Ud af vaginaen på en fødselsdukke – et såkaldt fødefantom – trækker en læge en lille lap papir med navnet på vinderen af dagens julegave. Det er overlæge Anette Perslev, som denne dag må tage en valgfri pakke fra kurven midt på det julepyntede bord i mødelokalet på Hvidovre Hospital.
Morgenkonferencen på Gynækologisk-obstetrisk Afdeling på Hvidovre Hospital begynder som altid i julemåneden med pakkelegen og ikke mindst en julesang for at sprede lidt hygge, inden dagens faglige program bliver gennemgået.
Men bag julesangen »En lille nisse rejste« og lægehumoren i den lidt alternative navneskilteskjuler ligger en frustration over et tiltagende arbejdspres, der findes både på fødselsafdelingerne og i resten af sundhedsvæsenet, samt ikke mindst en nærmest bedende opfordring fra lægerne til landets politikere om at prioritere.
Som Lars Bo Krag Møller, overlæge på afdelingen, siger:
»Nogle døgn har vi fire fødsler, og andre døgn har vi 34 fødsler. Det er meget svært at lave et vagtskema, som præcis forudser det rette antal personale til det rette antal fødende. For et akutområde som fødselsområdet er det derfor nødvendig med et beredskab, og derfor vil der være personale, der ikke laver noget i et beredskab, men den margen bliver smallere og smallere. Så når vi har få fødende, går det godt, men når vi har mange fødende, bliver vi presset. Derfor bliver politikerne nødt til at forstå, at især denne toprocenteffektivisering rammer os hårdt. Vi kan ikke effektivisere en fødsel mere«, siger Lars Bo Krag Møller, da han efter morgenkonferencen sammen med en gruppe af afdelingens læger fortæller om deres arbejde.
Hvis politikerne var ærlige
Da Morten Hedegaard efter 14 år i stillingen for nylig sagde op som klinikchef på Rigshospitalets fødeafdeling satte det gang i en mindre lavine af tilkendegivelser fra stort set alle landets fødeafdelinger om et arbejdsmiljø, der havde nået sin grænse og i flere tilfælde havde overskredet den. Morten Hedegaards lægekollegaer på Obstetrisk Klinik på Rigshospitalet udsendte straks en sympatierklæring med ham, seks af regionens overlægeråd bakkede efterfølgende op om pointen, at smertegrænsen ikke kun er nået på fødeafdelingerne, men på hele sundhedsområdet, og den nye sundhedsminister er blevet kaldt i samråd.
Få – hvis nogen – begræder Morten Hedegaards opsang til systemet og politikerne, men for lægerne denne morgen på Gynækologisk-obstetrisk Afdeling på Hvidovre Hospital er det vigtigt, at diskussionen kommer til at handle om hele sundhedsvæsenet. Overlæge Susanne Neergaard Poll forklarer det på denne måde:
»Læger skifter arbejde hele tiden, og det afspejler sig ikke i overskrifter. Men når en klinikchef fra Rigshospitalet går i protest, får det opmærksomhed, og det er som udgangspunkt godt for sundhedsvæsenet som helhed, fordi der sikkert er mange steder, hvor der føles et stigende pres. Jeg oplever, at de fødende har forventninger, som vi ikke altid kan honorere. Og det er frustrerende. Det er ikke fordi, vi ikke vil gøre vores arbejde godt nok, men fordi de rammer, vi har, er, som de er. Og hvis politikerne var ærlige og sagde, at der var grænser, vil vores arbejde blive nemmere«, siger Susanne Neergaard Poll og fortsætter:
»I dag har vi eksempelvis en speciallæge hjemme med sygdom, og det betyder, at vi nødt til at aflyse et helt ambulatorium. Det er frustrerende både for de kvinder, der har taget en dag fri for at komme til hospitalet, og for os læger. Tilsvarende historier kan andre afdelinger sikkert fortælle, så diskussionen om fødeafdelingerne er formentlig bare et symptom på, at mange i sundhedsvæsenet er pressede«, siger Susanne Neergaard Poll.
Landets største
Gynækologisk-obstetrisk Afdeling på Hvidovre Hospital er suverænt landets største fødeafdeling med forventeligt knap 7.000 fødsler i 2016. Et tal, som er steget i de seneste år, og som forventes at nå 7.200 fødsler i 2017. Pengene er også fulgt med samme vej, så afdelingen i 2016 har et budget på ca. 220 mio. kr. mod 216 mio. kr. i 2013. Tallene bliver leveret af Charlotte Wilken-Jensen, ledende overlæge på afdelingen, der på sit kontor på etagen over fødeafdelingen kan fortælle, at der er flere ting, der presser lægerne og de andre ansatte.
»Vi laver vores arbejde godt og med høj patientsikkerhed, men vi laver det ikke så godt, som vi gerne vil. Og det giver frustrationer. Hvis man hver dag går hjem med følelsen af at kunne have gjort det lidt bedre, så daler ens arbejdstilfredshed«, siger Charlotte Wilken-Jensen.
Afdelingen er ifølge den ledende overlæge presset både af at skulle nå politisk fastsatte mål som udrednings- og behandlingsgaranti, det årlige toprocentseffektiviseringskrav, implementeringen af sundhedsplatformen og ikke mindst af en stor mangel på jordemødre. Og paradoksalt nok viser afdelingens tal, at knap to mio. kr. står ubrugte hen på afdelingens konto i år, fordi der ikke er ledige jordemødre. Ud af de normerede 120 jordemoderfuldtidsstillinger er 25 pct. på orlov af forskellige årsager, og det presser hele afdelingens personale.
Afdelingen foreslog derfor på et tidspunkt at droppe hjemmebesøg hos de gravide for ad den vej at spare sig vej til målet, men det fik de ikke lov til af politikerne. Den service vil politikerne gerne yde borgerne, men når en jordemoder er på landevejen på hjem til en gravid, er hun taget ud at et i forvejen presset vagtskema.
»Det koster dobbelt så mange jordemodertimer, som hvis de gravide kom ind på hospitalet. Og det presser personalet væk fra kerneopgaven og presser resten af personalet«, siger chefjordemoder Marianne Skovby Rasmusson, der understreger, at forslaget om at droppe hjemmebesøgene blev stillet, fordi afdelingen mangler jordemødre og ikke fordi ledelsen ønsker at afskaffe hjemmebesøgene.
»Hvis vi havde jordemødre nok og var fuldt bemandet, ville situationen være en anden, men det handler om at ville prioritere i en tid med mangel på personale,« siger hun.
Noget andet, som er med til at presse afdelingen, er hjemmefødsler. Antallet af planlagte hjemmefødsler er på Hvidovre Hospital på to år steget fra 1,5 pct. til 2,4 pct. – eller fra 98 til 169 hjemmefødsler. Et lille tal for landets største fødeafdeling, men en hjemmefødsel kræver tilstedeværelse af en jordemoder hele tiden, og den tid er taget væk fra afdelingen. Og det stigende antal hjemmefødsler er et udtryk for – ifølge Charlotte Wilken-Jensen – at de gravide ønsker den tryghed og det nærvær, som de ikke altid kan få på fødeafdelingen.
»Og hjemmefødslerne er i virkeligheden oftest de mindst krævende fødsler, og det giver derfor en forkert prioritering af personalets tid, fordi jordemoderen i mange timer er taget helt ud af vagtberedskabet. En dag havde vi fire hjemmefødsler og havde af den grund store problemer med at få det til at hænge sammen. Men de gravide har krav på en jordemoder under en hjemmefødsel, for det har politikerne bestemt«, siger Charlotte Wilken-Jensen.
For chefjordemoder Marianne Skovby Rasmusson er der ingen tvivl om, at hjemmefødsler giver høj grad af mening for mange kvinder, og samtidig er fagligt tilfredsstillende for jordemødrene.
»Men lige nu er situationen den, at vi mangler jordemødre, og så bliver vi presset af, at vi både skal passe hjemmefødslerne og fødslerne på afdelingen. En jordemoder kan jo ikke være flere steder på en gang«.
Rød, gul, grøn
At afdelingen er presset kan bl.a. aflæses på en af oversigtstavlerne på fødegangen, hvor den kliniske jordemodersupervisor hver time afgør, om der skal sidde en rød, gul eller grøn trekant. Hvis trekanten er grøn – som den er denne morgen – er der nok personale til det aktuelle antal fødende, hvis den er gul, er niveauet af antal personale til de fødende kritisk, og hvis trekanten er rød, er der for få hænder. Og i de 3-4 år, som afdelingen har kørt med systemet, er antallet af røde trekanter – som føres til protokol – blevet flere.
»Min ønske er, at kun 10 pct. af tiden var rød, for rød bør være undtagelsen, men der er røde trekanter i gennemsnit i 20 pct. af døgnets timer, som det er nu. På den anden side kan vi stadig stå inde for patientsikkerheden, så på den måde er min grænse ikke nået endnu. Men løsningen skal komme fra politikerne. Det er dem og ikke os, der skal tage stilling til, hvad vi skal gøre. Skal vi virkelig behandle alle patienter inden 30 dage, skal vi virkelig have råd til al medicin, skal vi virkelig effektivere to pct. hvert år, og skal vi honoreres i DRG-systemet for at have patienterne så længe som muligt«, spørger den ledende overlæge og fortsætter:
»Jeg er overhovedet ikke der, hvor jeg kaster håndklædet i ringen og forlader afdelingen. Men det er som leder frustrerende at høre politikernes skåltaler om verdens bedste sundhedsvæsen. Det vil vi gerne levere, men politikerne vil det hele, og det kan vi ikke levere«.
Trods arbejdspresset er sygefraværet ifølge Charlotte Wilken-Jensen ikke steget, og fraregnet den næsten umulige opgave at få ansat flere jordemødre har afdelingen ikke svært ved at tiltrække både sygeplejersker og læger. En af de nyeste på afdelingen er reservelæge Margit Bistrup Fischer, der har været der i et år, og hun kan tydeligt mærke presset.
»Jeg sover meget sjældent på mine 17-timers-vagter, selv om jeg faktisk skal sove ifølge overenskomsten. Men det kan ikke lade sig gøre. Jeg føler stadig, at det er ansvarligt, og det går ikke ud over patienterne, men det er jo hårdt. Jeg er træt, når jeg går hjem, for jeg har givet alt, hvad jeg har i 17 timer i træk. Og når jeg er færdig, er der ikke ret meget tilbage til mig selv og min familie. Det slider på os. Jeg glæder mig dog hver gang, jeg tager på arbejde, men det skyldes i høj grad den gode stemning på afdelingen og opbakningen fra speciallægerne«, siger Margit Bistrup Fischer.
Alle er enige i, at det kun er godt, at Morten Hedegaard har sat gang i diskussionen om arbejdspresset på fødeafdelinger og andre steder i sundhedsvæsenet. Men ved bordet med lægerne efter morgenkonferencen sidder også afdelingslæge Josephine Obel. Hun trækker en smule på skuldrene.
»Jeg er nok lidt kynisk, men jeg synes, at jeg har hørt samme argumenter før, uden at der skete noget. Derfor er jeg nok ikke så optimistisk med hensyn til, at der sker noget«.
