Lægeforeningen vil have et skarpt blik rettet mod, at der bliver fundet en kvalificeret løsning på problemet med vold på bosteder, skriver Lægeforeningens formand.
Jeg var lettet, da sundhedsminister Karen Ellemann for nylig trak regeringens forslag til en lov om en ny type psykiatriske bosteder tilbage. Hun valgte klogt at lytte til de mange, dybt bekymrede røster fra både patienter og sundhedsprofessionelle, som frygtede for en brug af tvang uden sidestykke over for ikkepsykotiske patienter. Oprindeligt åbnede forslaget også for, at tvangsanbringelse ville kunne ske i modstrid med den lægefaglige vurdering.
Nu er der trukket i håndbremsen, og ministeren har lagt op til, at der skal findes en anden løsning, som forebygger vold på bosteder. Der bor alvorligt psykisk syge patienter, som bostederne ikke har ressourcer til at give den nødvendige indsats, og det har skabt forhold, som er helt uacceptable for både medbeboere og personale. I fem tilfælde er medarbejdere blevet slået ihjel inden for de seneste år, og aktuelt har Arbejdstilsynet peget på rekordmange farlige situationer på bostederne. Det kalder på handling. Man skal ikke risikere livet ved at gå på arbejde.
Nu kommer en fase, hvor sundhedsministeren forhåbentlig bredt vil spørge både patienter og personalegrupper til råds. For Lægeforeningen er det afgørende, at vi får en model, hvor man favner flere hensyn og prioriterer kvalitet hele vejen igennem. En forudsætning for at løse de alvorlige problemer, som vi ser i dag på bosteder, er gode forløb for patienterne. Den mest indlysende løsning er at gøre to ting: Der er behov for at styrke kapaciteten i behandlingspsykiatrien og øge specialiseringen blandt bostederne. De patienter, som er i fokus her, er mennesker, som i realiteten er for syge til at bo på bostederne, som disse fremtræder i dag. Det er ofte mennesker, som både skal behandles, rehabiliteres og have hjælp til misbrugsproblemer for på sigt at kunne magte en tilværelse uden for bostedet.
Dertil kommer, at der skal være sikkerhed for, at der på de specialiserede bosteder – hvor mange af patienterne vil skulle bo bagefter – findes kompetencer og ressourcer til at kunne yde den opfølgende indsats, uden fare for personalet eller de øvrige beboere. Denne opgave kræver en dedikeret kommunal indsats, men også, at regionerne støtter op om disse bosteder. En forudsætning er i det hele taget et styrket samarbejde mellem regioner og kommuner i dag.
Lægeforeningen vil have et skarpt blik rettet mod, at der bliver fundet en kvalificeret løsning på problemet med vold på bosteder. Der er – mildt sagt – også mange andre opgaver at tage fat på i en psykiatri, som er plaget af både et mangeårigt økonomisk efterslæb og mangel på speciallæger i store dele af landet. Vi spejder efter en ny og ambitiøs psykiatrihandlingsplan. Her og nu vil en fagligt velfunderet lov, som tager hånd om en udsat gruppe, være et velkomment signal om, at folketingspolitikerne ser psykiatrien som ligestillet med resten af sundhedsvæsenet.
