Skip to main content

Vi skal hverken lade os presse eller være bagstræberiske

Journalist Kurt Balle Jensen, ps-kurt@ps-presse.dk

4. nov. 2005
3 min.

Læge Egon Juul-Andersen er medlem af bestyrelsen i Praktiserende Lægers Organisation og formand for organisationens IT-Forum. Han mener, at praktiserende læger på én gang skal undgå at lade sig presse og ikke være bagstræberiske.

»Ikke mindst de unge kommunikerer mere og mere digitalt, og deres fingre danser konstant på mobiltelefonens taster, mens de SMS'er til hinanden. Men i hele denne udvikling skal lægerne ikke lade sig presse længere, end de selv ønsker det og det er forsvarligt«, mener Egon Juul-Andersen:

»For det første er det jo ikke alt det, der teoretisk set kan lade sig gøre, der er muligt i virkelighedens verden. Her er der fortsat nogle steder både tekniske og økonomiske barrierer, og manglende it-sikkerhed kan stadig være en bremseklods. Men for det andet skal vi jo ikke kun se på, hvad vi kan, vi skal også se på, hvad vi vil. Vi skal ikke begynde at påtage os ansvar, som ellers er patientens eget. Hvis en patient får taget en blodprøve, er det fortsat patientens ansvar at ringe og få en snak om resultaterne. Jeg vil ikke »lige maile eller SMS'e« information, til gengæld skal jeg nok tage fat i patienten, hvis der viser sig at være noget alvorligt. Og et andet eksempel: Hvis jeg siger til en patient, at vi skal have kontrolleret blodtrykket igen om 14 dage, er det så mig, der skal give besked og sørge for, at det sker? Nej, patienten skal stadig selv tage ansvar, det skal vi ikke ændre på, selv om det teknisk bliver let og hurtigt at sende beskeder digitalt«.

»Så er der de lægefaglige spørgsmål. Her har vi fra lægernes side gjort det klart, i hvilke tilfælde, der kan kommunikeres digitalt. Det kan der, hvor der er tale om at give korte og klare beskeder. Vi skal ikke ud i længere dialoger over nettet. Den der med at give et svar, der rejser tre nye spørgsmål fra patienten, den går ikke. Der skal kommunikationen være direkte, og det er også her, vi som læger kan danne os et mere samlet indtryk. Når jeg er på sygebesøg, oplever jeg hjemmet og forholdene generelt. Jeg danner mig et helhedsbillede, som gør mig bedre i stand til at forstå situationen. Dette helhedsbillede kan man ikke få digitalt«.

Vi skal være parate til at flytte os

Egon Juul-Andersen har som organisationsmand været med til at forhandle overenskomst for lægerne, så der er sat pris på den mail, der ligger et sted mellem telefon og konsultation. Men han ønsker ikke, at de praktiserende læger skal presses til store og dyre it-løsninger:

»Vi vil gerne være med til, at der kan foregå mere over internettet, men vi har et forbehold. Der må kunne stilles fri forbindelse til rådighed, for det skal ikke være afhængigt af, hvordan den enkelte læges interesse og økonomiske forhold er. Og der må professionelle it-folk på at opbygge løsningerne, så vi bliver helt sikre på sikkerheden. Jeg er læge og ikke it-mand, og jeg vil ikke tage ansvar for, at det er en optimal it-løsning, jeg får«.

Når alt dette er sagt, mener Egon Juul-Andersen også, at de praktiserende læger skal være åbne over for udviklingen, og at de skal lytte til patienternes ønsker.

»Vi skal være parate til at flytte os, men vi skal som nævnt ikke overskride de grænser, hvor vi fagligt kan stå inde for vort arbejde. Det betyder ikke, at alt skal foregå face to face. Hvis jeg for eksempel får besøg af en ung mand, der har fundet en ny pige og nu vil have foretaget en hiv-test, lader jeg vedkommende selv afgøre, hvordan svaret skal gives. Hvis ønsket er, at der gives besked digitalt, jamen så er det i orden for mig. Vi skal være parate til at lade patienten selv bestemme. Men i de tilfælde, hvor der er behov for en samtale, er det et fysisk møde, der skal til. Sådan vil det også være fremover«.