»Vi er for siloopdelte til at sætte patienten i midten«

Et par grå hårtoppe stikker op over afskærmningen i venteværelset i den ene ende af afdelingen. I den anden ende sidder et par medarbejdere og spiser frokost. Andre bevæger sig rundt i roligt tempo, kalder patienter ind med blide stemmer. Der er stille, ingen haster rundt.

Distriktspsykiatri for Ældre på torvet i Trekroner ligger lige over Roskildebydelens apotek, som er markeret som alzheimersvenligt. I psykiatriens lyse lokaler er der udsigt over marker og Trekroner plejecenter, hvor afdelingen har nogle beboere med demens og psykiatriske lidelser tilknyttet.

»Yngre psykiatere er heldigvis mere optagede af somatik i dag end tidligere. Det får vi hårdt brug for i fremtiden«, siger cheflæge Nicolas Rescalvo Hansen, imens han viser rundt sammen med afdelingssygeplejerske Lise Lotte Jensen. De fortæller om patientgruppens psykiske udfordringer og somatiske problemstillinger, som ofte skaber endnu mere ballade og giver kognitive symptomer.

Her er både et ældrepsykiatrisk team, som ser almen ældrepsykiatriske patienter, og et udkørende akutteam, der arbejder med ældre med psykiske lidelser oveni demensen, som forstyrrer deres adfærd. Her er også en hukommelsesklinik, som ledes af en almenmediciner.

Ældre mennesker med psykiatriske diagnoser er en voksende gruppe. Ligesom alle andre kroniske sygdomme er i vækst på grund af en voksende ældre befolkning, kommer der også flere ældre med bl.a. angst, depression og bipolare lidelser.

Danske tal viser, at mellem 20 og 50 procent borgere over 65 år har en behandlingskrævende psykisk lidelse. Og WHO forudser, at en tredjedel i 2050 af alle mennesker, der henvender sig med en sygdom, vil være indenfor psykiatrien.

»Vi har slet ikke midler eller ressourcer i den størrelsesorden«, siger Nicolas Rescalvo Hansen, som derfor har set frem til psykiatriplanen, som Sundhedsstyrelsen kom med et grundigt oplæg til i januar, men som der siden er stille omkring. Under afslutningsdebatten i Folketinget sagde statsminister Mette Frederiksen dog, at politikerne nu skal i gang med en tiårsplan.

»Vi skal kigge på at styrke behandlingen, nedbringe ventetiden og mindske antallet af genindlæggelser«, lød det fra statsministeren.

Nicolas Rescalvo Hansen håber, at forhandlingerne snart går i gang, og at planen vil sikre ligestilling.

»Vi er nødt til at opnormere. Vi er årtier bagefter på ressourcer, uddannelse, faglighed. Også på forskning. Nogle af de andre specialer har fået 500 nye præparater de sidste ti år, hvor jeg kun har set fire nye præparater i psykiatrien«.

I en ny undersøgelse fra Lægeforeningen blandt 796 læger i psykiatrien, både voksen og børne- og ungdomspsykiatrien, svarer 82 procent, at de er enige i, at en betydelig andel af patienter med psykiske lidelser ville have haft reduceret alvorlighed af sygdommen, hvis behandlingen var startet tidligere.

63 procent af lægerne svarer, at vilkårene for at levere en behandling af høj faglig kvalitet i psykiatrien de seneste to år er forværret eller væsentligt forværret.

Hvis psykiatrien bliver ligestillet med andre sygdomme, kan vi løse mange af de problemer, som tiårsplanen adresserer, påpeger Nicolas Rescalvo Hansen.

»At det skal være et prestigespeciale, at vi får faglig stolthed, at vi får løst rekrutteringsudfordringerne. Men det kan vi ikke, hvis vi både får færre ressourcer og har en gruppe af patienter, som for få er interesseret i«.

Blandet gryderet

Nicolas Rescalvo Hansen er cheflæge for hele Psykiatrien Øst og sidder til dagligt i Roskilde. Han har været læge siden 2009 og cheflæge siden august 2021.

Lise Lotte Jensen har været afdelingssygeplejerske og daglig leder i Distriktspsykiatri for Ældre i Trekroner i syv år og har været leder flere forskellige steder i psykiatrien i regionen i 25 år.

Afdelingen i Trekroner ser patienter med almindelige ældrepsykiatriske lidelser, når de er over 70 år. For hukommelsesklinikken er der ingen aldersgrænse.

»Vi har set nogle helt ned til 40 år«, siger Lise Lotte Jensen på sit kontor, hvor hun og Nicolas Rescalvo Hansen har sat sig ved mødebordet.

Demens er en neurologisk tilstand, og det er også neurologien, der ser de fleste patienter. Men når der kommer tillæg med psykiatriske lidelser og adfærdsforstyrrelser, er det psykiatrien, der træder til, forklarer Nicolas Rescalvo Hansen.

Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at 18 procent af borgere over 80 år diagnosticeret med demens får antipsykotisk medicin. Til sammenligning får fire procent af borgere over 80 år uden demens antipsykotisk medicin. Tallene har ligget stabilt siden 2014. Demens og psykiatriske diagnoser følges altså i nogle tilfælde ad.

I Den nationale demenshandlingsplan 2025 har Sundhedsstyrelsen ansvar for målet om at nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin, fordi det medfører flere bivirkninger og kan føre til øget dødelighed.

Patienterne kan sagtens være stille og rolige, selvom de er kognitivt hæmmet. Adfærdsforstyrrelse handler også om aggressiv adfærd eller en anden adfærd, hvor man ikke opfører sig helt sobert, forklarer Nicolas Rescalvo Hansen.

»Heldigvis er det ikke størstedelen. De fleste klarer sig fint, når de bliver støttet godt nok«.

Hvad hvis man har en borger med demens på et plejehjem, som er aggressiv, men ikke ellers er kendt med psykiatriske diagnoser?

»Det er jo der, somatikken spiller ind, og det er der, I er rigtige gode«, siger Nicolas Rescalvo Hansen og peger på Lise Lotte Jensen, som svarer:

»Der er derfor, at vi rigtig gerne ser patienterne, for det kan f.eks. bare være en urinvejsinfektion, som giver delir. Det er ret udbredt hos ældre, fordi de er sårbare somatisk. Vi får taget blodprøver, finder ud af, om det er delir eller noget andet, der skal til. Det hele blander sig sammen, og sådan er det med ældrepsykiatri. En af vores læger siger altid, at det er en stor gryde med ting, der er blandet sammen. Det handler om at finde ud af, hvad der er hvad, og hvordan vi kan behandle det«.

Mangel på skærmede pladser

En stor udfordring for patienterne er sektorovergangene, hvor patienterne overgår fra distriktspsykiatrien til kommunalt regi, påpeger Lise Lotte Jensen. Sektorovergange har været en udfordring i alle de år, hun har arbejdet i sundhedsvæsenet.

»Et af vores ekstra problemer er, at vores sengeafdelinger er så langt væk fra os i Vordingborg og Slagelse. Det optimale for os, når vi skal overtage en patient, som vi ofte skal, når de har været indlagt, ville være, at vi kunne gå hen og hilse på patienten, og samarbejde om overgange fra indlæggelse til ambulant og sikre samarbejde med kommunen. Overgangen er svær på grund af de fysiske afstande«.

Fagligheden følger ikke patienten, siger Nicolas Rescalvo Hansen. Regioner og kommuner er alle udfordret på ressourcer, og det gør, at man passer lidt på sig selv og sit område.

»På ældreområdet har kommunerne demenskoordinatorer, som gør en stor indsats. Men der er også mangel på skærmede pladser, der har særligt trænet personale, der kan hjælpe med at undgå konflikter og i stedet deeskalere. Det handler om at få viden fra den regionale psykiatri over i den kommunale psykiatri, som har nogle andre målepunkter og visitationskriterier. Oversættelsen skal hele tiden bringes i spil«, siger Nicolas Rescalvo Hansen.

Ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen har andelen af plejehjemsbeboere med en demensdiagnose ligget på omkring 45 procent siden 2015. Nationalt Videnscenter for Demens har dog peget på, at der finder en underdiagnosticering sted på plejehjemmene, og en kortlægning fra Ankestyrelsen fra 2016 viser, at størstedelen af de ældre beboere ifølge ansattes vurdering har demens i større eller mindre grad.

Det er ikke kun på Sjælland, at der mangler skærmede pladser. Et notat fra Hjørring Kommune fra 2020 beskriver eksempelvis, at antallet af borgere på venteliste til en skærmet plejebolig er stigende, og at kommunen derfor omdanner 12 somatiske plejeboliger til skærmede pladser, bl.a. til borgere med svær mental svækkelse, hvor medarbejderne skal have en særlig faglighed i forhold til at arbejde med mennesker med demens.

Den faglighed handler i høj grad deeskalering på plejecentrene, forklarer Nicolas Rescalvo Hansen.

»Det kræver en særlig viden om sygdommen, og hvordan man går til det. Den viden er der ikke altid i kommunerne. Derfor vælger borgeren eller familien det ofte fra, og så er de lidt for længe i egen lejlighed. Det er ikke altid godt. Vi er for siloopdelte til at sætte patienten i midten. Vi burde sætte patienten på bordet og arbejde sammen hele vejen rundt«.

»Det er lige præcis det, jeg oplever, at vi gør meget i ældrepsykiatrien«, supplerer Lise Lotte Jensen. »Og det er patienterne dybt taknemmelige for. Vi er der ofte, når hjemmeplejen kommer, og vi har et kontinuerligt samarbejde med dem, der er omkring patienten. Og fordi vi kommer kontinuerligt hver 14. dag, bliver vi hurtigt gennemgående. Og vores patienter vil meget nødigt slippe os. Det er meget sjældent, at de er med på en afslutning. Men det er vi jo nødt til, når vores behandling er forbi«.

Under radaren

I Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en tiårsplan er der et stort fokus på mental trivsel. Ældrepsykiatrien er et område, som ofte går lidt under radaren. De er ikke på arbejdsmarkedet, og samfundet har ikke brug for, at de bliver raske, så de kan komme i gang med arbejdet igen.

Men mange er ensomme, siger Lise Lotte Jensen. Det er en gruppe, som ikke kan tale for sig selv. Mange venner er faldet fra, teknologien går stærkt, og de føler sig afkoblet.

De har heller ikke deres egen store patientforening, der taler deres sag. Ældre Sagen har ikke haft det som fokusområde, og de står lidt alene, påpeger Nicolas Rescalvo Hansen.

»Ældre Sagen er en kæmpeorganisation, som har meget pondus og kan sætte en dagsorden, men de skal også spænde bredt – og der kan de ældrepsykiatriske patienter opleves at blive et appendiks til det store hele. Deres dagsorden handler mest om den almene ældre befolkning«.

Der er behov for støttekontaktpersoner i ældrepsykiatrien, supplerer Lise Lotte Jensen.

»Hvis du har angst og ikke tør gå udenfor en dør, kræver det, at der kommer nogle et par gange om ugen og f.eks. går en tur med dig og det eksisterer ikke i kommunen. Der er ikke socialpsykiatri til ældre«.

En kontaktperson kunne gøre en forskel for en patient med depression og angst, uddyber Lise Lotte Jensen. Hjælp med aktivering, hjælp til praktiske problemer, som ikke handler om behandling, men som er en del af deres liv. Støtte dem i at komme af sted på aktivitetscenter, til genoptræning, arbejde med angsten.

Hvilken forskel ville en kontaktperson gøre for en patient med angst og demens, hvis vedkommende ikke vil ud?

»Det er de færreste, der mangler lyst. Men nogle har en angst, som skygger for det. Det er et motivationsarbejde. Det modsatte er at sige, at det ikke kan lade sig gøre, og læne sig tilbage, og det er der ikke nogen, der fortjener. Det ville vi aldrig gøre med andre mennesker«, siger Nicolas Rescalvo Hansen.

Mere fokus i fremtiden

Vicedirektør i Ældre Sagen Michael Teit Nielsen deler bekymringen om, at de ældre mennesker med psykiske lidelser står lidt alene. Han peger på, at Ældre Sagen beskæftiger sig med psykiatri – de har f.eks. skrevet kommentarer til psykiatriplanen, fordi de ældres perspektiv mangler. Og de sundhedsfaglige organisationer har glemt dem i arbejdet med planen, mener han.

»De psykiske helbredsproblemer blandt beboere på plejehjemmene bliver en stigende udfordring, der kræver andre kompetencer, end dem vi har i dag«, siger Michael Teit Nielsen.

Han er enig i, at Ældre Sagen tidligere har fokuseret meget på ensomhed og demens, imens psykiatri ikke har fyldt lige så meget.

En søgning på søgetjenesten Infomedia viser, at Ældre Sagen det seneste år er nævnt i 2.765 avisartikler, nyhedsindslag og andre medier. To af webkilderne handler om ældrepsykiatri og 28 om psykiatri. Til sammenligning handler 326 om corona, 480 om aktiviteter, 427 om plejehjem.

Michael Teit Nielsen siger, at Ældre Sagen har haft tætte drøftelser med politikere og laver meget arbejde, som ikke giver afkast i form af avisartikler, men som er politisk indflydelsesarbejde under radaren.

Men hvor er kronikkerne og debatindlæggene?

»Det har der ikke været, og det vil vi skrue op for i de kommende år. Ældre Sagen er en stor organisation og tager sig af mange emner om alt fra kontanter, varmekilder, lånemuligheder og MitID. Men alle politiske indsatser kræver viden på området. Det tager tid, men ældrepsykiatrien er et område, vi gerne vil fokusere mere på«.

Frossen mikroovnsmad

Tilbage hos ældrepsykiatrien er det nogle gange nogle lidt absurde situationer, patienterne står i, som de ikke kan få løst, fordi der ikke er nogen til at hjælpe. Det kan være noget helt grundlæggende banalt, som de ikke magter at få købt eller ordnet på borgerservice, forklarer Lise Lotte Jensen. Eller få spist ordentlig mad.

»Maden skal opvarmes i mikroovnen, og nogle er for kognitivt svækket. Det der med at skulle åbne en bakke og trykke på en knap… det er ikke sikkert, at det sker. Nogle spiser frossen mikroovnsmad. Og nogle af dem er så ramt, at de ikke opdager det. Det er hjemmehjælpen, der opdager det«, siger Nicolas Rescalvo Hansen.

Hvad kan man gøre ved det?

»Det billige svar er at sige flere ressourcer, men det er ikke lige i udsigt. Desværre. Jeg håber, at tiårsplanen betyder, at hele psykiatrien får et løft. Specifikt for ældrepsykiatrien er der behov for specialiserede pladser og kigge på, hvordan vi kan hjælpe folk bedre«.

Nicolas Rescalvo Hansen efterlyser et grundlæggende opgør, så der kommer kvalitet i tilbuddene fremfor kvantitet.

»Hjemmeplejen har et presset program. Kommunen kan visitere til omsorgsbesøg, som består af seks-otte omsorgsbesøg, men for nogle patienter er det ikke en luksus, at der kommer en masse forskellige ansigter. Det føles forjaget og stressende, og nogle ender med at melde det fra«, siger Lise Lotte Jensen.

Og de ved ikke nok om psykiatri, påpeger Lise Lotte Jensen. Man skal have en grundlæggende viden om, hvordan patienter med angst og depression har det.

Nicolas Rescalvo Hansen slår fast:

»Vi må se i øjnene, at vi har en ældre og ældre befolkning, og vi får flere og flere patienter. Plejehjemspladserne er ikke fulgt med. Og den grove virkelighed er, at hvis man har fået en ledig plads, er det, fordi nogen er døde. Mange venter på, at det sker. Sat lidt på spidsen er der ikke nok, der dør, til at pladserne kan følge med efterspørgslen«.

Hvad skulle der være på en skærmet plads?

»Der mangler inddragelse af dem, der handler om. Kommunerne bygger større plejehjem, de bliver mere industrialiseret. Det er store, kolde lokaler med lysstofrør, som kan være fornuftige i hospitalssammenhæng. Men for en ældre gruppe af borgere bliver det for sterilt. Der skal være noget genkendeligt for patienterne, de skal selv være med til at vælge møbler, billeder, der skal være hjemlighed. Alle kan ikke få det perfekte tilbud, men vi skal ikke tro, at vi kan bygge en kæmpe mastodont a la et supersygehus og sætte 400 ældre borgere med demens ind på lange gange. Der skal være ro og hygge, hvis man må være så ufaglig at sige sådan«, siger Nicolas Rescalvo Hansen.

Demens er ikke en sjælden sygdom på et plejehjem – kan man ikke argumentere for, at plejehjemmene på et tidspunkt huser så mange demente, at det i sig selv er et skærmet sted?

»Der er stor forskel på, om det er sådan, det faktuelt forholder sig, eller om man kalder sig for demensplejecenter. For hvis man kalder det demensplejecenter, følger en masse spørgsmål om normering, krav til lokaler, og hvordan det skal hænge sammen. Hvis man ikke kalder det demensplejecenter, følger der i sagens natur ikke de samme krav til f.eks. normering og faglighed, desværre. Men det ville være vejen frem for både patienter og ansatte. De skal klædes på, der skal være noget faglighed. Alle gør deres absolut ypperste inden for de rammer de har, men det illustrerer også, at der er et efterslæb og en udfordring, der ikke kun kan løses lokalt, der er behov for en national plan«, fastslår Nicolas Rescalvo Hansen.