Josephine Rathenborg er 41 år og bor i Odense med sin mand, Morten, og deres to børn – Oskar på 15 år og Thilde på 11 år.
Blandt fritidsaktiviteterne står den på kreative projekter som broderi, strikning og tegning, at følge med i børnenes vandpolo og deltage i en læsegruppe for læger, hvor de primært læser skønlitteratur med et lægefokus, men »ikke sådan nogle lægeromaner med romantik«.
»Og så har jeg lige ryddet et bed for skvalderkål og forsøgt at plante nogle blomster. Vi har sådan et hus, som er lidt et knopskydningsprojekt. Og min mand vil nok sige, at jeg er god til at finde på ting, der skal ordnes. Jeg kan godt lide at bruge mine hænder og være kreativ«.
Hvad var du blevet, hvis du ikke var blevet læge?
»Antropolog. Måske medicinsk antropolog. Jeg synes, at det er vanvittigt spændende at finde ud af, hvorfor folk gør, som de gør. Det gælder patienter, politikere, kolleger og alle mulige andre«.
Hvilken bog ligger på dit natbord lige nu?
»Den femte bog i Johanne Billes serie om Blåregn Boghandel, ,Mødet i Olivenlunden’. Jeg vil ikke kalde det candyflosslitteratur, men det er tæt på, og det er hyggeligt, rart og får mig til at smile. Og nogle gange blive rørt. Det fungerer godt som godnatlæsning, uden at det bliver for tungt«.
Hvilken fiktiv læge er din favorit?
»Jeg er utroligt glad for dr. Robby i ,The Pitt’ [amerikansk tv-serie, der i hver sæson følger en akutafdeling under én 12-timersvagt], fordi jeg faktisk synes, at han er en utroligt realistisk læge«.
Du skal til møde med sundhedsministeren, men kan nå at sætte ét stykke musik på – hvad sætter du på?
»Så sætter jeg Pink med ,I am here’ på. For det første er det en virkelig god sang, og så er det også sådan en sang, der sætter gang i alle de gode endorfiner«.
Hvilket spørgsmål får du oftest i sociale sammenhænge, når folk finder ud af, at du er læge?
»Det er heldigvis utroligt få, der beder mig om at kigge på en dims. Nogle af de spørgsmål, jeg har fået flest af på det seneste, er, om det hele ikke bare handler om, at vi som læger bare vil have flere penge. Og det er jo overhovedet ikke noget af det, vi snakker om«.
Hvilken af dine egne vaner ville du ønske, at du kunne ordinere en kur imod?
»At doomscrolle, når jeg bliver træt. Hvis jeg kunne finde en kur imod det …«