»Vi har ikke tid til at vente længere«

»Vi prøver noget nyt af i år,« lød det fra konferencier Mireille Lacroix, da hun officielt åbnede Lægedage mandag eftermiddag. Det nye var en markant kortere åbningssession, som kun tog halvanden time, men som bød på de velkendte elementer: Først Sundhedsministerens tale efterfulgt af paneldebatten. I år om: ’Arvesølv og nybrud i almen praksis’.

Sundhedsministeren startede med at binde en elegant sløjfe på netop temaet, for Sophie Løhde mente, at hun selv måtte være en slags arvesølv. For syv år siden stod hun også for åbningstalen på Lægedage, og derfor mente hun med et skævt smil, at hun også leverede en slags kontinuitet.

I arvesølvets navn havde ministeren fundet sin gamle tale fra 2016 frem og konstaterede, at nok var Christian og Anders skiftet ud med Jørgen og Bolette. Men:

»Ellers er meget som dengang,« sagde Sophie Løhde med henvisning til, at temaet, sidst hun var sundhedsminister, var: ’Dr. Hansen 2.0’. Altså en opdatering af den praktiserende læge.

Svær og stor opgave

Efter de indledende ord tog ministeren dybere fat om sin sløjfe, for som hun sagde: Både nu og dengang er behovet det samme:
»Når temaet i år er ude i noget af det samme, er det ikke fordi, arrangørerne af Lægedage er uopfindsomme,« forsikrede hun.

»Det fortæller bare noget om, at det en svær og stor opgave at rykke sundhedsvæsenet og lave mærkbare forandringer og udstikke en ny kurs. Og dermed at ting tager tid,” sagde Sophie Løhde og tilføjede, at nok er der stadig brug for at opdatere Dr. Hansen, men vi har mere travlt nu, end vi havde for syv år siden:

»Vi har ikke tid til at vente længere,« understrede hun med henvisning til det voksende antal kronikere, ældre og multisyge samtidig med færre hænder.

Hun talte herefter om, at almen praksis fortsat skal være knudepunkt i det samlede sundhedsvæsen. At almen praksis skal melde sig endnu mere ind på banen i ’fællesskabet’ i sundhedsvæsenet. Og at politikerne til gengæld skal sørge for at understøtte udviklingen og gøre det nemmere og muligt for almen praksis.

»Lige siden jeg satte mig i stolen i ministeriet, er der blevet skreget på langt mere prioritering,« sagde hun og forklarede, at regeringen derfor har taget initiativ til et tværgående nationalt prioriteringsråd.

Afhænger af dem man spørger

Derefter gik paneldebatten i gang. Ordstyrer og journalist Nynne Bjerre Christensen ville have panelet til at give bud på, hvad patienterne mon forventer af sundhedsvæsenet de næste ti år?

Jesper Fisker deltog i debatten med to hatte på: Som administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse og formand for Sundhedsstrukturkommissionen. Hans bud på patienternes ønsker:
»Tilgængelighed og sammenhæng,« sagde han.

Det ville Anders Kühnau, formand for Danske Regioner, gerne nuancere.

»Det afhænger af, hvem man spørger,« sagde han og påpegede, at i et længere sygdomsforløb er det sammenhængen, der er brug for, mens tilgængelighed kan være vigtigere for yngre og mere raske patienter.

Den tanke gik DSAM’s formand Bolette Friederichsen i rette med, idet hun påpegede, at patienter ikke nødvendigvis ved, at de har brug for sammenhæng, mens de stadig er raske.

»Det er de mange kontakter, vi har med dem inden, de bliver syge, som bidrager til, at vi kan levere varen, når de bliver syge,« sagde hun.

På kanten af det rimelige

Ordstyreren ville herefter tale om opgaveglidning, og hvor meget den praktiserende læge kan tåle at blive fortyndet. Formand for PLO Jørgen Skadborg mente, at lægen allerede nu er fortyndet lige til kanten af det rimelige med klinikpersonale, der tager sig af alt fra blodprøver til kontroller og visse behandlinger.

»Vi kan ikke blive ved med det. Nu har vi alt det personale, vi kan have,« mente han og pegede på, at udviklingen hen mod endnu flere digitale løsninger også er med til at yderligere at fortynde den praktiserende læge.

Der blev talt en del om netop digitaliseringen i debatten, og Jesper Fisker, formand for Sundhedsstrukturkommissionen, spåede, at lægens dagligdag vil se meget anderledes ud om 15 år.

»Det bliver meget mere digitalt. Men på basis af egen læge. Det kan godt være, at man ikke har talt med sig egen læge i et år, men man ved, at vedkommende er der. Relationen mellem de digitale muligheder og den fysiske tilstedeværelse vil se noget anderledes ud,« mente han.

Elsker kommunerne

Bolette Friderichsen fik til opgave at svare på hvad, der skal være mindre af i fremtiden, hvis almen praksis skal være bæredygtigt. Her kom hun til at fremhæve de grupper, der skal være plads til: De gamle og multisyge, men også mere oversete grupper som de mange teenagere, der er på kanten af psykisk sygdom samt de mange ældre, der holder op på arbejdsmarkedet.

»De tre grupper fylder mere og mere,« sagde hun.

Men hvad skal der så være mindre af, blev hun spurgt igen?

»Det er klart, at alle dem, der kan selv, må få mindre service - de må købe et blodtryksapparat i Matas og måle selv. Og alle gummistemplerne og det administrative arbejde. Det skal der være mindre af,” mente DSAM-formanden, som til gengæld ønskede sig mere af én bestemt ting:

»Kommunerne,« sagde hun.

»Vi elsker vores kommuner. På sygehusene afslutter de patienterne. Det gør vi aldrig i almen praksis. Og det gør de heller ikke kommunerne,« fortsatte hun.

»Derfor har vi en fremtid sammen,« sluttede hun - til en meget stor klapsalve.