»Vi læser om mord på besværlige gamle i by og på land, på rivaler, arvetanter og fjender«

»Giftmord« består af 14 kapitler, et appendiks på 22 sider om naturligt forekommende giftstoffer samt litteraturliste og noter. De første seks kapitler omhandler giftmord i mytologien, antikken, middelalderen og renæssancen, hvor vi præsenteres for datidens berømte giftmordere, hvoraf hovedparten var kvinder, bl.a. mytologiens Medea, samt Kleopatra, Lucrezia Borgia og Catherine de’ Medici. Det var livsfarligt at være politiker, systemkritiker eller regent, navnlig i antikkens Rom, men også mange paver måtte holde for.

Blandt de kendte ofre for giftmord omtales Claudius, den fjerde romerske kejser, Christoffer I af Danmark, Englands kong Johan, måske pave Johannes Paul I, måske Dyveke, Christian II’s maitresse. Skildringerne har stor underholdningsværdi, men lider under mangel på beviser. Enhjørningens horn (narhvalstand) og andre »modgifte« diskuteres. Den eneste klassiske modgift, der har overlevet, er medicinsk kul, der blev introduceret i 1811. Et kapitel er helliget mundskænken, »et risikabelt arbejde«. Hitler havde og Putin har begge ansat forsmagere.

Kapitlet »Litterære giftmord« medtager naturligvis Shakespeare. I otte af hans stykker bedrives giftmord, desuden nævnes Sherlock Holmes, Poirot og Miss Marple, men ikke Lord Peter Wimsey, der optræder i Dorothy Sayers’ »Giftmordet«, en perle, der fuldt ud står sig med Agatha Christies bedste.

Fra midten af 1800-tallet blev anekdoterne langt mere konkretiserede i takt med, at retsmedicinere, efterforskere og videnskaben erstattede rygter, bagtalelser og gætteværk.

Bogens sidste seks kapitler, der omhandler de seneste 150 år, er mine foretrukne. Her omtales giftmord og -forsøg, der har været skildret af de involverede, forståeligt nok i mindre omfang af dødsofrene. Vi læser om mord på besværlige gamle i by og på land, på rivaler, arvetanter og fjender. Rottegift og arsenik erstattes af bladan, sovemedicin, morfika, insulin, cyanid, ricin, polonium og novichok. I vor tid myrder Putin modstandere med gift, stort set uden at forsøge at kamuflere forbrydelserne.

I kapitel 13, »Doktor død banker på«, gælder det sundhedspersonalet, »dødens engle«. En engelsk praktiserende læge tegner sig for mindst 218, sandsynligvis 250, dødelige overdoseringer. Også danske giftmordsager begået af læger, sygeplejersker og pårørende medtages. Religiøse fanatikere/psykopater står for de mest omfattende giftmord, bl.a. Jonestown-massakren i 1978, hvor over 900 disciple på kultlederen Leo Jones’ befaling, begik mord på deres børn og derpå selvmord med cyanid.

I bogens sidste afsnit gælder det de mange giftstoffer, vi udsættes for i hverdagen – PFAS, PCB, dioxiner, ftalater og de mere end 150 sprøjtegifte, der anvendes i landbrugsindustrien med myndighedernes tilladelse. En tankevækkende digression.

Bogen bringer mange illustrationer. De fleste skræmmende: flere hundrede ofre for Jonestown-massakren i Guyana, ofre for giftattentatet i Tokyos underground i 1995 og Muchas vidunderlige art nouveau-teaterplakat fra 1898 til Euripedes’ skuespil »Medea«. Hun brugte dog ikke gift, men en daggert til mordene på sin broder og sine to sønner.

I appendikset »Naturens eget giftskab« er det giftige planter, svampe, dyr og bakterielle toksiner, der beskrives på 22 ret overflødige sider, hvis budskaber nemt kan findes i diverse håndbøger. Jeg vidste dog ikke, at ægte stormhat, Aconitum napellus, en indført staude, der forekommer som prydplante i vore villahaver indeholdende giften akonitin, der kan optages gennem huden, formentlig er Europas giftigste plante.

Klaus Larsen skriver forbilledligt. Bogen er, som hans artikler i Ugeskrift for Læger, en fornøjelse at læse. Hans afsnit om lægelige forhold er imponerende fejlfri. »Giftmord« er en page-turner, der bør ligge under ethvert juletræ, mens vi venter på, at vores velhavende tante kommer til julemiddag.