Content area

|

»Vi havde ønsket, at vi som sundhedspersoner kunne undsige os at deltage i tvangsbehandling«

Lægeforeningen ser store forbedringer i det endelige lovforslag til en ny epidemilov, men der er stadig væsentlige mangler. Læger skal fortsat deltage i tvangsbehandling, og den sundhedsfaglige del af epidemikommissionen, eksperter fra kliniske miljøer og universiteter burde fylde mere.
Foto: Læger.dk
Forfatter(e)
Ditte Damsgaard dd@dadl.dk

Først fik ordet »tvang« debatten til at syde, og udkastet til ny epidemilov blev skrottet før jul.

Dernæst fik endnu et lovforslag til en ny epidemilov Lægeforeningen til at slå bremserne i, fordi læger potentielt kunne ende med at modtage klager fra patienter, som var utilfredse med at blive isoleret eller behandlet mod deres vilje efter påbud fra en styrelse.

Derudover fyldte sundhedsfagligheden for lidt, lød kritikken fra Lægeforeningen og Lægevidenskabelige Selskaber (LVS).

Efter andenbehandlingen ligger et nyt forslag til en epidemilov klar, og det skal tredjebehandles og vedtages den 23. februar og gælde fra 1. marts 2021.

Flere partier kræver dog, at vedtagelsen bliver udskudt, fordi regeringen først har fremlagt dokumenter om sundhedsfaglig rådgivning torsdag og dermed få dage, før loven skal vedtages, skriver dr.dk.

Det reviderede forslag er forbedret, og Lægeforeningen oplever, at regeringen har kunnet se fornuften og har lyttet, siger formand Camilla Rathcke.

Det drejer sig især om, at det ikke bliver muligt for patienter at klage over den enkelte læge, hvis patienter udsættes for tiltag, f.eks. isolation, som er iværksat efter påbud fra myndighederne.

»Vi har fået loven justeret, så de tiltag, som Styrelsen for Patientsikkerhed måtte give påbud om at iværksætte, ikke kan føre til en klage over den enkelte læge. Det drejer sig f.eks. om isolation, udredning eller behandling. I stedet skal klagen over beslutningen rettes til Ankenævnet for Epidemiloven. Sådan må det være, for den enkelte læge skal ikke stå til ansvar for genelle tiltag udstukket af myndighederne«, siger Camilla Rathcke.

Sundhedspersoner står stadig på mål for den måde, de agerer på i selve behandlingen af den enkelte patient, og skal selvfølgelig fortsat agere med omhu og samvittighedsfuldhed, understreger Lægeforeningens formand.

»Jeg er meget tilfreds med, at man godt kan se, at der er en problemstilling. Det er vigtigt, fordi vi har at gøre med tiltag, som iværksættes bredt fra en myndighed, formentlig baseret på nogle opstillede kriterier om, hvor smitsom sygdommen er, eller hvor mange syge der er i samfundet, over for lægens individuelle rolle og ansvar for den enkelte patient. Lægen skal agere i en ramme, hvor det er besluttet, at en læge potentielt med tvang skal gøre noget bestemt over for en person«, siger Camilla Rathcke.

Isolation og behandling mod patientens vilje er noget, sundhedspersoner potentielt skal medvirke i, men det er ikke lægens beslutning.

»Når vi så står med et individ, der måske skal behandles, måske endda med tvang, skal vi selvfølgelig behandle vedkommende på en rigtig måde og med de rigtige præparater og doser, og det står vi på mål for. Men vi vil ikke som individuelle læger stå på mål for, at der er truffet beslutninger fra myndighedernes side om at iværksætte nogle tiltag, som man har set på ud fra en epidemiologisk betragtning om, hvad der er godt for samfundet eller sundhedsvæsenet«.

Så lægens ryg er ikke 100 pct. fri, der er stadig et lægefagligt ansvar, og en patient kan klage over selve behandlingen?

»Ja, der er stadig et lægefagligt ansvar, når vi står med patienten, og det skal vi ikke undsige os. Vi har altid et ansvar i den enkelte behandling. Vi står på mål for, om vi behandler patienten ordentligt og korrekt«.

Men det er vel stadig en ny situation for en læge at skulle pode eller behandle en patient imod patientens vilje. Går det på kompromis med hele etikken i lægegerningen og forholdet til patienten, hvis man bliver pålagt at isolere og tvangsbehandle en patient?

»Der er ingen tvivl om, at vi gerne havde ønsket, at vi som sundhedspersoner kunne undsige os at deltage i tvangsbehandling, som vi kan have svært ved at stå på mål for i den enkelte situation. Når beslutningen om tvang ligger på myndighedernes skuldre, ligger den også uden for det lægefaglige skøn i den enkelte situation. Men sådan er det ikke blevet. Hvis der ikke er stort sundhedsfagligt belæg for at gøre det ene eller det andet, kan der opstå tvivl hos den enkelte læge, om man synes, at man gør det rigtige eller det forkerte. Men jeg kan også forestille mig situationer, hvor vi har at gøre med en ekstremt smitsom epidemi, og hvor der er ekstrem høj dødelighed, og hvor der er personer i befolkningen, som ikke vil anerkende sygdommen eller ikke synes, at de skal underlægges tvang. Og hvor læger synes, at tvangen er helt forståeligt, fordi det sundhedsfagligt er meningsfuldt«.

Grundlaget for beslutningen om at iværksætte tiltag skal være sundhedsfagligt forankret, så læger også kan se meningen med og vigtigheden af det, påpeger Camilla Rathcke.

Lægeforeningen har også påpeget, at det er nødvendigt med mere sundhedsfaglig tyngde i epidemikommissionen, så det er gennemsigtigt, hvilke hensyn samfundet tager, når der iværksættes tiltag.

Også på det punkt er det seneste lovforslag bedre end det oprindelige, mener Camilla Rathcke.

»Men det er ikke endt på en måde, hvor vi har armene over hovedet af begejstring. Men det er dog en bedring, at der trods alt skal konsulteres sagkyndige«.

Der står nu også specifikt, at epidemikommissionen skal inddrage andre særligt sagkyndige såsom lægevidenskabelige selskaber og sundhedsfaglige repræsentanter.

»Det er endt et bedre sted, men jeg mener ikke, at sundhedsfagligheden fylder tilstrækkeligt. Epidemikommissionen består af repræsentanter udpeget af ministre på flere andre resortområder end sundhedsområdet samt naturligvis repræsentanter fra sundhedsmyndighederne, som dog også betjener deres departement og sundhedsministeren. Så anvendelsen af mere uafhængige eksperter, f.eks. fra universiteterne og de kliniske miljøer, som man også har rådført sig med under denne epidemi, måtte gerne fylde mere«.

Det er epidemikommissionen, der skal inddrage en særlig sagkyndig rådgivning, ikke ministeren?

»Ja, men det er også epidemikommissionen, der skal indstille, hvorvidt Styrelsen for Patientsikkerhed kan iværksætte tiltag. Så det er her, den sundhedsfaglige tyngde skal være, så man reelt kan se belægget for at indstille til f.eks. at tvangsisolere eller forsamlingsbegrænse«.

Camilla Rathcke havde håbet, at epidemikommissionen var mere sundhedsfagligt funderet.

»Det er fint, at de kan inddrages. Men det havde været klædeligt, hvis der havde siddet nogle personer i epidemikommissionen, som var uafhængige af at være ansat i en myndighed eller udpeget af en minister, og som var udpeget på baggrund af deres sundhedsfaglige indsigt i området. Sådanne uafhængige eksperter vil det altid være relevant at inddrage i epidemikommissionens arbejde under en epidemi«.

Right side

af Torben Mahneke | 22/10
1 Kommentar
af Flemming Amter | 19/10
1 Kommentar
af Henrik Dibbern | 18/10
1 Kommentar
af Jens Langhoff-Roos | 17/10
3 kommentarer
af Tomas Christensen Kjær | 16/10
1 Kommentar
af Lars Lindberg Andersen | 15/10
1 Kommentar
af Johan Tommy Robert Wallentin | 14/10
1 Kommentar