis der havde været større fleksibilitet, nedsat tid og seniorordninger, bedre arbejdsmiljø og mere tid til patientkontakt.
Og blandt de præpensionerede læger siger 77%, at de i et eller andet omfang gerne vil have lønnet lægearbejde som pensionister. Men som deres allerede pensionerede lægekolleger bliver de kun på arbejdsmarkedet, hvis vilkårene er til det.
»Det resultat vil vi analysere videre på. Er der noget, vi i FPL kan gøre i den sammenhæng?«, sagde Ole Nørskov.
Han pegede selv på, at der måske kunne være ræson i at afholde kurser for de læger, der er på vej på pension – kurser, der kan noget andet, end det pensionskassernes tilbud kan.
De pensionerede lægers økonomi er heldigvis god, men overgangen til pensionisttilværelsen kan være udfordrende – f.eks. hvis man sidder i en solopraksis eller er på et sygehus, hvor overenskomstregler kan spænde ben for individuelle ordninger, sagde Ole Nørskov.
Det viser tilbage imod de ønsker til en bedre overgang til pensionen, som ovenfor nævnte analyse viste, og det er et af de emner, FPL vil have Lægeforeningen til at tage op:
»Vi skal ikke bare et ældrevenligt samfund – vi skal have et ældreegnet samfund«, sagde FPL-formanden til slut i sin beretning.
»Det var meget vigtigt for os at bevare det lægefaglige som omdrejningspunkt. […] Det er jo det lægefaglige, der binder os sammen«Ole Nørskov, formand, FLP
Og bl.a. den formulering blev grebet fra salen i en række kommentarer om FPL’s rolle i Lægeforeningen og udfaldet af arbejdet i Demokratiudvalget. I kortform lød nogle af kommentarerne:
»Skal Lægeforeningen ikke også være ældreegnet?«
»Vi er en forening af navn – men Lægeforeningen bestemmer helt og aldeles. Vi er bare et udvalg«.
»Det er godt, at der er påbegyndt et arbejde for, at FPL skal have plads i Lægeforeningens bestyrelse. Som pensionerede læger er vi jo ikke marginaliseret – vi bliver jo tit opfordret til at sidde i bestyrelser og sidder tæt på beslutningstagere og kan der repræsentere Lægeforeningens holdninger«.
Og senere under årsmødets punkt om regnskab og budget rejste flere spørgsmål sig, om FLP-medlemmernes antal og kontingentpenge afspejler sig i det aktivitetsniveau, der er for medlemmerne.
Her pegede flere andre og flere bestyrelsesmedlemmer dog på, at FPL-medlemmer for kontingentet på 1.900 kr. om året bl.a. har adgang til rådgivning i Lægeforeningen, modtager Ugeskrift for Læger og kan deltage i Lægeforeningens medlemsarrangementer.
Der var ikke indkommet forslag til årsmødet, og efter bemærkningerne til beretning og regnskab og budget takkede Ole Nørskov landsmødet og medlemmerne for deres engagement i FPL’s arrangementer.
»Som et eksempel havde vi et medlemsmøde i Region Syddanmark, hvor der var 100 til stede fysisk, men 1.200, der var tilmeldt til streamingen af arrangementet. Det er imponerende.
Og det er en vigtig del af vores fremtidige arbejde: gode medlemsmøder – med nørdede faglige emner og gode oplægsholdere«, sagde han.