Skip to main content

Vi har et godt system som vi skal værne om

Journalist Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

1. nov. 2005
4 min.

Mette Bitsch-Christensen er praktiserende læge i Frederiksborg Amt, og hun mener, at vi i debatten om sundhedscentre skal huske at påskønne det system, vi har opbygget gennem mange år.

»Der er en vigtig ting, vi ikke må glemme: Vi har et helt unikt system med et net af praktiserende læger, der for den enkelte er indgang til sundhedssystemet. Det er os, der vurderer, hvad der bør ske, og om patienten eventuelt skal videre i systemet. Vi er gatekeepere, og det er et godt indarbejdet system, som vi skal værne om.«

Mette Bitsch-Christensen er dog ikke helt afvisende over for begrebet sundhedscentre, men det afhænger helt af, hvad der ligger i det:

»Nu bryder jeg mig slet ikke om navnet, ,sundhedscentre`. For hvad signalerer det, og hvad ligger der i ordet? Det er et noget upræcist begreb, synes jeg nok, specielt når vi ikke ved, hvilken faglighed det indeholder. I sig selv kan denne form for centre imidlertid være udmærkede, men det kræver, at vi afklarer, hvem der tager sig af hvad.«

Tavshedspligten som skjold?

»Det kan være fint at have steder, der kan give et skub til de mennesker, der på én eller anden måde er gået i stå eller som har været ude for noget, som gør det svært at komme videre. Det kan være aflastende for os, og det kan være supplement men ikke erstatning for samtalen med den praktiserende læge. Vi er uddannede til at tage samtaleterapi, vi har erfaringen og den faglige kompetence til at tage disse samtaler. Men ofte kan det være godt for et menneske, der fysisk eller psykisk har nogle midlertidige problemer, at mødes i et forløb med mennesker, der måske af andre årsager har svært ved at komme videre i livet. Derfor skal vi ikke som praktiserende læger generelt være bange for at gå ind i et samarbejde i tilfælde, hvor det er til patientens bedste og kan give øget selvtillid og vise nye veje frem. Og derfor skal vi heller ikke bruge tavshedspligten som et skjold, hvis vore patient gerne vil, at vi samarbejder med andre om et forløb på et såkaldt sundhedscenter. Det kan faktisk være godt i mange sammenhænge.«

Hvad kan jeg og hvad vil jeg?

Mette Bitsch-Christensen mener, at sådanne sundhedscentre kan bidrage til afklaring for patienter, der ikke kan komme tilbage til et tidligere arbejde, men som gerne på én eller anden måde vil ind på arbejdsmarkedet igen - måske med en ny start. Her kan information, samtaler, praktikforløb osv. være nyttig:

»I sådanne tilfælde tror jeg, at disse centre kan være gode til at skabe afklaring for den enkelte, hvis det gribes rigtigt an. Det er kun fint, og vi som praktiserende læger skal ikke være bange for at spille med på den bane. Sammen med patienten/kursisten kan vi yde vort bidrag til en afklaring af, hvad vedkommende kan og gerne vil med hensyn til videre beskæftigelse, uddannelse osv. Vi kan som læger bidrage til at få hele spektret med, og så bør vi heller ikke der sige fra og gemme os bag tavshedspligten, hvis det er imod patientens ønsker og interesser.«

Vi skal ikke kaste med smuds

Men der er et område, hvor Mette Bitsch-Christensen siger helt fra:

»Jeg er først og fremmest bekymret for de sundhedshuse/sundhedscentre eller lignende, hvor man kan gå ind fra gaden og få for eksempel målt kolesteroltal eller lavet andre undersøgelser uden lægelig bistand. I dag er teknologien jo så langt fremme, at man kan opstille maskiner overalt og lave diverse undersøgelser, men denne form for undersøgelser må ikke stå alene, der skal følges op med samtale, og vi skal se på helheden. Det hjælper jo ikke, at et menneske får at vide, at kolesteroltallet er for højt, hvis det ikke følges op med en samtale. Folk kan jo ikke bruge sådanne tal til andet end til at blive bekymrede.«

For Mette Bitsch-Christensen er det altså helt afhængigt af, hvad den faglige indgang er, og hvad centrene beskæftiger sig med.

»Vi skal ikke blot smide snavs i hovedet på hinanden og helt afvise samarbejde, for nogle af disse centre kan have deres berettigelse. Men vi skal passe på et godt indarbejdet system med den praktiserende læge som indgangen til sundhedssystemet, og så skal vi have klarlagt, hvem der tager sig af hvad.«