Anne Thorup har skrevet en vigtig bog. Den indledes med en overskuelig, nuanceret beskrivelse af de problemstillinger, som vores børn og unge står i. Hun anerkender udfordringerne i børne- og ungdomspsykiatrien (B&U), samt at vi ikke kan fremme den mentale trivsel alene – det er en fælles og tværfaglig indsats.
Man drages ind i en undren over, hvorfor forældrestøtte og forældrekompetenceudvikling ikke tilbydes i et tilstrækkeligt omfang, samt de lange ventetider fra forældrenes første bekymring, til at barnet diagnosticeres. Derudover har vi allerede kendskab til den øgede risiko for psykisk sygdom, når der er dispositioner til psykisk sygdom i familien. Kunne man så ikke gøre gøre noget for at forebygge mistrivsel samt sørge for tidlig opsporing af udviklingsforstyrrelser og psykiske udfordringer? Det umiddelbare og åbenlyse svar er ja. Anne beskriver, hvordan hun selv oplever, at den helhedsorienterede tilgang er udvandet. Tilmed at familieforholdene og baggrundshistorien ikke fylder tilstrækkeligt. Kan vi overhovedet hjælpe et barn i mistrivsel uden at have en tilstrækkelig forståelse af familiens dynamikker?
Anne anerkender det knoklende personale, som hjælper, udreder og behandler på et niveau af høj kvalitet. På rekordtid, skriver hun. En »flue på væggen« ville kunne iagttage læserens bekymrede kropssprog, og Anne nævner, hvordan »one size fits all«-konceptet vanskeliggør individualiserede forløb, da »familier og børn ikke er ens«. Igen forholder hun sig kritisk, men anerkender det sympatiske ved at udnytte ressourcerne. Hun gennemgår flere scenarier, som man kunne iværksætte. Man får lyst til at råbe ja til det hele. Annes menneskesyn er forbilledligt, men heldigvis ikke unikt. Vores patienter skal behandles med respekt, medmenneskelighed og engagement. Her nævnes OPUS-modellen som forbillede, et forskningsprojekt, der endte med så gode resultater, både menneskeligt og samfundsøkonomisk, at det blev implementeret som en del af standardbehandlingen.
Og hvem er denne bog så henvendt til? Anne formår at beskrive et kompliceret felt i et sprog, der ikke kun er til fagfolk. Vi vil gerne insistere på, at alle politikere sætter sig med en god kop kaffe, tager benene op og læser denne perle af en lille bog. Bogen vil kunne give dem og andre interesserede i psykiatrien et indblik i de tværfaglige udfordringer og ikke mindst mulige initiativer for at fremme trivslen og den mentale sundhed for børn og unge i de kommende generationer.
Vi gør allerede et kæmpe, godt stykke arbejde i B&U, men vi ved, at vi kan gøre det endnu bedre! Men alligevel, sidder vi lidt efterladt i stolen med et nyt spørgsmål, for hvorfor bliver de gode initiativer ikke implementeret, så alle i Danmark, kunne have gavn af dem?
