»Vi forsøger at gøre os selv arbejdsløse«

Blodet hænger i lange plastikrør og størkner langsomt. Efter lidt tid bliver de til lange, slimede og ormelignende propper.

En efter en føres de langsomt tilbage, hvor de kom fra – i grisene, der ligger bedøvet.

I grisene kan Asger Andersen, forsker og speciallæge i kardiologi, sammen med sine kolleger udvikle akutte og kroniske blodpropper i lungerne for at forstå sygdoms­mekanismerne bag.

»Hos patienter med akutte blodpropper i lungerne vil vi gerne vide, hvor meget væske de skal have, og om man kan få lungekredsløbet til at slappe mere af, så blodet strømmer nemmere igennem. Derudover vil vi gerne vide, hvorfor nogen udvikler kroniske blodpropper i lungerne«, siger Asger Andersen, som er afdelingslæge på Aarhus Universitetshospital og lektor på Aarhus Universitet. Han har sagt ja til at fortælle om sit forskerliv til Ugeskrift for Læger.

Det er et forskerliv, som rummer en lang række forskningsprojekter. På afdelingen er lægerne konstant i gang både med langsigtede projekter og de kortere, som har gavn for patienterne nu og her. Han er ansat i en stilling på Aarhus Universitet ved siden af det kliniske arbejde, men arbejder fuldtid i klinikken og laver både forskning her og i sin fritid. Tiden til forskning svinder ind, fordi sundhedsvæsenet er under pres, mener han.

»Desværre er forskningen truet. Der kommer flere patienter, færre senge og mere at lave. Hvis vi skal blive ved med at have et godt sundhedsvæsen, der behandler patienter med de nyeste og bedste metoder, skal vi være aktivt forskende. Men der bliver mindre albuerum til forskning som integreret del af klinikken. Der er mindre tid til fordybelse – og også bare klinisk dygtiggørelse i den kliniske hverdag – end da jeg startede med at arbejde som læge«, fortæller 43-årige Asger Andersen.

Han er interventionel kardiolog og arbejder mest med strukturelle interventioner. Han uddyber:

»Jeg lukker aurikler, venstre hjerteøre hos folk, der har atrieflimmer og ikke tåler blodfortyndende behandling. Vi har en stor forskningsaktivitet her drevet af min kollega Jens Erik Nielsen-Kudsk og inkluderer mange patienter omkring aurikellukning«, forklarer han.

I Aarhus har de eksperimentelle faciliteter og laver celle- og dyrestudier. Når de mener, at de har undersøgt det godt nok i de eksperimentelle studier, kan de forsøge at overføre det til kliniske forskningsprojekter.

Sugerøret

Han taler om sine forskningsprojekter, som når håndværkere gennemgår indholdet af deres værktøjskasser. Som udenforstående er det svært at hitte rede i. Men forskeren selv taler roligt og remser op.

Mange østjyder fik i februar kendskab til Asger Andersen, fordi han medvirkede i et tv-indslag om et særligt sugerør, som med en svuppende lyd suger blodpropper ud af lungerne. De blev hyret af et firma til at teste det på grise.

»Vi gjorde det først på grisene, dernæst et first in man-studie«.

Resultaterne blev publiceret i starten af 2023. Asger Andersen er en af de eneste herhjemme, der kan bruge sugerøret, men andre er ved at tage metoden op.

Patienterne, som kan have nytte af denne nye form for behandling, er en helt særlig selekteret gruppe. Dem, hvor der ikke rigtig er andre muligheder.

De arbejder også klinisk med blodpropper i lungerne, og om man kan give blodpropsopløsende medicin helt lokalt.

»Vi laver flere studier og kigger også på forskellige skanningsmetoder til bedre at diagnosticere, følge behandlingen og blive klogere på, hvordan blodet bevæger sig rundt i lungerne, efter vi har behandlet det«.

De kroniske blodpropper kan man enten operere ud, eller man kan bruge balloner. Operationerne bruger man, hvis propperne sidder i de store kar, ballonerne i de små.

Ved en lille gruppe af patienterne kan man gøre begge dele. Det er lidt forskelligt, hvordan man gør rundtomkring i verden, men lægerne ved ikke, hvad der er den bedste løsning for sidstnævnte patientgruppe.

»Måden at finde ud af det på er ved at lave et lodtrækningsforsøg hos gråzonepatienterne, hvor vi kan gøre begge dele. Det er jeg i gang med at sætte op sammen med gode kolleger fra andre hospitaler i Europa. Det er en stor proces«.

Det er i virkeligheden et paradoks, siger han.

»Ved meget forskning, vi laver, forsøger vi at gøre os selv arbejdsløse. Vi er i fuld gang med at teste forskellige hypoteser i vores grisemodel for, hvordan man udvikler kroniske blodpropper i lungerne. Når vi kender sygdommen, og hvordan den udvikler sig, kan vi på lang sigt være med til at forebygge den«.

Tabte ting i patienter

Mange af de tilstande, der behandles, er sjældne. En undergruppe af patienter med blodpropper i hjernen er yngre mennesker, typisk under 60 år, uden anden årsag til blodproppen end »et persisterende foramen ovale«, som er et lille hul mellem hjertets forkamre, hvor en løsrevet blodprop fra benets vener kan »shunte« til systemkredsløbet, forklarer Asger Andersen.

»Sådan et hul kan vi lukke kateterbaseret. Fordi tilstanden er sjælden, er vi heller ikke mange i landet, der laver de her procedurer«.

En stor del af Asger Andersens kliniske arbejde handler om kroniske blodpropper i lungerne. Afdelingen behandler de fleste danske patienter og behandler nogle svenske, islandske og færøske.

Han er også med til AV-klapinterventioner. Det er de klapper, der sidder mellem forkamre og hovedkamre.

»Der har vi metoder med kateter til at reparere dem. Enten ved at sætte clips på eller sætte bånd rundt om, og vi kan sætte klapper ind, som sidder ved tilløbet til højre hjertehalvdel«.

Hvis folk har huller ved syringen på indopererede hjerteklapper, kan de lukke dem, og meget sjældent lukker de et hul i ventrikelskillevæggen, uddyber Asger Andersen.

Nogle gange bliver han også kaldt, hvis nogen har tabt noget inden i patienterne, og hvis der er knækket et kateter. Eller hvis nogen har lagt en adgang og tabt lidt wire, kan de fiske det ud også, men, som Asger Andersen udtrykker det: Det er ikke så alvorligt, som det lyder.

»Vi er vant til at arbejde i tre dimensioner og har også et røntgensystem, der kan lave billeder i to planer, som er godt at bruge her, for så har man en god tredimensionel forståelse for, hvor ting ligger, når man skal hive det ud«.

Startede i en blindgyde

Asger Andersen troede først, at han skulle være kirurg og var interesseret i stamcelleforskning. Han var også interesseret i kardiologien og spurgte sin tidligere lærestolsprofessor, hvor der kunne være et projekt. Han henviste til Jens Erik Nielsen-Kudsk, der nu er ansat som professor.

»Han havde et projekt inspireret af et studie, der viste, at Viagra kunne være med til at bremse hypertrofi af venstre ventrikel hos mus, der havde fået sat en clips på aorta, så de fik øget afterload i deres venstre ventrikel«.

Det var meget interessant, fordi man også bruger Viagra til at behandle forhøjet tryk i lungekredsløbet. Hvis man kunne klarlægge, at der var en mekanisme, der både hjalp i lungekredsløb og hjalp med at bekæmpe den uhensigtsmæssige remodellering i højre ventrikel i forbindelse med hypertrofi, ville det være interessant, siger Asger Andersen med rolig stemme.

Asger Andersens studie viste ikke så meget. Behandlingen virkede ikke.

»Det var en blindgyde, men det var min indgang til det, og det var spændende med mikrokirurgi og den kardiologiske tankegang. Jeg var glad for at arbejde på afdelingen. Jeg havde en vejleder, som jeg svingede godt med, og som også er dygtig og har nogle spændende idéer. Det gjorde, at jeg forsatte i ph.d.-forløb, hvor vi kiggede nærmere på de forskellige cellesignalveje i højresidigt hjertesvigt, særligt den cellesignalvej, som Viagra påvirker«.

Blev du skuffet over at havne i en blindgyde?

»Ja. Når man er medicinstuderende og starter sin forskning, tror man, at man laver noget meget vigtigt og banebrydende. Når man bliver lidt ældre, finder man ud af, at det nok mere er summen af forskningen, som gør forskellen«, siger han og forsætter efter en tænkepause:

»Nogle er måske heldige og rammer ned i en guldåre ved første forsøg. Selvom jeg var skuffet, virkede alt det, vi gjorde. Vi kunne få modellerne til at virke, og jeg havde nogle gode resultater. Det gav motivation til at dykke videre ned i, hvad det er for nogle mekanismer, vi kan påvirke«.

Næste skridt var de akutte blodpropper i lungerne. Han lavede med kolleger et klinisk studie, hvor de gav Viagra til patienter med blodprop i lungerne for at se, om deres lungetryk faldt, og om deres højre hjertehalvdel pumpede bedre. Heller ikke dette studie viste noget.

Efterfølgende forsøg med grisene viste, at det er i den helt akutte fase, at man kan få effekt af medicin, der udvider lungekarrene. Medicinen kunne altså sænke lungekarmodstanden i forbindelse med en blodprop i lungerne i den helt akutte fase.

»En dag fik vi en idé. Det kunne være, at vi bare kunne give noget mere ilt til grisene. Det viste sig, at ilt var lige så potent til grisene som de aktive stoffer i lungekredsløbet, som vi ellers giver. Vi fandt også ud af, at effekten, hvor lungekarrene snørede sig sammen, særligt indtraf i de første timer, efter de fik blodproppen i lungerne. Når der er gået et lille døgns tid, begynder karrene at slappe af, og så er det mest den mekaniske obstruktion, der er problemet«.

Hvad fastholdt dig i specialet og i forskningen?

»Vi lavede en masse videre forskning ud fra det første projekt. Interessen har drevet mig. Jeg startede ikke med at forske, fordi jeg ville pynte mit CV. Jeg begyndte, fordi det var spændende. Det synes jeg stadig, er det allervigtigste, og det siger jeg til alle kolleger, der vil ind i forskning. Det er hårdt at lave forskning, man bruger meget tid og mentale kræfter på det. Hvis det ikke er ­interessant, holder man ikke«.

Savner delestillinger

Noget af Asger Andersens forskning er integreret i klinikken, og han kan inkludere patienter i forskningsprojekter, hvor de bliver behandlet inden for normal arbejdstid.

Men de populære delestillinger, hvor man har noget af sin arbejdstid i klinikken, andet til forskning, hænger ikke på træerne, siger han.

»Hvis man er uddannelsesansvarlig overlæge, cheflæge, skemalægger, TR eller ledende overlæge, har man fastlagt tid til det, som er betalt af regionerne. Hvis vi gerne vil have tid til forskning, skal vi altid have ekstern finansiering. Der er ikke mange, der har ansættelsestid betalt af ­regionen til forskning«.

Det er et tydeligt signal om, at forskning ikke prioriteres lige så højt som de andre områder, mener Asger Andersen.

»Hvis man vil prioritere tid til, at nogle skal undervise og lægge skemaer, skal man også afsætte tid til forskning betalt af regionen«.

I en tid, hvor sundhedsvæsenet er presset, skal man vel bruge ressourcerne på det kliniske arbejde?

»Ja, men hvis vi vælger ikke at prioritere forskning, ender vi med et sundhedsvæsen, der sakker agterud de kommende år. Forskning har en masse afledte effekter. Det er ikke kun de resultater, jeg finder fra min egen forskning. Som aktiv forsker får jeg forbindelser og bliver hele tiden opdateret på den nyeste viden. Hvis man kun prioriterer drift, begynder kvaliteten at dale, fordi vi ikke har viden om de nyeste behandlingsmetoder, og om de behandlinger, vi bruger, rent faktisk virker«.

Når forskningen er under pres, kræver det også mere af den enkelte forsker, siger Asger Andersen.

Forskningen er under pres, alligevel bliver du ved. Kan du forstå, hvis nogen læser med og tænker, at du er en klassisk tarzanlæge, der kan det hele?

»Ja, det kan da godt være,« siger Asger Andersen og griner lidt overrasket.

»Hvis du spørger en af dem, der er forskningsaktive inden for psykiatri, patologi eller mave-tarm-kirurgi, så har de nok en hverdag, der ligner min. Men det er en af de ting, man kunne kigge på i fremtiden. Nogle er virkelig dygtige forskere, allerede når de afslutter deres ph.d., og dem skal vi passe på ikke at tabe på gulvet. Man skal også kunne have en forskningskarriere uden at arbejde 50 timer om ugen«.

Er der plads til læger i den kardiologiske forskning, som også gerne vil have et balanceret familie- og arbejdsliv?

»Jeg har også en familie og har prioriteret at være meget sammen med mine børn. Samtidig skal vi jo også blive dygtige til det, vi laver klinisk. Hvis man gerne vil være en dygtig mave-tarm-kirurg, kræver det også, at man laver nogle operationer og lægger noget tid i at dygtiggøre sig. Jeg tror godt, at man i en periode af sit liv kan indrette sig med f.eks. deltid, men hvis man vil være dygtig, kræver det hårdt arbejde«, slutter han.

Region: Vi prioriterer forskning

Ugeskrift for Læger har spurgt koncerndirektør i Region Midtjylland Poul Michaelsen, hvad de gør for at prioritere forskningen og sikre behandling af høj kvalitet i fremtiden, og hvordan de forholder sig til, at læger oplever, at delestillinger med klinik og forskning ikke hænger på træerne.

Han svarer i en mail:

»Patientbehandling, uddannelse og forskning skal til enhver tid gå hånd i hånd. At forske og skabe ny viden er en kerneopgave for os og en forudsætning for den fortsatte udvikling af sundhedsvæsenet. Forskning er desuden med til at tegne Region Midtjylland som en attraktiv arbejdsplads og en ambitiøs samarbejdspartner for eksterne aktører. Aarhus Universitetshospital er vores forskningsmæssige fyrtårn. Derudover bliver der i Region Midtjylland også forsket og opbygget forskningsmiljøer i alle hospitalsenheder og øvrige enheder i tæt samarbejde med Aarhus Universitet. Vi prioriterer forskning højt, og det synes jeg også, at vores anvendelse af strategiske forskningsmidler og løbende opbygning af forskningsmiljøerne viser«.

Poul Michaelsen henviser til, at Region Midtjylland igennem de seneste år har øremærket et større millionbeløb til finansiering af universitetsklinikker ved regionshospitalerne og etablering af forskerstil­linger inden for klinisk forskning ved alle hospitaler.

»Det sagt, så beror regionens udmøntning af forskningsmidler til forskningsaktivitet og herunder delestillinger også på en bedømmelse af potentiale og videnskabelighed. Og der vil være et vist element af konkurrence for at sikre, at vi allokerer til de rigtige projekter og får de rigtige kandidater«, siger Poul Michaelsen.