Skip to main content

»Vi ser flere forfrysninger end forbrændinger ...«

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

3. maj 2012
3 min.



06.00 Vækkeuret ringer. Solen skinner fra en skyfri himmel. Ifølge infokanalen på tv er der minus 20 °C og let vind. Vi ser flere forfrysninger end forbrændinger.

07.00 Jeg kører mod Medical Clinic, som ligger få minutter herfra. Der ligger hvid sne overalt, og solen står højt. På klinikken er sygeplejerskerne ved at gøre klar til dagens program.

7.30 Formiddagskonsultationer. Vi er to læger ansat og arbejder i team med hver en fast sygeplejerske. Denne formiddag er der bl.a. helbredsundersøgelser. Alle ansatte kommer til årlig helbredsundersøgelse med fokus på bl.a. livsstilssygdomme. Det kræver et godt helbred at arbejde i arktisk klima, hvor kroppen bliver udsat for ekstreme vejrforhold.

9.30 Den ekstreme kulde er årsag til en del henvendelser. Efter en formiddagspause ses en patient med forfrysning i ansigtet, en med kuldeeksem og enkelte med luftvejsinfektioner. Patientgruppen er både danskere, amerikanere og grønlændere, og skiftevis skal konsultationen gennemføres på engelsk og dansk, og journalføringen ligeså.

12.00 Frokostpause. Jeg går over i Dining Hall. Der er altid et stort udvalg af både varme, lune og kolde retter. Om fredagen er der f.eks. altid risengrød med kanelsukker. I dag bliver det en stor portion lækker salat og laks. Jeg sætter mig sammen med andre ansatte i it-, fitness/community- og miljøafdelingen. Vi sludrer om, hvad der rører sig på basen, og hvad der er på programmet i fitnesscenteret om aftenen.

13.00 Middagskonference i Medical Clinic, hvor dagens patienter konfereres, og problemstillinger diskuteres.

13.30 Eftermiddagskonsultationer. Jeg ser en patient med skuldersmerter pga. overbelastning ved træning. En patient kommer for at få foretaget gynækologisk undersøgelse inklusive ultralydskanning. En patient med akut rødt øje-problematik, unilateral konjunktivitis, får udleveret chloramphenikoløjendråber. En ansat har pådraget sig en flænge, som skal sutureres i vores skadestue. Efterfølgende ser jeg en patient til ugekontrol af en metacarpusfraktur. Røntgen viser udislokeret fraktur med acceptabelt lille vinkling. Behandles med gips i fire uger efter danske retningslinjer.

14.45 En amerikansk soldat kommer for at få bestilt sin vanlige medicin fra USA. Denne eftermiddag er rolig, og der er tid til at forberede min undervisning til den efterfølgende dag: håndtering af den akutte patient og gennemgang af vores katastrofeberedskab her på Thule Air Base. Inden arbejdsdagen slutter, gennemgår jeg nogle blodprøve- og patologisvar og læser journaler på næste dags patienter.

15.30 Jeg har fri og kører ned til basens amerikanske butik for at handle ind. Efterfølgende kører jeg hjem i lejligheden og kan nå »at Skype« med dem derhjemme i Danmark inden sengetid (dansk tid). Der er en tidsforskel på fem timer. Aftensmaden nyder jeg i min lejlighed. I dag står menuen på boller i karry, som kan købes færdiglavet i vores danske specialitetsforretning »Delli«.

17.30 I fritiden er der masser af aktiviteter, man kan tilmelde sig, eller man kan gå i Café Cool, i biografen eller til bowling. Jeg går over i fitnesscenteret. Sneen knirker under mine fødder, og sollyset er skarpt. Der er halvanden times boksetræning - såkaldt »Thulebox« - og efterfølgende en times yoga på programmet. Jeg deltager på begge hold.

21.00 Efter hård træning og et bad kan jeg nyde naturen på vej hjem til lejligheden.

22.30 Går i seng og falder hurtigt i søvn efter en god og alsidig arbejdsdag.