Skip to main content

»Vi skal have strukturerede data, for det giver bedre kvalitet«

Anne Steenberger, as@dadl.dk

17. maj 2013
3 min.

Den nye sundheds-it-platform, som Region Sjælland og Hovedstaden i fællesskab er i gang med at etablere, er nået til sidste udbudsrunde og til efteråret afgør regionen, hvem der skal have opgaven med at levere systemet

. Peder Klement Jensen, der er overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, har været med til at formulere kravene til det nye system og er en af de syv læger, der ser udbudsmaterialet igennem. Et krav til udbyderne er, at systemet skal kunne kanalisere data fra patientjournalen ud til de relevante kliniske databaser, Landspatientregistret og andre relevante databaser. Det har man ikke gjort så konsekvent på nogen andre hospitaler i Danmark, endnu da, oplyser han. For lægerne betyder det, at man ikke, som i dag, skal taste separat ind til hver enkel database. Der bliver én indtastning og det giver en masse sparet tid. Men det betyder også, at lægerne skal vænne sig til at skrive patientjournal på en ny måde.

»Vi skal have strukturerede data. Det vil ikke nødvendigvis sige, at vi skal lave alt ens over det hele, men at vi skal have en vis standardisering i det, vi taster ind. Fordi idet vi taster ind i patientjournalen, bliver data med det samme sorteret ud i de databaser, der skal indberettes til«.

Peder Klement Jensen ved godt, at mange læger frygter, hvad en strukturering vil medføre af standardiseringer og udfyldningsfelter i stedet for at skrive i prosa i journalen.

»Jeg tror, at vi som læger bliver glade for en mere struktureret journal. Så vil det blive muligt at bruge data betydeligt mere aktivt, end det er tilfældet i dag. Data vil kunne bruges til beslutnings understøttelse, kvalitetskontrol, udsøgning af risikopatienter (osteoporose, DVT, osv.), utilsigtede hændelser mv. En struktureret journal er også forudsætningen for automatisk udtræk til NIP, De Kliniske Databaser, Landspatientregisteret mv.«, siger han.

Peder Klement Jensen mener således, at standardisering er uundgåelig. Men det kan gøres teknisk fleksibelt og kan i øvrigt indføres gradvist:

»Jeg tror ikke, at vi i Region Hovedstaden skal have et big bang, og jeg regner med, at vi kan indføre de nye systemer gradvist. Desuden findes der i nogle systemer mulighed for at generere prosa ud af den standardiserede patientjournal. Med andre ord skal systemet være fleksibelt, og det skal være muligt at differentiere«.

Hvis man som læge indvilliger i en vis standardiseret måde at skrive patientjournalen på, så er der gyldne gevinster at hente, mener Peder Klement Jensen:

»Vi er i forvejen utroligt gode til at gemme data. Og utroligt dårlige til at bruge dem. Det kan et nyt system, hvor data er mere ensartet, råde bod på. En vis standardisering er nødvendig, for at data kan bruges til forskning – så vi kan arbejde med samme begreber og størrelser overalt. Netop på forskningsområdet kan de resterende tre deltagere i udbuddet på Sjælland automatisk udsøge patienter, som opfylder inklusionskriterierne til et forskningsprojekt. Den første læge, som møder patienten, kan spørge, om de ønsker at indgå i projektet. Selve projektet vil også kunne foregå inden for den elektroniske journal, da det er muligt at opstille specifikke parametre til de patienter, som indgår i projektet«.