”Vi passer de allersygeste, men systemet passer ikke på os”

Rettelse: Da denne artikel blev publiceret, skrev Ugeskrift for Læger, at Marcela Carlsson i 2014 blev sat under skærpet tilsyn. Det er ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed ikke korrekt. De oplyser, at Sundhedsstyrelsen indledte et fagligt tilsyn knyttet til dødsfaldet i 2014, ikke et skærpet tilsyn og dermed ikke en sanktion. Marcela Carlsson bekræfter, at der var tale om et fagligt tilsyn. Hun tilføjer, at det ikke ændrer ved hendes oplevelse af forløbet.

»Det var derinde, patienten døde«, siger overlæge Marcela Carlsson og peger ind på en stue på intensivafdeling V på Odense Universitetshospital. »Jeg kan stadig få hjertebanken, når jeg går forbi eller er derinde«.

Marcela Carlsson er 56 år, overlæge på Anæstesiologisk og Intensivafdeling V. Ud over at behandle voksne intensive patienter er hun en del af et specialiseret team på tre, der tager sig af kritisk syge børn i Region Syddanmark.

Hun har sat tid af til at tale med Ugeskrift for Læger på sit kontor på en travl eftermiddag, midtimellem behandlingen af hospitalets allersygeste patienter – voksne og børn, der ligger i respirator og modtager livsunderstøttende behandling.

I 2014 havde Marcela Carlsson en voldsom oplevelse på den stue, som stadig bringer ubehagelige minder frem. En patient døde som følge af en sjælden, men kendt komplikation i forbindelse med en almindelig procedure, hvor der kan komme skade på centrale kar eller hjertemuskulaturen.

Fire måneder efter landede et brev i postkassen fra Sundhedsstyrelsen. De havde indledt en tilsynssag knyttet til Marcela Carlssons sag på grund af dødsfaldet, og det satte gang i en proces, der vendte op og ned på hendes søvn og psyke, men som også tændte en ild over den uretfærdighed, hun oplevede fra styrelsen.

Det er uretfærdigheden, der får Marcela Carlsson til at fortælle sin historie. Det er et opråb, siger hun.

»Læger skal ikke finde sig i uretfærdigheder fra systemet. De skal ikke acceptere at blive kriminaliseret og ikke acceptere alle afgørelser fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Læger skal ikke føle frygt, de skal tage kampen op, når det er nødvendigt, og de skal kræve, at ledelserne tager ansvar og del i de her sager«, siger hun.

Led et knæk

Marcela Carlsson betegner sig selv som psykisk robust og hårdfør, men hun led et knæk, da tilsynssagen blev indledt.

»Når man oplever en voldsom hændelse med dødelig udgang på sit arbejde og bagefter bliver kriminaliseret af Styrelsen for Patientsikkerhed, bliver det for meget. Det er ikke i orden, at vi som læger – og specielt os, der passer de allersygeste – bliver angrebet og svigtet af systemet«.

Midt i interviewet ringer overlægens telefon flere gange. I dag ligger der 29 intensive patienter, både børn og voksne, men intensivafdelingen har kun kapacitet til 26. Derfor må nogle af de mest stabile patienter overflyttes til andre intensive afdelinger i regionen, forklarer Marcela Carlsson, der koordinerer med sygeplejersken i telefonen.

»Der er et kritisk sygt barn på vej hertil, og vi skal altid skabe plads til børnene, som betragtes som uafviselige her på OUH«, fortæller Marcela Carlsson, efter at hun har lagt på. Hun fortsætter:

»Når du arbejder med de sygeste patienter, har du ofte kun kort tid til at træffe nogle vigtige beslutninger, og du er tit nødt til at foretage nogle procedurer, der er livreddende, men potentielt farlige«.

Tilsyn havde konsekvenser

Oplevelserne i forbindelse med dødsfaldet og tilsynssagen førte i oktober 2018 til, at Marcela Carlsson hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fik anerkendt hændelsen og efterforløbet som en psykisk arbejdsskade.

Arbejdsskadestatistik 2017 fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring viser, at 41 procent af de anmeldte erhvervssygdomme i sundhedsvæsenet i perioden 2011-2017 omhandlede psykisk sygdom. Tallene rummer alle faggrupper i branchen.

11 procent af de anmeldelser, der blev anerkendt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i sundhedsvæsenet, handlede om psykisk sygdom. En andel, der kun er overgået af grupper som veteraner, fængselsbetjente og ansatte i undervisningsbranchen.

Tal fra Lægernes Pension & Bank viser desuden, at psykiske lidelser er årsag til halvdelen af de sager, hvor læger tildeles førtidspension.

Formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, DSAIM, Joachim Hoffmann-Petersen siger, at han ud fra sin erfaring som bestyrelsesmedlem i pensionskassen, dengang bestyrelsen sagsbehandlede de psykiatriske førtidspensionssager, og som TR og FTR på OUH har oplevet, at det er en samlet pakke, der nedslider læger.

»Skiftende arbejdstider, travle vagter, for mange afbrydelser, når de er på arbejde, overarbejde, for hyppige vagter, ubehagelige oplevelser, angst for at blive den næste læge, som får en klagesag eller kommer under tilsyn af Styrelsen for Patientsikkerhed, eventuelt kombineret med private problemstillinger gør, at læger bliver nedslidte«, siger han.

Han peger på, at det er vanskeligt at forudse, hvilke oplevelser der påvirker lægerne.

»Nogle gange er det kritisk syge børn eller døende patienter, men det kan også være episoder, hvor patienten har fået en suboptimal behandling eksempelvis i forbindelse med systemfejl. Eller det kan være episoder, der har ligheder med noget, man tidligere har oplevet på arbejdet eller i sit privatliv«, siger Joachim Hoffmann-Petersen.

Marcela Carlsson siger, at hun har mistet nogle psykiske færdigheder, hun sover dårligt og har nogle kognitive begrænsninger, især koncentrationsbesvær.

»Men jeg holder meget fast i mit arbejde, for det er en stor del af min integritet. Sygemelding har aldrig været et alternativ for mig, selv om min egen læge har anbefalet det ved flere lejligheder«.

Hvilken forskel har det gjort for dig, at du har fået anerkendt dine oplevelser som en psykisk arbejdsskade?

»Det betyder, at jeg nemmere kan acceptere den proces, jeg har været igennem, og jeg er lidt mere rolig, hvad fremtiden angår. Hvis mine søvnforstyrrelser, koncentrationsbesvær og de andre symptomer bliver værre, eller hvis jeg knækker helt, er det rart, at det er anerkendt som 100 procent arbejdsrelateret«.

Voldsom oplevelse

Den 1. april 2014 mødte Marcela Carlsson ind i en almindelig dagvagt. Hun behandlede en 72-årig mand, som dagen før havde fået fjernet sin blære på grund af kræft.

I forløbet under og efter den operation mistede patienten sin nyrefunktion. Et af affaldsstofferne, kalium, steg hurtigt hos patienten, hvilket ville medføre hjertestop inden for få timer.

»Patienten skulle i dialyse. Jeg lagde et dialysekateter i en af de store vener, der løber til hjertet. Jeg har lavet den procedure mange hundrede gange før, og der var intet problematisk i det, på nær at jeg havde punkteret arterien i første forsøg. Resten af proceduren var uproblematisk. Patienten blev koblet til dialysemaskinen, men et par timer senere blev han rigtig skidt. Han viste tegn til kredsløbsvigt, og jeg var bekymret for, at det var den arterie, jeg havde ramt først, der havde blødt. Ultralydsundersøgelse viste, at han havde en blodansamling i hjertesækken«, siger Marcela Carlsson.

En kardiolog udtømte ansamlingen via et dræn, men drænet stoppede ret hurtigt til. Det var meningen, at patienten skulle på hjertekirurgisk operationsgang for at skabe afløb fra hjertesækken ved en operation, men det nåede behandlerteamet aldrig. Patienten fik hjertestop på intensivafdelingen.

»Hjertekirurgen kom til intensivafdelingen, åbnede brystkassen med en sav og forsøgte at tømme hjertesækken den vej. Man kunne samtidig konstatere, at det ikke var den arterie, jeg troede, der blødte. Det var perforation i hans højre hjertekammer. Den kom meget sandsynligt, efter at jeg havde stukket ham«, siger Marcela Carlsson.

Lægerne kæmpede for patientens liv i 46 minutter, hvor brystkassen stod åben. Behandlerteamet havde overtaget patientens vejrtrækning og givet direkte hjertemassage, men patienten mistede næsten ti liter blod.

»Efter 46 minutters forsøg på at genoplive patienten og sy perforationen i hans hjerte, gav vi op. Så var jeg nødt til at gå ud til hans familie, der sad i opholdsstuen, og fortælle dem, hvad der var sket«.

Marcela Carlsson ringede til politiet efter aftale med den ledende overlæge. To uniformerede betjente afhørte hende på intensivafdelingen få timer efter dødsfaldet, og patienten blev obduceret.

Er det her et normalt forløb på en intensivafdeling?

»Nej, det her er langt voldsommere. Vi har mange dødsfald, men det her var ekstremt usædvanligt og katastrofeagtig. Vi har kun haft få forløb med denne komplikation over det seneste årti. Men de andre var ikke lige så voldsomme. Man plejer ikke at åbne brystkassen med en sav på intensivstuen. Det plejer man at gøre på operationsgangen«.

Hvad kunne du have gjort anderledes?

»Jeg kunne ikke gøre noget anderledes. Det var meget barskt og helt klart i den slemme ende af, hvad man oplever som læge. Jeg tager instrumenterne frem, stikker i patienten, og han er død tre timer senere«.

»Jeg var meget heldig, at jeg havde komplet støtte fra min afdelingsledelse og fra kolleger både i situationen, og også da tilsynssagen kom«.

Hør Marcela Carlsson fortælle om, hvordan tilsynet har påvirket hendes lægefaglighed.

Farlig og uansvarlig

Da brevet fra Sundhedsstyrelsen kom til Marcela Carlsson og afdelingsledelsen i 2014, skrev de, at de havde indledt en faglig tilsynssag knyttet til forløbet i Marcela Carlssons sag, fordi "Hændelserne den 1. april 2014 er principielt af så alvorlig en karakter, at Sundhedsstyrelsen har etableret en faglig tilsynssag knyttet til den beskrevne varetagelse af nu afdøde patient," skrev de.

»Det første, jeg gjorde, var at tale med min leder, som også havde fået en kopi af brevet. Jeg ringede til embedslægen fra Sundhedsstyrelsen, og han sagde, at jeg måtte kunne forstå, at de skulle sortere de farligste som mig fra. Det glemmer jeg aldrig. Jeg var nødt til at lægge på. Jeg var helt knust«, siger Marcela Carlsson.

Hun følte, at hun havde gjort alt det, hun skulle, og hun havde ikke forsøgt at løbe fra ansvaret. Hun havde fulgt den gode kliniske praksis, siger hun.

»Jeg har hurtigt erkendt komplikation til proceduren og iværksat behandling af komplikationen. Jeg har ærligt fortalt det hele til familien. Jeg kontaktede politiet, som jeg skulle ifølge § 179 i sundhedsloven. Jeg har gjort mit bedste og ikke skjult noget, og så havde jeg pludselig en tilsynssag. Hvis jeg havde haft flere dødsfald på et år, hvis jeg havde forsøgt at skjule det, hvis jeg havde sjusket eller optrådt uansvarligt, ville jeg bedre kunne forstå og acceptere tilsynet. Men jeg ville aldrig prøve at skjule noget«, siger hun.

Der findes nogle læger, som laver fejl. Skal der ikke være en form for tilsyn?

»Det skal der helt sikkert. Det er ikke, fordi man skal løbe fra ansvaret. Men jeg forventer, at al tvivl komme den anklagede til gode i den almindelige retspraksis. Jeg følte, at styrelsen skød mig, og så indsamlede de beviserne bagefter«.

Hvad var det, der var så belastende ved tilsynssagen?

»Det gør noget ved en at få at vide, at man er farlig og uansvarlig, når man ikke ved, hvordan de har sanktioneret en. Jeg har mistet min nattesøvn og har ikke sovet ordentlig siden. Jeg spekulerede meget på, hvad det betød for mig og mit virke. Kunne jeg fortsat arbejde som læge? Hvordan ville tilsynet ende, og hvad skulle jeg gøre for at det bliver afsluttet? Er jeg virkelig farlig?«

Styrelsen gjorde, så vidt Marcela Carlsson ved, imidlertid ikke andet end at sende brevet. Men det var selve følelsen af at blive kriminaliseret, der påvirkede hende, når hun samtidig blev afhørt af uniformerede betjente efter en voldsom oplevelse.

Når du ikke kunne mærke tilsynssagen, hvordan kan et brev så have så store konsekvenser for dig?

»Det er sådan, det virker. Det kan godt være, at det kun er breve, men det har store konsekvenser for de læger, der får dem. Og jeg siger ikke, at de ikke skal komme. Men de skal komme på et veloplyst grundlag, som er værdigt for et retssamfund. Det skal ikke være på den måde, jeg har oplevet. Det ville aldrig holde i det juridiske system. Kriminaliseringen af vores gerning er helt uacceptabel«.

Absorptionsgrænse ved at være nået

Marcela Carlsson har flere gange overvejet af finde et andet job, og hun har også fået seriøse bud. Sidste år fik hun et tilbud, hvor hun kunne tjene de samme penge og lave det halve på et privathospital.

»Men min faglige stolthed og mit drive er stadigvæk til stede. Det er dejligt. Men vi bliver presset, og vi bliver udfordret«, siger hun og fortsætter:

»Vi har oplevet mange triste ting på det sidste, bl.a. med min kollega Kristian Rørbæk Madsens dødsfald. Jeg har siddet på kontor med ham. Det var hans plads lige der«, siger Marcela Carlsson og peger på et tomt skrivebord.

»Dagen inden Kristians begravelse stod jeg med et toårigt trafikoffer, der døde mellem hænderne på os. Barnets mor og far var naturligvis også på stuen, mens det skete. Familiernes enorme sorg kræver noget af en. Det slider. Jeg kan i øjeblikket mærke, at min absorptionsgrænse er ved at være nået. Alle har en absorptionsgrænse for død, lidelser og smertefulde situationer på deres arbejde. Derfor er det ekstra vigtigt, at systemet passer på os i stedet for at angribe os«.

Marcela Carlsson holder en pause. Så siger hun:

»Det kan godt være, at det bare er et brev og bare et tilsyn. Men hvis det falder på et uberettiget grundlag hos en, der absorberer meget i forvejen, kan det sagtens knække folk«.

Hvad kan styrelsen gøre anderledes?

»Styrelsen skal opbygge tillid, og det tror jeg, de er i gang med. Men de kan ikke bare få tillid, de skal fortjene det, og de skal fortjene det igennem handlinger. Det tager tid«, siger hun.

Formand kender også komplikation

Marcela Carlssons kollega Anne-Karina Abel Torkov er speciallæge i anæstesiologi, afdelingslæge på Intensivafdeling V og formand for Lægeforeningen i Region Syddanmark.

Hun oplevede i 2016 samme procedurerelaterede dødsfald som Marcela Carlsson, da hun skulle lægge et dialysekateter i karret ved højre kraveben.

Hun siger ligesom Marcela Carlsson, at det er en sjælden, men velkendt komplikation i forbindelse med proceduren, at der kan komme skade på centrale kar eller hjertemuskulatur, som i værste fald kan medføre hæmotorax og hæmoperikardium med risiko for, at patienten forbløder.

I Anne-Karina Abel Torkovs tilfælde skulle der via dialysekateteret høstes stamceller til behandling for lymfom. Det var en vanskelig procedure på grund af snævre pladsforhold. Under andet forsøg fik patienten vejrtrækningsbesvær, men var fuldstændig stabil. Proceduren blev indstillet, og patienten kørt akut til røntgen.

»Jeg gik med, og præcis et kvarter efter andet stik, mistede hun bevidstheden. Hun fik svært blodtryksfald og fik kort efter hjertestop ude foran røntgenafdelingen«, husker Anne-Karina Abel Torkov.

Ligesom i Marcela Carlssons tilfælde blev patientens brystkasse åbnet med en sav, og dette foregik ikke på operationsgangen, men på en røntgenstue uden det rigtige udstyr.

»Der blev udført avanceret genoplivning med intern hjertemassage og sikring af luftvejene, men da vi inspicerede brysthulen efter 30 minutters behandling, fandt vi massiv hæmotorax og et blodtomt hjerte. Derfor indstillede vi behandlingen«, siger hun og tilføjer:

»Min patient lå med åben brysthule, og der var blod overalt på røntgenstuen. Hun var død, forblødt af min procedure. Det påvirkede alle på stuen. For det er sjældent, vi står med så store og voldsomme hændelser især uden for en operationsstue«, siger hun.

Styrelsen reagerede anderledes

Anne-Karina Abel Torkov ringede efterfølgende til politiet og derefter til Styrelsen for Patientsikkerhed, men til forskel fra Marcela Carlssons opkald reagerede styrelsen her helt anderledes.

»Da jeg ringede til embedslægerne, sagde de, at der var lignende sager, og at vi havde handlet efter bogen, hvorfor der ikke skulle være retslægeligt ligsyn. Det var jo en kendt komplikation, sagde embedslægen«, siger Anne-Karina Abel Torkov.

Med Marcela Carlssons hændelsesforløb i tankerne frygtede hun, at de ville indlede en tilsynssag. Marcela Carlsson havde været åben om sin sag, så Anne-Karina Abel Torkov vidste, at hun havde stået i samme situation.

»Det betød meget, at vi kunne snakke om det, og Marcela støttede mig. Episoden var voldsom og påvirker mig stadig i dag. Jeg tænker over det, hver eneste gang jeg lægger et kateter på en patient. Det er blevet en del af min lægegerning, så det har bestemt sat sine spor«.

Anne-Karina Abel Torkov forsøger at skabe mere åbenhed, så læger kan drage læring af hinandens bump på vejen, siger hun.

»Vi skal dyrke et lærende sundhedsvæsen. Jeg er mentor for nogle af de yngste og prøver at få ændret kulturen, så vi åbent snakker om voldsomme oplevelser, fejl og komplikationer fra den kliniske hverdag. Vi skal turde åbne op og hjælpe hinanden«.

Tillid skal opbygges

Marcela Carlsson er i dag fortsat vred over den behandling, læger får fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

»Kan man have tillid til et system, som er både undersøgende og dømmende instans uden ankemulighed? Jeg har det i hvert fald ikke«, siger hun.

Anne-Marie Vangsted, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, siger, at de i styrelsen tager lægernes bekymring alvorligt.

»Det sundhedsfaglige tilsyn og ikke mindst Svendborgsagen har fyldt meget i debatten om arbejdsvilkår i sundhedsvæsenet og skabt bekymring og frygt blandt læger. Vi har altid fokus på det organisatoriske ansvar, fordi det er vigtigt, at de nødvendige rammer for, at sundhedspersoner kan udøve deres erhverv, er til stede. Det skal være trygt at være patient, men det skal også være trygt at være sundhedsperson«.

Kan du forstå, at det kan have konsekvenser for læger at blive kaldt farlige?

»Styrelsen for Patientsikkerhed fokuserer på patientsikkerheden og de handlinger, vi vurderer, der fremadrettet kan være til fare for patientsikkerheden, hvis de ikke ændres. Det betyder også, at det er handlinger, der kan rettes op på. Det har man også som sundhedsperson et personligt ansvar for. Jeg synes dog, at det er vigtigt, at vi arbejder på at få en mere åben kultur, hvor en sundhedsperson, der begår en fejl, ikke føler skam, men tør dele sine erfaringer med sin ledelse og sine kollegaer og derved understøtte læring i sundhedsvæsenet«, siger Anne-Marie Vangsted,

Hvad gør Styrelsen for Patientsikkerhed for at genoprette tilliden mellem læger og styrelse?

»Vores ambition er at skabe værdi til et sikkert og lærende sundhedsvæsen. Det gør vi kun, hvis vi taler med hinanden – både om det, der er godt, og om der, hvor der er behov for forbedring. Vi vil gerne have en faciliterende rolle, når vi sammen finder fælles løsninger. Det, tror jeg, vil gavne både patienter og sundhedspersoner«, afslutter Anne-Marie Vangsted.

Læs også: Efter et år under skærpet tilsyn: Jeg har genvundet troen på at tage lægelige beslutninger

Fakta: Marcela Carlsson

Marcela Carlsson har været på OUH siden 1999 og været overlæge siden 2008.

Marcela Carlsson ved i dag stadig ikke, hvorfor Sundhedsstyrelsen tog sagen op.

Efter nogle måneder blev tilsynet ophævet og i september 2014 fik hun og afdelingsledelsen et brev fra Sundhedsstyrelsen om, at sagen var afsluttet, uden at der blev rejst kritik mod overlægen.

Hun er gift med en overlæge i urologi og har to børn.

Marcela Carlsson fortæller, at hun i alt har skrevet og modtaget 268 mail om sagen siden 2014. Mail mellem hende, den daværende ledende overlæge, Lægeforeningen, Patienterstatning, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.