ET DØGN MED ... Mille Berg Morberg er overlæge på akutafdelingen, Regionshospitalet i Viborg. Hun fortæller om en helt normal 2. påskedag.
06.00 Vækkeuret ringer. Efter morgenmad og en fireårig søn, der gerne vil putte lidt mere med sin mor, kører jeg hjemmefra for kl. 7.30 at mødes med det afgående vagthold fra akutafdelingen. Får hurtig briefing om, hvilke patienter, vi har liggende, og hvem, der er dårlige.
8.00 Dagens første akutte medicinske traumekald. En 75-årig mand med lufthunger. Anæstesien, medicinsk mellem- og bagvagt, sygeplejefagligt personale fra Modtagelsen og jeg mødes. Efter en hurtig rollefordeling, begynder vi at stabilisere patienten. Jeg henter en skanner og foretager en hurtig skanning af hjerte og lunger. Det ser fornuftigt ud. Det er ’kun’ et spørgsmål om KOL i forværring hos den i øvrigt dialysekrævende patient. Vi får lagt plan for hvordan han skal undersøges nærmere, og hvilket afsnit han derefter skal viderebehandles på.
08.30 Den kirurgiske vagt ringer og spørger, hvor jeg bliver af – der er morgenkonference. Jeg overlader den stabiliserede patient til det medicinske vagthold og går op for at lede konferencerne – i weekenden deltager jeg i både den kirurgiske og den medicinske. Der skal sikres opfølgning og plan for de patienter, vi har i akutafdelingen. Jeg sætter en ansvarlig på hver patient og sørger for, at stuegangen fordeles.
9.30 Som akutlæge skal jeg se alle patienter, der triagerer rødt eller orange. Jeg tager en yngre læge med for at tage imod en kvinde, som har svært ved at få luft. En a-punktur viser, at hun ophober udåndingsluft. Hun har brug for NIV-behandling (Non-Invasiv Ventilation red.). Da vi har lagt en udrednings- og behandlingsplan, går jeg ned for at hjælpe ved stuegang på de medicinske patienter i modtagelsen.
12.00 Vi modtager en icterisk (gul af ophobet galde i kroppen, red.) patient. Hun triagerer gul og modtages af en af vore KBU læger. Jeg er med som sparringspartner, da han skal planlægge et udredningsprogram. Skanning viser en lidt stor galdeblære, men ikke nogen sikker forklaring. Vi holder flere muligheder åbne. Jeg går ind for at orientere patienten og hendes pårørende om de foreløbige prøvesvar.
13.12 Jeg bliver kaldt til en respiratorisk dårlig patient sammen med medicinsk mellemvagt. Vi får hende stabiliseret, så mellemvagten kan tage over. Jeg kan trække mig og lade den indlæggende læge skrive journalen og bestille undersøgelserne. Jeg er bare med som sparringspartner og supervisor.
13.50 Efter lidt frokost følger jeg op på nogle af de indlagte patienters prøvesvar. I løbet af dagen superviserer jeg desuden de yngre lægers udrednings- og behandlingsplaner for de nyindlagte medicinske, kirurgiske og urologiske patienter.
14.55 Den vagthavende mikrobiolog ringer – der er fundet bakterier i blodet hos en af vores indlagte patienter. Vi har allerede igangsat antibiotisk behandling, og spørgsmålet er, om vi skal fortsætte med det, eller vi skal skifte. Jeg ringer bagud i systemet og informerer den læge, der har ansvar for patienten.
15.20 Den respiratorisk dårlige kvinde fra i formiddags er blevet tiltagende ukontaktbar. Hun er er ikke blevet bedre med NIV-behandling – tværtimod. Efter en snak med anæstesibagvagten enes vi om at beholde hende i akutafdelingen endnu en time efter anlæggelse af nasal airway. En sygeplejerske kontakter de pårørende. Patienten har Alzheimer og vi har brug for at vide, hvad hendes funktionsniveau er, og om familien har taget stilling til behandlingsniveauet.
16.00 Efter vagtoverdragelsen kører jeg hjem til hygge med mand og fire børn, afvikling af vasketøj, lektiehjælp og aftensmad. Men det er helligdag, så ingen skal køres til fodbold eller håndbold.
19.45 Den mindste skal puttes. Jeg falder selv i søvn og vågner kl. halv ni. Dernæst er det tid til madpakker, et par arbejdsmails og lidt afslapning inden sengetid.
