Vi kan hjælpe, men ikke med døden

Kendte danskere har i sommerens løb forsøgt at genrejse debatten om såkaldt aktiv dødshjælp. Det er sket med bombastiske udtalelser om, at de enten har ombragt deres forældre eller fortryder, at de undlod at gøre det. Deres bestræbelser har fået rygvind fra en meningsmåling, hvor en ganske stor majoritet går ind for aktiv dødshjælp, altså at lægerne skal have lov til at yde dem denne hjælp. Det skal være fuldstændig klart, at det ikke er en tilladelse, vi som læger ønsker at få. Syge mennesker i dette land skal kunne være helt sikre på, at lægen de møder vil gøre sit yderste for at hjælpe og lindre. De møder ikke en bøddel.

Det er i sig selv ikke overraskende, at en meningsmåling viser en stor majoritet for aktiv dødshjælp. Som man spørger, får man svar, og selve begrebet hjælp til at dø har en positiv undertone. Det understøtter desuden de almindelige strømninger i samfundet mod større individualisme, ret til at bestemme over eget liv og derfor som en naturlig slutning også over sin egen død. De skrækhistorier, som fortæller om frygtelige lidelser og en uværdig død, understøtter naturligvis folkestemningen og ønsket om at have indflydelse på livets afslutning.

Det er her, at misforståelsen opstår. Det er ikke sådan, at lægen overlader den dødeligt syge patient til sin skæbne. Hvis patienten får det, som beskrives som ubærlige smerter, er det lægers og sygeplejerskers opgave at give omsorg og lindring. Hvis behandling er udsigtsløs, kan patient, eventuelle slægtninge og læge sammen beslutte at ophøre med behandling og udelukkende sørge for lindring. Det indebærer store og stigende doser af smertestillende midler, der kan afkorte livet. Men det er noget ganske andet end aktiv dødshjælp, eutanasi, der reelt er en aflivning af patienten. Det patienten oplever ved lindrende behandling er, at læger og sygeplejersker har været med til bære dem det sidste stykke af vejen i livet. Alternativet er ubærligt.

Når debatten om eutanasi blusser op, henvises der ofte til erfaringerne fra Holland, hvor det har været legaliseret i årevis. Men netop de hollandske erfaringer gør vores holdninger i Danmark og de andre nordiske lande mere stålsatte. Det har været nødvendigt at justere den hollandske lovgivning i flere omgange, bl.a. fordi der kunne være tvivl om de pårørendes motiver for at ville have aflivet et ældre familiemedlem. Den »ubærlige lidelse«, som er et af kriterierne for, at der kan gives aktiv dødshjælp, gjaldt tilsyneladende i nogle tilfælde mere det bøvl, som de pårørende havde med den syge, end den tilstand, som den syge selv var i. Vi har ikke noget ønske om at blive part i den type dilemmaer, som en sådan retstilstand kan udløse.

Derfor vil vi fra Lægeforeningen gøre alt, hvad der er muligt, for at støtte vores lovgivere i, at den nuværende retstilstand ikke bliver ændret. Vi har i Danmark en yderst fornuftig lovgivning, der gør det muligt at hjælpe og lindre patienter i den sidste fase af livet. Vi bygger vores lægegerning på tillidsforholdet mellem lægen og patienten. Det må nogle højrøstede debatindlæg ikke ændre ved.