Skip to main content

Forlaget Rosinante, 2007

235 sider

Pris: 249 kroner

ISBN 8763805790

Vi ses i morgen. Selvfølgelig gør vi det, er vi sikre på, når vi bruger vendingen. Men for Steffen og Eva ligger der mere bag. Den tidligere så psykisk og fysisk stærke Steffen er sikker på, at det er noget, de to vil kunne sige til hinanden mange gange endnu. Umiddelbart har han ikke erkendt, accepteret, at hans tid tilbage er kort, at sygdommen ALS ubønhørligt fører til døden inden for kort tid. Hvor langt, han inderst inde er nået i denne erkendelse, kan Eva og vi kun gisne om. Bogen er skrevet af Eva om hendes oplevelser med en tiltagende syg ægtemand. En ægtemand, der kort før deres bryllup ti måneder før, får det første svage symptom på sygdommen. Som når at blive far men kun at opleve sin søn i kort tid og på grund af sin sygdom må afstå fra at holde ham. En frustration for ham og et af de mange forbud Eva må stille ham overfor. Hvor svært det er at være patient, der fortvivlet må se sit liv smuldre og skal opgive sin tro og sit håb om et langt og lykkeligt ægteskab. Og hvor svært at være den hustru, der som lykkelig brud og nybagt mor i tiltagende grad må ændre sit familieliv i fællesskab til alene at skulle tage konstante svære beslutninger og optræde som sygeplejerske. Fra candlelight dinner til uappetitligt fortagende omkring spisebordet.

Eva Jørgensens bog er blot på 235 sider i småt format, men den rummer alt. Fra alle følelserne af kærlighed, sorg, frustration og vrede. Og indblik i, hvor mange praktiske ting, der er at tage stilling til og forsøge at gennemføre med hjælp fra mange sider. Fra venner, familie, det offentlige system, som måske kunne være bedre på nogle felter, men som alligevel er der og er gearet til at tackle Evas og Steffens problemfyldte tilværelse.

Mange har skrevet sig ud af deres sorg eller snarere igennem den ved en nær slægtnings død. Men Eva Jørgensen gør det på en særlig klog og vedkommende måde på journalistens velformulerede sprog.

Som læger har vi fulgt mange familier og patienter i samme situation frem mod livets afslutning. Vi kan af bogen stadig lære noget nyt, som kan gøre os bedre til dette job.

Den er god at læse for læger og pårørende.