»Vi har en forpligtelse til at uddanne folk i deres egen sygdom«

Ronni Mikkelsen står og venter på Neuroradiologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, hvor han er i hoveduddannelse som radiolog. Han trasker hen ad gangen i de hvide træsko, men lader sig ikke mærke med, at han kommer direkte fra en nattevagt, hvor han har siddet og beskrevet CT- og MR-skanninger det meste af natten.

»Jeg kan især godt lide det diagnostiske, hvor jeg får lov at sidde og klø mig i skægget over, hvad billederne viser, og hvad patienten fejler. I neurologien er der næsten ingen patienter, der kommer forbi en speciallæge uden at have en skanning med i bagagen. Så det har stor betydning for det kliniske arbejde«, siger Ronni Mikkelsen.

Han har altid været fascineret af hjernen og er derfor sikker på at være havnet i det helt rigtige speciale.

»Hvordan frembryder en blodprop i hjernen versus en tumor? Hvordan ser det ud, når man får demens og hjernen skrumper? Og hvordan hænger det sammen med adfærden? Hjernens funktioner, og hvordan de halvandet kilo fedt kan udgøre vores tanker, følelser og funktioner, synes jeg er utroligt spændende«, siger Ronni Mikkelsen.

Undervisning er en fordel ved patientformidling

På den anden side af gaden ligger Aarhus Universitets medicinuddannelse. Her underviser Ronni Mikkelsen to uger om året lægestuderende i neuroanatomi. Han startede med at undervise i fysiologi, fordi undervisning ser godt ud på CV’et hos en ung læge. Men han fandt hurtigt ud af, at det ikke bare er endnu et flueben ved en kompetence, men at det er en vigtig del af hans identitet som læge.

»Det ligger i vores grundmetier, at vi har en forpligtelse til at udbrede vores viden. Men det gælder også på det patientmæssige plan. Vi har forpligtelse til at uddanne folk i deres egen sygdom, i hvordan den hænger sammen, og hvad der skal gøres ved den. Der er det fedt at have en underviserbaggrund, hvor jeg er vant til at forklare og nogle gange at finde nogle andre ord for tingene. Da jeg havde patienter på Neurokirurgisk Afdeling, oplevede jeg også, at det gav dem en tryghed, at de fik en god saglig forklaring på, hvordan deres sygdom hænger sammen«, siger han.

I radiologien forklares alt ud fra skanninger. Men Ronni Mikkelsen ser ikke kun skanningerne som en arbejdsmetode, men også som et godt undervisningsredskab.

»Skanninger er et konkret redskab til at forklare ud fra, og det gør det nemmere for patienten at forstå sygdommen. Det kan være svært at forholde sig til, at man har en blodprop, men kan jeg vise patienten på et billede, præcis hvor blodproppen sidder, bliver det mere håndgribeligt. Der er ingen hokuspokus eller gætterier, det er ren fakta og videnskab«, siger Ronni Mikkelsen.

Derfor medbringer han ofte skanningsbilleder fra sin egen arbejdsdag, når han underviser, for at vise konkrete cases til de studerende, så de derigennem kan få en bedre forståelse af, hvordan hjernen hænger sammen.

»Et eksempel kan være en blødning, der trykker på hjernen og får den til at flytte sig, så pupillen udvider sig på samme side, fordi hjernen kommer ned og trykker på den tredje kranienerve«, forklarer Ronni Mikkelsen.

For ham er det kliniske arbejde, undervisning og forskning tre uadskillelige kompetencer.

»Hvis man vil være god til at undervise, bliver man nødt til at kunne noget af videnskaben. Hvis man vil være god til videnskab, er man nødt til forske og selv tilegne sig noget videnskab. Og hvis man skal være god til at behandle patienterne, skal man hele tiden følge den forskningsmæssige udvikling for at være opdateret med, hvad der er bedst for den enkelte patient, og samtidig kunne videreformidle det til patienten«, siger Ronni Mikkelsen.

Medicin er hans hobby

Ud over at undervise lægestuderende holder Ronni Mikkelsen også kurser i neuroanatomi for neurokirurger, forsker i karsygdomme i hjernen og er aktiv som læge blandt Østjyllands Brandvæsens samaritter.

Han bor i en lejlighed i det vestlige Aarhus sammen med sin kæreste Mathilde, der er sygeplejerske på Neurointensiv Afdeling og modtager mange af Ronnis patienter. Da hun selv arbejder tæt sammen med læger hver dag, har hun forståelse for den livsstil, der ligger i et lægeliv, og det har ifølge Ronni Mikkelsen stor betydning. Fordi det det at være læge for ham er lige så meget en hobby.

»Når jeg kommer hjem fra arbejde, sætter jeg mig ofte foran computeren og nørder nogle artikler og skriver noget sammen, mens min kæreste laver mad. Jeg bruger altså mange aftener og timer i fritiden på medicin. Men fordi jeg synes, det er sjovt og spændende, vil jeg ikke ændre det, og så er det prisværdigt, at min kæreste har forståelse for det«, siger Ronni Mikkelsen.

Lytter til hjernen i maven

Inden han kom i hoveduddannelse i radiologi, fik han snust til neurokirurgi. Han var bidt af det kirurgiske og de intensive patienter. Men han fandt hurtigt ud af, at arbejdet ikke føltes rigtigt.

»Der var en meget stor arbejdsbelastning, og specialet passede bare ikke helt til mig. Derfor valgte jeg at skifte til neuroradiologi, hvor det bare føltes rigtig med det samme. Det tiltaler mig meget at udføre det minimaltinvasive i at trække en blodprop ud af et hjernekar eller at føre et kateter op og lukke en udposning på et kar sammen med det diagnostiske«, siger Ronni Mikkelsen.

»Jeg mener, at det er vigtigt, at man fra start af i faget lægger et niveau, hvor man synes, det er sjovt, og hvor man har det godt både på arbejde og privat. Er det ikke tilfældet, mener jeg, at man bør ændre tingene, for ellers kører man død i det. Og det lider både det faglige liv og privatlivet under«.

Han oplever, at det store produktionskrav i sundhedsvæsenet betyder, at især overlægerne ligger under for et stort pres, men han har også oplevet flere unge kollegaer, der har måttet sygemelde sig, fordi presset var for stort. Derfor har tanken om stress selvfølgeligt strejfet ham, men han er alligevel sikker på, at han har fundet den rette karriere.

»Der er flere nerveceller i tarmen, end der er i hjernen. Derfor er det nogle gange bedre at lytte til hjernen i mave-tarm-systemet end at høre på hjernen i kraniekassen. Hvis jeg havde det sådan, at jeg ikke orkede det, når jeg kom hjem, og jeg ikke gad at bruge så lang tid på mit arbejde, som jeg gør, så var det et problem. Og så måtte jeg ændre mine faglige ambitioner og ønsker. Men så længe jeg bliver glad af det, jeg laver, og jeg har mavefornemmelsen med, så vil jeg fortsætte«.

Læs alle artiklerne fra sommertillægget i Ugeskriftets arkiv