Set i det lys er livet som læge for Anna Skovs vedkommende ikke blot et fravalg af en hverdag med et almindeligt 8-16-job, men også et fravalg af at have 100 procent fri, når hun har fri. Og netop derfor har det været vigtigt for hende at være bevidst om ikke at lade arbejdet tage overhånd.
»Det kan være svært som ung læge at sige, at nok er nok. Man kan altid bliver dygtigere. Og man vil jo gerne kunne det hele. Det kommer bare ikke til at ske. Det har jeg måttet indse, nu hvor jeg har været i gamet i noget tid«.
Vil undgå stress
For Anna Skov er det en stor hjælp, at hun kan bruge sine jævnaldrende kolleger til at sparre med og læsse af på:
»Vi unge læger bruger hinanden meget til både personlig og faglig sparring. Jeg synes, vi er gode til at støtte hinanden. Det hjælper at vide, at man er der for hinanden, og at man ikke er den eneste, der synes, det indimellem kan være lidt hårdt«.
Trods en travl hverdag glæder hun sig hver morgen til at skulle på arbejde, og med bedsteforældrene tæt på oplever hun et velfungerende familieliv, hvor der også er tid til at se venner og pleje det sociale.
»Jeg håber, det kan blive ved sådan i fremtiden også. At vi kan blive ved med at have familien tæt på, og at jeg kan blive ved med at gå glad på arbejde og blive udfordret. Og så håber jeg, at jeg undgår at blive ramt af stress«.
Indtil videre er det lykkedes ved at gå på kompromis med nogle ting og fravælge noget, så der er mere tid til noget andet. Men ifølge Anna Skov handler det også om at ændre på en præstationskultur, hvor læger er unødigt hårde ved sig selv og er med til at lægge pres på hinanden.
»Det ville hjælpe meget, hvis det blev italesat af ens ældre kollegaer, at de selv har været der, hvor vi er nu, og at det hele nok skal flaske sig, selvom man ikke lige når 1.000 operationer og en artikel i løbet af et år. Hvis der var lidt mere fællesskabsånd, ville det også være nemmere at komme igennem denne her travle periode af vores liv. Vi er jo ikke supermennesker. Men det kan godt være det billede, man får af andre læger nogle gange«.
Læs alle artiklerne fra sommertillægget i Ugeskriftets arkiv