»Vi ser relativt ofte patienter med en stor håbløshedsfølelse«

05.40 Alarmen ringer. Gør mig klar, laver kaffe til termokruset, tager madpakke og morgenmad fra køleskabet og takker fortids-mig for at have været så tjekket at gøre det klar i går.

06.18 Afgang til Aalborg Vestby Station og toget mod Skagen. Jeg veksler mellem at tage bil og tog, men er faktisk blevet mere og mere glad for togturen, hvor der er mulighed for både hvile og arbejde.

06.30 Spiser min morgenmad og hører musik. Fra Hjørring er der færre passagerer, så jeg uforstyrret kan bruge resten af tiden på at forberede mig. Programmet i dag er førstesamtaler med fire af ugens 11 nye patienter og fire udskrivningssamtaler.

08.18 Står af på Frederikshavnsvej Station og går det sidste stykke, noget af vejen gennem et lille skovstykke. Tæt på centret møder jeg en patient, der er ude at gå morgentur.

08.40 Klædt om til den blå vest. I træningssalen er der allerede sessioner i gang. På kontorgangen får jeg sagt godmorgen til flere kolleger, før jeg forsvinder ind på mit kontor. En af fysioterapeuterne kommer forbi for at drøfte en patient, jeg talte med tidligere på ugen.

09.00 Første patient er en kvinde i 30’erne, som har haft smerter siden teenageårene efter en påkørsel bagfra. Først nakkesmerter, men nu smerter i hele ryggen og hofterne. Smerteundervisningen i går har sat tanker i gang hos hende, og hun har svært ved at forstå, hvorfor man kan få så mange forskellige beskeder fra forskellige behandlere. Hun har tidligere fået at vide, at hendes ryg er sårbar, og at det er bedst at undgå f.eks. løft og rotationer, og nu siger vi noget andet. Vi snakker om smerteviden, tryghed ved brug af kroppen, dosering og en gradvis tilgang. Vi snakker også om mål for indlæggelsen, at det ikke kun handler om at få færre smerter, men også om at kunne mere af det, man gerne vil.

09.50 Før næste patient skal jeg nå at snakke med en af sygeplejerskerne, der allerede er gået i gang med at tale med patienten om den smertestillende medicin. Vi har et godt samarbejde faggrupperne imellem, og med sygeplejerskerne er det ofte nedtrapning af medicin, vi har fokus på, f.eks. morphinpræparater eller gabapentinoider. Indlæggelsen kan være et godt tidspunkt til det, fordi det er motiverende, at der arbejdes med andre handlemuligheder i forhold til smerterne. Men i nogle tilfælde bliver det for meget at arbejde med på én gang.

10.00 Patienten er en midaldrende kvinde, der har mærket smerter siden 2015. Hun har god forståelse af smerteundervisningen og er allerede kommet frem til, at noget af det, hun skal arbejde med, er sit boom-bust-mønster, hvor hun kommer til at overforbruge de gode dage, får smerteøgning og på den måde vedligeholder smerterne. Hun får gabapentin, men vil gerne trappe ud, både fordi hun er i tvivl om effekten, og fordi hun mistænker kognitive bivirkninger og har en osteklokkefornemmelse. Jeg laver en plan for nedtrapning, som sygeplejersken følger op på.

10.50 Sekretæren kommer forbi for at sige, at hun har sendt mig statusattester for to patienter, der blev udskrevet for nylig. Jeg kan sjældent svare fuldstændigt på det, kommunerne spørger om, men kan fortælle, hvad der har fungeret for patienterne under indlæggelsen, og at det i en eventuel arbejdsprøvning i stedet for konkrete skånehensyn ofte vil være vigtigere med en tålmodig gradvis proces, og at der er mulighed for pauser og afveksling.

11.00 Næste patient. Mand sidst i 50’erne med smerter siden en voldsom arbejdsulykke for syv år siden. Er aldrig kommet tilbage til habitualtilstand og oplever, at smerterne forværres, og funktionsniveauet daler. Alle vores patienter udfylder PainData – et nationalt, klinisk smerteregister, der sigter mod at forbedre forståelsen og behandlingen af patienter, der oplever vedvarende smerte. Vi bruger det både i forhold til den enkelte patient og i forhold til bredere erfaringsopsamling og forskningsprojekter. Der er i skemaet også spørgsmål om psykologiske faktorer, og for denne her patient er der mange svar, der viser en psykisk påvirkning, og vi bruger derfor tid på at snakke om mørke tanker og en håbløshedsfølelse i en grad, hvor tanken om, at det var bedre ikke at være her, også har strejfet ham. Vi aftaler, hvordan vi kan få fulgt op på det, både under indlæggelsen og ved egen læge efter udskrivelsen.

11.55 Jeg tænker bagefter, at det var heldigt, at han var den sidste patient inden frokost, så der ikke var en skarp bagkant. Det er almindeligt for vores patientgruppe, at der er stor påvirkning på det psykiske og sociale, et påvirket funktionsniveau hæmmer, og der er ofte mange afledte problemstillinger. Vi ser relativt ofte patienter med en stor håbløshedsfølelse.

12.00 Inden frokost når jeg lige at få fat i patientens team, fortæller om min snak med ham og hører om deres indtryk af ham, så vi kan sikre opfølgning.

12.15 Frokoststuen er godt fyldt med kolleger. Vi er en god blanding af ergoterapeuter, fysioterapeuter, sygeplejersker, sekretær og serviceassistenter, jeg er den eneste læge. Der er kage i dag – det er der faktisk ret tit. Både fordi der her på stedet er en ret omfattende kagelov, hvor man skal give kage i virkelig mange situationer: ferie, fødselsdag, penge tilbage i skat etc. Men også fordi en af serviceassistenterne laver kager, der kunne vinde enhver bagedyst, både på smag og udseende, og hun deler gavmildt ud af sine evner. I dag har hun lavet en lækker citronroulade.

12.45 Snakker med en af fysioterapeuterne om den næste patient, som har været lidt negativ efter smerteundervisningen i går, som han synes var noget hokuspokus.

13.00 Patienten er en midaldrende mand, som ganske rigtigt er skeptisk over for smerteundervisningen. Han kan ikke se meningen med at tale om overbeskyttende nervesystem og psykosociale faktorer. For ham er der en entydig forklaring på smerterne, som handler om nedslidning efter mange år med hårdt fysisk arbejde. Jeg taler med ham om, at de fund, der er på hans scanninger, ikke er ensbetydende med, at hans ryg er ved at gå i stykker, og i stedet for at afholde sig fra fysisk aktivitet vil det være hensigtsmæssigt, at han genlærer at bruge ryggen på en tryg måde og dermed faktisk styrker den. Jeg er spændt på, hvor meget han har fået med sig herfra, når forløbet slutter.

14.00 Udskrivningssamtale med en patient, der er meget positiv over indlæggelsen, bl.a. fordi han er kommet i gang med at løbe. Det troede han aldrig, han ville komme til igen. Han er helt tryg ved at skulle hjem og arbejde videre med tingene. Han mener bestemt, at han har haft det bedste team, men roser hele huset og har lagt mærke den til gode stemning, der er. Det gør mig altid glad at høre, og jeg noterer det ned i min lille bog med gode citater, som jeg samler sammen til en fællesmail til hele personalegruppen en gang imellem.

14.30 Udfordrende, opfordrende og oplysende er næste patients beskrivelse af indlæggelsen. Hun har stadig smerter, men hun tænker selv, at det vigtigste er, at hun har fået en tro på, at noget kan ændres, og ved, hvordan hun kan arbejde videre. Hun har fået lagt nogle beskyttelsesstrategier væk og føler sig tryg ved at bruge kroppen. Samtidig er det lykkedes hende at trappe ud af behandling med pregabalin, uden hun har mærket smerteøgning. Det er hun rigtigt glad for, for hun kæder det sammen med, at hun føler sig mindre træt og mere som sig selv.

14.50 En af ergoterapeuterne har bedt om en snak inden næste udskrivningssamtale. Den patient, jeg skal snakke med, har været lidt modløs i dag og er bekymret for, hvordan det skal gå derhjemme. Det er godt for mig at vide på forhånd.

15.00 Jeg kan se i journalen, at patienten har rykket nogle grænser og har mærket effekt af at arbejde med energiregnskab og tiltag i forhold til søvn. Men ikke for alle vores patienter handler det primært om, hvad de når under indlæggelsen, men om at få nogle redskaber og strategier, de kan arbejde videre med hjemme, og den del er denne patient rigtig nok ret bekymret over. Men hun har fået en god plan med fra teamet, og der er aftalt en telefonisk opfølgning allerede om to uger – væsentligt tidligere end de 2-3 måneder, der er det normale – for at sikre, at hun får holdt fast i de gode tiltag. Jeg taler med hende om de små sejre og selvros, som er vigtigt for at holde gejsten i processen.

15.30 Dagens sidste udskrivningssamtale med en patient, der er lettet over, at vi har ikke har tvunget hende til at træne i maskiner, men i stedet har fokuseret på træning, der giver mening for hende, som gåture, cykling og enkelte øvelser, hun kan integrere i dagligdagen. Hun er dog lidt bekymret, fordi hun i næste uge skal have møde med sin sagsbehandler, og der er snak om en snarlig arbejdsprøvning. Det taler vi lidt om – og også om hvordan hun forhåbentlig også kan bruge tiltagene i en arbejdsprøvning.

16.00 Færdig med dagens program og har skrevet epikriserne. Det var nogle gode udskrivninger i dag. Det føles godt at være en lille brik på det her hold.

16.10 Går til toget, denne gang fra Skagen Station, så jeg får en gåtur gennem butiksgaden. Der er stadig lidt stille i byen – det ser helt sikkert anderledes ud om et par måneder.

16.30 Togturen starter med mit faste punkt: at få lavet min Duolingo. Jeg prøver, forgæves, at lære japansk. Min streak er på 1.576 dage, men det kan desværre på ingen måde høres på mit japanske. Om ikke andet er det vel god hjernetræning.

18.35 Hjemme – tager som sædvanlig trapperne til tredje sal, dagens træning … Kommer hjem til den luksus, at yngstedatteren på 18 har maden klar – og det er godt, for vi har aftalt at tage til bogbanko på den lokale bogcafe, Ordgeist.

19.30 Bogbanko. Denne gang er vi heldige og vinder en bog, »Elskende« af Amalie Langballe. Finder et citat fra Politikens anmeldelse: »Som var Karen Blixen stået op fra de døde for at skrive om byldepest og hor. Og kærlighed«. Glæder mig virkelig til at læse den.

21.40 Hjemme igen efter syv minutters cykeltur gennem byen.

22.30 Vækkeuret bliver sat, men til knap så tidligt som i dag: I morgen har jeg en hjemmearbejdsdag med bl.a. visitering af henvisninger, faglig fordybelse og statusattester på programmet.