»Vi skal have større fokus på, at det er et menneske, der kommer ind ad døren«

Josephine Rathenborg taler om sit tårn.

Det er sådan et tårn, de har på hendes afdeling, som kan måle puls, blodtryk og hjertefrekvens og helt automatisk sende data ind i patientsystemet, så sygeplejerskerne ikke selv behøver at taste det ind. »Skidesmart«, fortæller hun sine meddebattører – og tilhørere – i Medicoindustriens telt på Folkemødet, der bl.a. tæller en regionsrådpolitiker, hospitalsdirektør og medicoindustridirektør.

»Altså, bortset fra, at det ikke virker, fordi netforbindelsen ikke er der«.

Perspektivet for hjemmebehandling som det store dyr på savannen er til debat. Josephine Rathenborg taler om de borgere, der bor steder, hvor netdækningen er dårlig. Om de patienter, som er vildt utrygge ved at blive behandlet hjemme. Om et manglende basisplejeberedskab i det øjeblik, hun som læge skal sende en patient hjem til videre behandling.

»Så kan vi snakke om alle mulige fancy apparater, men hvis ikke systemet virker, så står vi altså med nogle meget, meget lavpraktiske udfordringer«.

Jeg har set flere af dine debatter her på Folkemødet, og noget af det, jeg har hæftet mig ved i forhold til din rolle i de debatter, har været, at du ligesom er stemmen for et »reality check«. Er det en bevidst strategi?

»Det er en meget bevidst strategi, forstået på den måde, at alt det, vi snakker om, skal være praktisk anvendeligt. Jeg vil gerne have, at vi har store visioner og langsigtede planer, og det ikke, fordi jeg på nogen måde vil stække innovationen. Men som lægeforening har vi et ansvar for at italesætte, at vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi bruger det, vi har lige nu, og hvordan vi udvikler det, så det bliver praktisk anvendeligt og kommer borgere, patienter og os læger til gavn«, siger Josephine Rathenborg.

Hvad styrer vi imod?

I talende stund er det ret præcist 13 dage siden, at hun blev valgt som Lægeforeningens nye formand. Folkemødet anno 2026 er en af de første større opgaver på den post. Indtil nu har den bl.a. indbefattet debatter om teknologiens muligheder for at løse et presset sundhedsvæsen og afhjælpe styrkelsen af det nære sundhedsvæsen; regeringsgrundlagets plusser og minusser i podcasten »Politisk Stuegang«; terapi som psykiatrisk behandling og antibiotikaforbrug i svineproduktion. Foruden en velbesøgt reception i anledning af hendes eget valg.

Næste stop er en samtale med Anders Lund Madsen på et bagtæppe af hans egen brors pludselige død af hjertesygdom – om, hvordan man går til læge på de rigtige tidspunkter. Men for nu har Josephine Rathenborg sat sig i skyggen på den overdækkede terrasse i det til lejligheden lejede hus i Allinge og når at få et par bidder af frokostburgeren, inden hun skal fortælle Ugeskrift for Læger om sine tanker med det endnu nye hverv.

Hvad ser du som det mest presserende emne, du som Lægeforeningens formand skal tage fat på?

»Der er mange vigtige emner at tage fat på. Mine mærkesager er bl.a. løftet af psykiatrien, bekæmpelse af ulighed i sundhed, at alle læger skal kunne blive speciallæger, og at optaget på medicin skal ned. Og så er der det, der formentlig fylder allermest for lægerne i øjeblikket, nemlig speciallægeloftet. Vi får jo at vide, at det er et glimrende styringsværktøj, men i øjeblikket virker det ikke, som om vi ved, hvad vi styrer hen imod. Hvis vi skal acceptere det og sige ok, så er det det, vi har, så skal vi have noget at styre hen imod. Der skal oprettes de ekstra speciallægestillinger ude perifært, hvor der er brug for dem, med en samtidig sikring af arbejdsvilkår og udviklingsmuligheder«, siger Josephine Rathenborg.

»Og så for lige at vende tilbage til det her med, at det skal være praktisk anvendeligt: Nogen af os – mig selv deriblandt – er i et speciale, hvor vi ikke kan arbejde alle steder. Jeg kan ikke tage til Nykøbing Falster, fordi der er ikke noget urologi. Det samme med dem, der f.eks. bliver speciallæger i hæmatologi. De har jo heller ikke frie valgmuligheder, og det er ikke oplagt som hæmatolog at sidde som konsulent i almen praksis, fordi det er der ikke stort nok patientgrundlag til. Så vi mangler en plan for, hvem der mangler hvor. Og så skal vi styre hen imod det«.

Den nye formand er optimistisk, hvad det angår. Ny regering, regionsrådspolitikere, der har fået øjnene op for loftets reelle problematikker og i det hele taget en følelse af politisk medvind.

»Men jeg har en opgave – sammen med Yngre Læger og Overlægeforeningen – at insistere på, at vi skal blive ved med at snakke om det her. Så tror jeg også på, at vi kan påvirke, at vi får nogle gode løsninger i stedet for strammere styring«.

Who am I kidding?

Det er ikke et under, at Josephine Rathenborg blev læge. Hendes mor er læge. Hendes far er læge. Farfar var læge. Og farmor ville egentlig også have været det, men købte historien med, lad os kalde det, tvivlsom evidens om, at hun var for sart til det job, fordi hun havde haft tuberkulose.

»Jeg er vokset op med to forældre, som er kommet dødtrætte hjem fra arbejde og har sagt til mig, ,gider du ikke godt at finde noget andet at lave end at være læge?’. Men samtidig kæmpede de om ordet ved spisebordet, fordi de skulle fortælle, hvor fedt det var, det, de havde lavet. Så der var en divergens imellem, at ,det skal du aldrig gøre, Josephine’ og så en fuldstændig passion for det, som man blev suget ind i«, fortæller Josephine Rathenborg.

Mens årene i folkeskolen gik med overbevisning om, at hun selvfølgelig skulle følge i sine nærmeste slægtninges medicinske fodspor, så blev det overtaget af en gymnasietid, hvor hun forsøgte at bilde sig selv ind, at oldtidskundskab, måske gymnasielærer, da også var en mulighed. På det efterfølgende sabbatår og højskoleophold måtte hun bare erkende, at »mine ører blev fem gange så store, hver gang nogen nævnte noget, der bare lød som noget med sundhed, sygdom eller læge«.

»Så det var jo sådan lidt: Who am I kidding?«

Afsted på medicinstudiet med hende. Det blev på kvote 2 på Syddansk Universitet i Odense, fordi »jeg tror, at mit teenageoprør var ikke at gøre mig superumage i gymnasiet – men jeg fik et fint snit«. Medicinstudiet blev afsluttet i 2014, og i 2025 blev hun speciallæge i urologi på Odense Universitetshospital, hvor hun også i dag er ansat som speciallæge på Urinvejskirurgisk Afdeling.

Mangler tid til mennesket

Oven i det har hun gennem årene engageret sig fag- og standspolitisk som medlem af Yngre Lægers repræsentantskab og frem til efteråret 2025 som formand for Lægeforeningen i Region Syddanmark. Her – og i valgkampen til den nyvundne post – har hun bl.a. markeret sig på to afgørende mærkesager: Uligheden i sundhed i skal nedbringes, og kollegialiteten læger imellem skal styrkes.

For Josephine Rathenborg handler lighed i sundhed ikke kun om, at der skal være adgang til speciallæger alle steder i landet. Det gør det også. Det handler også om, at man for længe har underfinansieret psykiatrien, som nu endelig er i gang med at blive løftet, og skabt ulighed mellem somatik og psykiatri med forældre, unge og voksne, som føler, at de ikke har nogen steder at gå hen. Det handler om digitale systemer, der ikke taler sammen til læger og patienters store frustration og skaber øget ulighed. Og så handler det for den nye formand i høj grad om at tage individuelle hensyn.

»Måden, vi sikrer, at vi har så lidt ulighed som muligt, er ved at rette udredning og behandling mod den enkelte. I et sundhedsvæsen bygget utrolig meget op omkring pakker, drift og ind og ud og videre, så skal vi have større fokus på, at det er et menneske, der kommer ind ad døren, og at det er et menneske, der skal komme ud ad døren. Der er ikke sådan en one size fits all-model«, siger Josephine Rathenborg og supplerer med et meget nyligt eksempel fra egen hverdag: en mand i et kræftpakkeforløb, som var indkaldt til operation hos Josephine Rathenborg på Urinvejskirurgisk Afdeling. Men han meldte afbud. Han havde ondt i hånden. Ugen forinden havde selvsamme patient meldt afbud, fordi han var kommet til at spise lakridspastiller og dermed ikke havde overholdt sin faste.

»Hvis jeg havde haft tiden, så ville jeg gerne have sat mig ned og ringet til ham for at forstå, hvad det gik ud på. Var der noget med hånden, som vi skulle tage højde for? Men var det i virkeligheden, fordi han var bange for at komme på hospitalet? Bange for operationen? Bange for resultatet? Alle de ting gad jeg virkelig godt at have fået svar på. Men det kræver, at vi har tid til at have sådan en samtale med især patienter, der falder lidt ved siden af. Men det har vi ikke«, fortæller Josephine Rathenborg.

Så hun ringede ikke.

»Vi er blevet effektiviseret i en sådan grad, at man godt nogle gange kan føle, at menneskeligheden bliver parkeret ved indgangen til hospitalet. Vi er superdygtige til at snakke om diagnostik, udredning, behandling og patienter, men vi har lidt glemt, at det er et menneske, der skal igennem systemet. Det kræver overskud, fleksibilitet og bedre rammer for lægelig prioritering, og det er svært at mønstre i et meget tidsstyret system«.

Nødt til at snakke mere prioritering

Og så den anden del – kollegialiteten. Et stærkere lægefællesskab. Det er ikke så meget på foreningsniveau og i bestyrelseslokalerne. Her er hun ikke så bekymret for et videre stærkt samarbejde – og det er vigtigt. Det er kollegialiteten ude i sundhedssystemet, som »fylder rigtig meget for mig«.

»Når jeg snakker med kolleger ude i landet, så synes jeg altså meget hurtigt, at der kommer en dem og os-retorik, og det bliver noget med ,hvorfor gør de ikke det?’, ,hvorfor kan vi ikke gøre sådan?’ og ,jeg har problemer med det og det’. Det gælder både praktiserende læger, sygehuslæger og psykiatere. Der er nogle gange en manglende forståelse for hinandens arbejdsgange«, siger Josephine Rathenborg.

»Det skal ikke forveksles med, at vi alle sammen skal være 100% enige, eller at jeg tror, at jeg kan fjerne frustrationer. Men vi skal have rum til at tale om det på en ordentlig måde. De udfordringer, vi hver især sidder med, og som vi føler, er meget enestående for os selv, er sjovt nok de samme udfordringer, nærmest ligegyldigt hvor vi sidder. Der skal vi hele tiden også have kollegialiteten for øje, og det er vi for det meste også gode til, men man kan aldrig ,øve sig’ for meget, hvad det angår«.

Du overtager formandsposten under implementeringen af en stor sundhedsreform. Hvad kommer du især til at holde øje med?

»For det første at den kommer godt fra start. For det andet at vi ikke kommer til at have så meget fokus på det somatiske, at vi glemmer psykiatrien. Vi skal jo også stadigvæk finde ud af at sammenlægge somatikken og psykiatrien, og hvilke konsekvenser det vil få. Kommer det til at betyde, at vi får et flow af penge, som i virkeligheden kommer til at flyde mere over i somatikken, fordi der er nogle mangler? Skal vi have vagter på tværs? Mange af sådan nogle tanker er der ikke rigtig styr på. Og så skal vi finde ud af, hvordan vi sikrer en lægefaglig stemme i de nye sundhedsråd«.

Er der noget, der bekymrer dig, i forhold til om sundhedsreformen vil lykkes?

»Jeg har egentlig rimelig stor tiltro til, at vi på sigt kommer til at se et mere sammenhængende sundhedsvæsen, og at vi kommer til at få mere samarbejde på tværs. Men vi kan f.eks. se, at man allerede er ved at definere sundhedsrådene og deres opgaver, før de egentlig er trådt i kraft. Og vi hører om, at når Klinik for Borgernær Service bliver implementeret og udført på de respektive hospitaler, så er der utroligt stor divergens imellem, hvad de synes, deres vigtigste opgave er. Hvis vi skal prøve at lave et sammenhængende sundhedsvæsen, så er det jo ikke meningen, at vi skal have 17 måder at løse opgaven på. Så de må faktisk rigtig gerne snakke sammen – og de må rigtig gerne snakke med os«.

Mange af de ting, du nævner, er jo – naturligt nok – en forlængelse af emner, Lægeforeningen har markeret sig på de senere år. Er der emner, som du ikke synes, vi taler nok om, og som Lægeforeningen skal markere sig stærkere på?

»Det er ikke, fordi vi ikke snakker om det, men jeg synes, at vi skal snakke mere om, hvordan vi prioriterer i vores sundhedsvæsen, og også de finanser, der nu er til stede. Når man i regeringsgrundlaget siger, at vi skal have fertilitetsbehandling til alle og ingen øvre grænse for, hvor mange børn du må få på det offentliges regning, og man så i øvrigt vil styrke arbejdet inden for menopause, så lyder det bare superlækkert. Men jeg kan godt være bekymret for, om det er et tomt løfte eller hensigtserklæring, som ikke er mere værd end ord på et stykke papir. Bare inden for gynækologi mangler vi 160 speciallæger. Vi mangler 2.000 speciallæger i alt, så jeg savner en plan for, hvad det er, vi skal løse i morgen. Hvad skal vi løse om et halvt år? Om to, fem, ti og 20 år? Det er de briller, vi skal have på. Og så savner jeg da også den plan, der sikrer, at manglen på 2.000 speciallæger bliver løst«.

Hvilken slags formand bliver du?

»Jeg håber, at jeg bliver en formand, som man synes, at man kan gå til, og som lytter og tager én alvorligt. Og som kan være med til at finde ud af, hvad det er for en retning, vi skal styre vores standsforening i, og give en stemme til alle, ligegyldigt hvor de er henne. Jeg hørte én sige, at jeg lignede sådan en, man havde lyst til at kramme. Det ser jeg i høj grad som en kompliment«.